Fortælleteater som scenekunst

Vigga Bro kommenterer artiklen 'En historie om fortælleteater':

Først en tak til Carsten Jensen for et flot oplæg til en diskussion om historiefortælling/fortælleteater som scenekunst eller ikke.

Når det er sagt, så er det dog sørgeligt at høre at formanden for refusionsudvalget i realiteten ingen argumenter har for rådets afgørelser. Han har ikke andet end forvrøvlet sludder at diske op med.

Først kalder han Kasper Sørensen for storyteller, og afslører at han ikke ved hvad begrebet dækker. Begrebet storyteller opstod da en fortæller med en mikrofon i hånden fortalte skrøner om sit eget liv. Det er en stil der i høj grad læner sig mod standup. Og efterhånden er det blevet de der fortæller på den måde, der bruger det engelske ord for historiefortæller. Kasper er ikke storyteller, han er historiefortæller. Og det han præsenterer for refusionsudvalget, er det man på nordisk plan kalder fortælleteater.

Dernæst kommer formanden med en definition på hvad scenekunst er: ”at man står i et rum og skal definere det fra et nulpunkt”. Hvad forestiller sådan et udsagn? Er det magikere vi skal have fat i: bum så står der en kulisse her og bum så der? Hvis der er nogen, der kan definere rum på rum i publikums fantasi, så er det historiefortællere.

Hen mod slutningen af artiklen fremkommer der så nogle begrædelige udtalelser om de mange enmandsforestillinger der fylder for meget i forhold til de store spektakulære forestillinger. Og her begynder formanden så at lege politiker. Men det ligger præcis ikke i rådets opgave. Fra politisk side søger man at sikre de gode børneteatre med million beløb i tilskud. Nødvendigt og vigtigt (sagt i parentes kunne de sagtens bruge flere midler), og det er her, der skal sættes ind hvis man ønsker flere store forestillinger. Ikke i et refusionsudvalg, der er sat på jorden for at forholde sig til kvalitet.

Man kan også spørge sig selv, om det er så forfærdeligt med mange enmandsteaterudbud. Det kunne også betyde at skolerne så fik råd til lidt flere forestillinger. I stedet for to store forestillinger kan de måske købe en stor forestilling og to enmands-forestillinger.

Det er også interessant, at mange enmandsforestillinger/fortælleteater fra de støttede børneteatre har eksisteret i bedste velgående i mange år.

Det har ingen løftet et øjenbryn over. Nu hvor Historiefortællerne kommer ind over, får piben en anden lyd.

Derfor nok engang en tak til Carsten Jensen for oplægget. Lad os få en god og åben diskussion. Og lad os ikke glemme at historiefortælling er teatrets moder.

Vigga Bro er skuespiller, instruktør og historiefortæller