Fortælleteater om brændt kød

André Andersen er en storyteller. Han bærer på en brændende historie inde i sig selv, og den fortæller han så spændstigt til sit publikum, at den bliver lige så lyslevende, som den må have været i virkeligheden.

I ’Heksejagt’ er André Andersen ikke bare ude i en fiktiv fortælling. Ud fra en grundig research i middelalderlige kilder har denne grundige performer nemlig fundet frem til den virkelige beretning om den kvinde, der fik bremset hekseafbrændingerne i Danmark.

Så denne forestilling er en teaterlevendegørelse af et af de skumle kapitler i danmarkshistorien.

Badet i sved

Formen er fængende: André Andersen sidder omgivet af stearinlys iført noget middelalderagtigt tøj og læderbånd om håndleddene. Stemningen er dyster og fangekælderagtig i Nikolaj H. Traps mørke og enkle scenografi.

Man aner, at noget frygteligt vil ske. Og det gør det så. Men kun i André Andersens fortælling; her kommer ingen pisket kvinde forbi.

André Andersens stemme kan til gengæld fortælle så levende og grufuldt om den onde godsejser og om kong Christian IV, der vågner op, badet i sved – og om, hvordan 'bålene lugtede af brændt kød', at man nærmest føler, at man er der selv.

For André Andersen er vitterlig en historiefortæller, der når ud til sit publikum. Med et umiddelbart smil, der åbner for tilskuerens nysgerrighed - og med psykologisk tæft for de sorte sider i menneskesindet.

Kilderne tynger

Netop i ’Heksejagt’ bliver researchen dog tilsyneladende en hæmsko for performeren. Eftersom han hverken har haft en dramatiker, en dramaturg eller en iscenesætter til at sortere stoffet for sig, så kommer han til at drukne i materialet.

Vigga Bro er angivet som konsulent på forestillingen, og det har sikkert været fint for André Andersens fortællerkarakter. Men i denne forestilling er det faktisk det grundlæggende greb, der ikke virker sikkert nok. Fortællingen er i hvert fald overlæsset, og dramaturgien virker hovsa-agtig, måske fordi fortælleren er for ivrig efter at flashe sine historiske kilder.

Fortællingen ville formodentlig få en anden ro – og stemmen ville blive fastere - hvis han bare lagde kilderne tilbage i arkiverne. Og stolede på sine egne evner til at leve sig ind i fortiden.

For heksefortællingen er skrækindjagende forfærdelig. Undervejs i forestillingen opstår gysermottoet ’Hun bliver selvfølgelig brændt på bålet’ – som konklusionen på vidt forskellige hekseanklager, der alle sammen har det til fælles, at de kun er baseret på mænds tilfældige løgne.

Og tilskuerne lærer om bødlens torturmetoder og om den afgørende druknetest ’vandprøven’, så man er lige ved at brække sig…

Heksejægeren slår til

Forestillingens bærende historie er fra Djursland i 1686 og handler om ’heksejægeren fra Rugaard’.

André Andersen slår på en gong-gong og klasker hestehoveslag på lårene. Vi ser herregårdens pragt, og vi mærker herremandens grænseløse magt.

Vi føler også kulden i fangekælderen, hvor den yndige unge blomsterpige Blommen er fængslet sammen med sin mor – begge to anklaget for at være hekse…

Her lyser publikums øjne snart lige så frygtsomt, som Blommens må have gjort det.

Blodige torturscener

Aldersgruppen for forestillingen er i programmet sat til 13 år, på hjemmesiden til 12 år. Personligt ville jeg anbefale den til 14 år. Ikke mindst fordi forestillingen dyrker godsejerens hemmelige lyster og manglende ægteskabelige ditto, hvilket virker som lovlig voksne og livstrætte erotiske overvejelser for de 13-årige. Udover naturligvis de vildt blodige torturscener, der sniger sig ind i tankerne og skaber voldsbilleder, der er svære at fjerne igen.

Men det ændrer ikke ved, at ’Heksejagt’ er en betagende og skrækindjagende forestilling. For André Andersen kan genskabe historien med sin stemme, så vi føler, at vi står lige over for den stakkels, uskyldige pige i fangekælderen.

Vi ved, at hun kan høre lydene fra bålet ude på søen. Og vi kan se, at han har ret, når han siger sætningen:

»Noget var forandret i Blommens blik.«