DEBAT
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
26-09-2019
10-09-2019
Foto: Marie Kilsgaard Møller med tolk (kvinden med hatten) og børn på sin workshop ved Kijamuna Festa på den japanske ø Okinawa. Foto: Bjørn Audun Gunnarsson

Forspil til et klimastykke

29-10-2012
Kan man bruge de samme metoder overalt, når man vil indhente ideer fra og inddrage børn i udviklingen af professionelle forestillinger? Det har Marie Kilsgaard Møller fra Quasi Teater haft muligheden for at undersøge, idet hun bl.a. har afholdt workshops i Danmark, Japan, Island og Sverige forud for produktionen af et klima-syngespil, der har premiere 3. november. Det handler bl.a. om at kunne præsentere store emner for små børn.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

MARIES METODE

QUASI Teater arbejder på at udvikle en metode, hvor børn i forestillingens målgruppe involveres tidligt i prøveforløbet. Formålet er både at give børn mulighed for at blive en aktiv del af en skabende kunstnerisk proces og at skabe mulighed for research for de deltagende kunstnere. Der researches i den aktuelle forestilling på børns forståelse af emnet klimaforandringer eller miljøproblemer, sprogforståelse og generel perception.

Metode-udviklingsarbejde er påbegyndt i maj 2012 i Thy i forbindelse med et pilotprojekt, videreudviklet ved workshops i Japan og sluttelig eksperimenteret på Dunkers Kulturhus i Helsingborg og på skoler i Reykjavik med danske, svenske og islandske børn. 

Se Marie Kilsgaard Møllers metodeskema her.

Læs mere om teatret på www.quasiteater.dk og en tidligere portrætartikel om Marie Kilsgaard Møller.  

Når der 3. november 2012 blændes op for premieren på klima-syngespillet ’Professor Dyregod’ på Kulturværftet i Helsingør, beregnet for de fem-årige og opefter, inklusive deres voksne selvfølgelig, ligger det helt i forestillingens ånd og forhistorie, at der i de efterfølgende uger også er nordiske premierer i Sverige (Dunkers Kulturhus i Helsingborg) og Island (Nordens Hus i Reykjavik).

For der er i høj grad international inspiration og research bag Quasi Teaters forestilling, som bl.a. bygger på workshops i Thy i foråret, workshops på den japanske ø Okinawa i sommer og senest indhøstede erfaringer med svenske, islandske og danske skolebørn, som instruktør og skuespillere har testet sprogforståelsen hos. For når forestillingen nu skal rundt i Norden, er det rart at vide, om danske børn forstår den svenske skuespiller i rollen som dyreprofessor og om de svenske børn forstår den danske skuespiller, der agerer en række dyr. Og hvad forstår de islandske børn af det hele?

Det er en vanskelig produktionsmetode, der ligger bag skabelsen af dette teaterstykke, der til overflod også forsøger at tackle nogle af denne verdens mange klima- og miljøudfordringer, som de voksne knapt nok forstår.

Via Thy og Japan

Men det begynder altså et helt andet sted, idet Marie Kilsgaard Møller, instruktør og hovedforfatter på klima-syngespillet, har været vidt omkring i udviklingen af sin egen researchbaserede metode for brugerinddragende forestillinger, der er brugt på dette projekt.

Hun var således i maj 2012 i Thy i forbindelse med et huskunstnerprojekt støttet af BMMK - Børns Møde Med Kunsten; en ordning forankret i Kulturaftale Nordjylland, som er et kulturelt samarbejde imellem de 11 nordjyske kommuner, Region Nordjylland og Kulturministeriet samt FDS, Foreningen af Danske Sceneinstruktører.

Det handlede bl.a. om at inddrage børn fra målgruppen i udvikling af professionelle forestillinger og om at præsentere komplekse emner for børnene.

Her høstede Marie Kilsgaard Møller erfaringer med workshops om klima & miljø samt demokrati & magt i 0. og 1. klasse på Sennels Skole i Sennels og Hannæsskolen ved Frøstrup.

Store emner for små børn, men det forhindrede ikke Marie Kilsgaard Møller i at udfordre eleverne til bristepunktet:

»Ellers møder jeg ikke grænsen og så bekræfter jeg bare mig selv. Jeg skal blive bedre til at gøre mit program for svært og dernæst kunne korrigere det derefter. Jeg kan se, at regler og systemer fungerer godt. Børn afkoder hurtigt et koncept og systemer. Det vil de også gøre i en teaterforestilling,« som hun konkluderede efter disse workshops.

»Den vigtigste konklusion var måske, at man faktisk kan formidle de store emner til børn. Men at ordet ’klimaforandringer’ er no-go. Og magt er no-go. Men at miljø og ’at passe på naturen’ samt ’at bestemme’ – er ord, som de yngste kender til i deres hverdag og endda i den store verden,« siger Marie Kilsgaard Møller.

»Jeg oplevede også, at børn i indskolingen har masser af bud på, hvordan man kan forandre verden. Fantasien er større, end jeg havde forestillet mig. Det har bekræftet mig i en vigtig morale i forestillingen om ’Professor Dyregod’: Jeg skal ikke slutte med at pådutte publikum de tænkebaner og løsningsmetoder, som vi kender allerede. Som ’Sluk lyset, ’filtrer udstødningsrøgen, brug mindre vand’ osv osv. Nej – det verden har brug for i krisetider, er nye tænkemåder. Nye diskussioner. Det skal forestillingen forsøge at  motivere til,« siger Marie Kilsgaard Møller her en uges tid før premieren på klima-syngespillet.

Teaterintegration i klasselokalet

Med vigtige erfaringer fra det nordjyske drog Marie Kilsgaard Møller efterfølgende til en international festival på den japanske ø Okinawa, hvor hun skulle afholde en workshop, der indgik i festivalens tema om, hvordan børneteatret kan respondere på verdens kriser. Og altså også lidt af en voldsom mundfuld for små mennesker.

Denne festival, Kijimuna Festa, afholdes hvert år og har ofte besøg af danske teatergrupper og teaterfolk – i år var det således Batida, der deltog med tre forestillinger.

Marie Kilsgaard Møller har i en blog på nettet indgående beskrevet sine oplevelser på festivalen og fortæller bl.a. om erfaringerne med seminar og workshops – her i redigerede uddrag:

’På Kijimuna Festa skulle jeg i forbindelse med min egen workshop deltage i en anden workshop og et symposium.

Workshoppen var med to dramapædagoger, som gerne ville vise nogle metoder til at integrere teater i klasselokalet for andre lærere og pædagoger. Første del af workshoppen arbejdede de med cirka 45 børn fra to 5. klasser på en lokal skole. Her arbejdede de i højt tempo med at danne grupper, med at være impulsiv (gennem en slags sten-saks-papir-leg) og med at fortælle historier gennem fysiske billeder, skabt af deres egne kroppe. De arbejdede ud fra to gamle japanske folkeeventyr, som alle børnene kendte.

Jeg blev spurgt, om jeg synes, at det virkede som om japanske børn var anderledes end danske børn, og til det kunne jeg, efter at have observeret workshoppen med teaterøvelser, sige klart: NEJ. De er ens! Ingen vil være på hold med den tykke dreng; der er kliker, generthed - og de ambitiøse pligtopfyldende piger. Bortset fra det sorte hår kunne det have været en dansk klasse.

I anden del var børnene taget hjem og vi voksne skulle deltage i nogle øvelser, som handlede mest om at improvisere. Om at turde give sig hen og flippe lidt ud. Damerne (for dem var der selvfølgelig flest af blandt tilhørerne, som var lærere og pædagoger) var imponerede over følelsen af først at være dårlig og usikker for til sidst at føle sig stolt og høj på team-spirit. I anden del var der også enkelte børn som deltog sammen med os voksne, og det imponerede mange af deltagerne. ’Vi var pludselig lige og legende alle sammen’, sagde de med fryd ved den afsluttende evaluering.

Jeg tænkte, at der  må være en stor distance mellem barn og voksen i Japan, som man ikke oplever på danske institutioner. På den måde er der måske alligevel forskel på danske og japanske børn - måske er japanske børn mere ydmyge eller respektfulde over for den voksne...’

Om at kommunikere og præstere

’Festivalens workshop og symposium, ’Communication education’, viste sig være et cover for kreative fag i undervisningen. Man har ikke teater og musik som fag i skolen, men skal finde metoder til at integrere det i anden undervisning. I Japan er man lige nu på vej til at gøre mere og mere brug af teater som virkemiddel i skolen til at lære børnene at kommunikere og præsentere. Life is a performance!

Det begynder man langsomt at forstå og udnytte i praksis i skolen. Børnene skal gennem teater også lære at lytte til hinanden og vise hinanden respekt. Det synes jeg på en måde godt, at vi kunne bruge i Danmark, hvor der er kommet et - efter min mening - usundt fokus på at sætte sig selv i centrum og blive set og hørt som individ. Kvaliteten af selv at være tilskuer, anerkendende og lyttende, bliver ikke dyrket nær nok og derfor oplever man også en høj grad af selvoptagethed og manglende høflighed i samtaler.

Min tolk under workshoppen var en ung fyr, som selv arbejder som skuespiller, og vi talte om, hvordan børn og unge i Japan ikke selv aktivt vælger teater til. Man foretrækker film og andre typer af underholdning. Sådan en melding gør ondt på os, der har dedikeret vores liv til at skabe teater til netop børn og unge, men efter at have set en kinesisk, en taiwanesisk og en koreansk teaterforestilling forstår jeg dem egentlig godt…!

Midt indtryk er, at der er en ekstrem fokus på det klassiske her i Asien. Da workshoppen var færdig, spurgte en af de to workshopledere mig, hvilke klassiske historier vi har i Danmark. Han kunne have spurgt om tusinde ting. Men det, der interesserer dem, er det gamle! Traditioner, traditioner, traditioner. Og jeg tror, det er fordi jeg er i et land, hvor alting er baseret på det oprindelige. Selv det nye og moderne og det elektroniske springer ud af historien, folkeånden og traditionen’.

’Hvordan vil du redde verden?’

’Der var kun ti deltagere til min egen workshop, hvilket var alt for lidt. Festivalen havde været dårlige til at formidle arrangementet, og jeg tror, at jeg i det hele taget har været lidt af en gøgeunge i hele dette arrangement med Assitej International Meeting og Kijimuna Festa.

Jeg havde en meget sød og dygtig tolk på, som oversatte alt, hvad jeg sagde - og det føltes helt trygt. Alle var begejstrede over mit arbejde med research som huskunstner på skoler i Thy. De synes, at videoerne, jeg havde lavet med klip fra børnenes teaterstykker, film og billedkunstudstiling, var sjove, og så var de meget fascinerede over, at man i Danmark tog sig tid til i skolen at suspendere undervisningen og lave hele dage om til teater-dage.

Til workshoppen lavede vi håndsoprækninger og spørgeskemaer, præcis som jeg havde gjort det med de danske børn. Vi sluttede workshoppen af med to tegneopgaver, som jeg også har brugt i min metode: Tegn svaret på følgende spørgsmål: ’Hvad ville du bestemme, hvis du kunne bestemme alt i hele verden?’ og ’Hvordan vil du redde verden?’.

Udover de aktuelle oplevelser og erfaringer med børnene fik jeg nogle flotte tegninger med hjem, som skal udstilles sammen med danske og svenske børns tegninger på den transportable udstilling, som skal rejse rundt med ’Professor Dyregod’-forestillingen’.

Pædagogisk hyttetur

Men her sluttede Marie Kilsgaard Møllers dramapædagogiske arbejde i Japan ikke.

Hendes kontaktperson på festivalen, Momoko, havde inviteret hende og kæresten Bjørn – der var med på turen til Japan som fotograf og dokumentarist - til at deltage i en lille hyttetur i det nordlige Okinawa sammen med cirka 20 børn på mellem 6 og 12 år, hvor Marie Kilsgaard Møller skulle stå for en to timers workshop.

Det fortæller hun om på sin blog:

’Momoko og hendes veninde Mayumi oversatte undervejs. Vi startede med håndsoprækningerne om demokrati: ’Hvem her har selv bestemt, hvilket tøj de vil have på i dag?’ ’Hvem synes lærerne skal bestemme i klassen og hvem synes børnene skal bestemme mere end læreren?’ osv. Derefter håndsoprækninger om klima eller vejret. Hvem her har oplevet oversvømmelse, at være sneet inde, tørke om sommeren osv. ’Hvem synes, det altid skal være solskin?’ Til det sidste spørgsmål var det kun Bjørn, der rakte hånden op. Det var tydeligvis børn på en tropeø, jeg stod foran.

Jeg havde haft svært ved at planlægge denne lille workshop. Jeg kunne ikke bare køre det samme program af som hos de danske børn i Thy, da jeg ikke havde nogen projektor - og to timer i stedet for to dage. De sproglige barrierer var også en udfordring. Jeg valgte derfor at benytte lejligheden til at teste på nogle af de ideer, jeg har til workshops i forbindelse med prøveforløbet til den kommende forestilling, hvor skuespillerne også er med og hvor vi både skal arbejde med danske, svenske og islandske børn. Hvad kan jeg få ud af børn, som ikke forstår mit sprog? Og hvordan kan børnene på kun to timer hjælpe mig med at få ideer til elementer i forestillingen, som jeg stadig er i tvivl om? Mayumi havde et ønske om, at workshoppen også kunne have noget med demokrati at gøre, så det skulle jeg også prøve at tænke ind. Videnskabeligt set er det for mange faktorer at teste på en undersøgelse - eller øvelse. Men jeg prøvede alligevel. Man kan jo også lære af sine fejl...’

Nordiske stemmer

Således beriget med nye erfaringer tog Marie Kilsgaard Møller tilbage til Danmark og arbejdet med at få den nye forestilling, ’Professor Dyregod’, på benene.

Det er som nævnt sket via en rundrejse til danske, svenske og islandske skolebørn, der har bidraget med deres ideer og holdninger til teaterstykket.

Og en af Teater Quasis hovedkonklusioner er, at børn er meget optaget af verdens klima- og miljøudfordringer. Også derfor bliver det spændende for teatret at præsentere den færdige forestilling for de elever, der har været en del af processen.

Forestillingen har en smuk nordisk støttebuket, bundet af Scenekunstudvalget, Nordisk Kulturfond,  Svensk-danska Kulturfonden, Nordbuk (Nordisk Børne- og Ungdomskomité), Nordisk Kulturfond, Kulturstyrelsens pulje til international udveksling, Danske Dramatikere, Helsingør Teater, Helsingør Kommune, Dunkers Kulturhus, Nordens Hus Island samt REMA 1000 og Lej et Lig...!

’Professor Dyregod’ spiller fra 3.-22. november 2012 i Helsingør Kommune, Helsingborg, København og Reykjavik – og indgår herefter i Quasi Teaters turne-repertoire.

 

Læs hele den spændende blog-beretning, som Marie Kilsgaard Møller har lavet fra sit japanske rejseeventyr.Her berettes også om interessante kulturelle sammenstød, hendes indtryk af gode og dårlige internationale forestillinger på festivalen m.v. På bloggen findes også en lille rapport/reportage fra workshop-oplevelserne i Thy.

http://candkunstner.blogspot.jp/

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Forspil til et klimastykke
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

23-02-2009
 

19-02-2009
 

12-02-2009
 

11-02-2009
 

04-02-2009
 

03-02-2009
 

29-01-2009
 

25-01-2009
 

22-01-2009
 

15-01-2009
 

15-01-2009
 

09-01-2009
 

01-01-2009
 

19-12-2008
 

19-12-2008
 

15-12-2008
 

07-12-2008
 

05-12-2008
 

05-12-2008
 

28-11-2008
 

25-11-2008
 

21-11-2008
 

17-11-2008
 

14-11-2008
 

12-11-2008
 

09-11-2008
 

06-11-2008
 

03-11-2008
 

29-10-2008
 

24-10-2008
 

21-10-2008
 

18-10-2008
 

17-10-2008
 

11-10-2008
 

10-10-2008
 

10-10-2008
 

10-10-2008
 

05-10-2008
 

03-10-2008
 

27-09-2008
 

Flere anmeldelser