Af: Janken Varden

1. april 2011

Forskellighed og fordomme

Alt hvad de voksne gør og børnene må til at reparere. Vellykket samarbejde mellem Libanon og Danmark - ordløst, sjovt og vitalt.

Nogle vil hævde, at Muhammed-tegningerne var uforskammede, andre at de var udtryk for dansk frisind og humor. Men uanset skaffede de Danmark et flosset ry i de arabiske lande. Og det blev ikke mindre tjavset af den noget skingre indvandrerdebat, som der hurtigt gik rygter om i Mellemøsten.

Lidet ved jeg om eventuelle politiske overvejelser, jeg siger bare: Desto større grund til at glæde sig over et reelt (og gerne varigt) samarbejde mellem Danmark og Libanon, ikke mindst når stykket behandler netop forskellighed og fordomme. Og det gør Passepartout og Khayal med lige dele alvor, fantasi og humor i ‘Men de begyndte’ – en forestilling med fire dukker på en halv meters højde og tre dukkeførere.

Cylinderen og klodsen

En opvakt dreng i stribet tTshirt bor med sin bedstefar i parcelhuset til venstre. Fælles for dem er deres cylinderformede ben, arme, kroppe og hoveder. Sådan ser man ud i dette lille univers. Drengen har en fodbold og en supermand-dukke og ser lyst på livet – han drikker te og får læst højt, og tilværelsen byder ikke på mange problemer. Det mest skræmmende er, når bedstefar tager en firkantet kasse på hovedet og laver sjov med skumle lyde.

Men parcelhuset til højre er til salg – hvem mon vil købe det og flytte ind?

Éndimensionale lastbiler kommer og går, og vi har ingen problemer med at forestille os, hvilke flyttelæs der er på vej. Så en dag er huset solgt og drengen og hans bedstefar har fået nye naboer. Men alas! – den lige så opvagte dreng ovre på den anden side er ikke cylinderformet! Han er firkantet! Kvadratisk! Og hans mor om muligt endnu mere! Selv skoletasken er firkantet, ikke rund!

De to drenge ser hinanden prøvende an, men bedstefar til venstre og mor til højre spotter forskellen øjeblikkelig og så er det slut på idyllen. Hvem vil have noget som helst at gøre med naboer der er totalt forskellige fra en selv? Ikke at de har andet tøj på – den nye dreng har også stribet T-shirt – men de har firkantet kighul i døren, firkantet blomst ved havegærdet, og de spiser sikkert noget helt anderledes og måske er de farlige, man kan aldrig vide!

Nabokrig

Det tager ikke lang tid, før fjendtlighederne eskalerer. Mens drengene bliver sendt af sted til skole, trappes krigen op mellem venstre og højre, mellem bedstefar og parcelhusmor. I værste Gøg og Gokke–stil går vi fra det relativt uskyldige til det ondskabsfulde: Døde mus, blomster, bananskal, affaldsbøtter, reb og fiktive jordskælv tages i brug mellem de to kamphaner – til stor fornøjelse for både små og store i publikum.

Sådan en vanvittig slagmark vil drengene ikke bo i, for de har nemlig fundet ud af, at fodbold og fisketure er helt o.k. alternativer til de voksnes kiv og fordomme. Så når ufreden topper – ja, så stikker de simpelthen af! De begiver sig ud på en længere vandring, og den er sjovt gestaltet med krydsende veje og bjergbestigning og rutsjebaner og det hele. Indtil natten falder på.

Mødet med et pæretræ og en fræk lille fugl – som ikke er så uartig endda – giver ophav til skærmydsler, men også til det afgørende vendepunkt hvor drengene (om de ikke finder årsagen til konflikten) i hvert fald finder styrke til at sætte de voksne på plads. Slut at kriges, forskelle er til at leve med, læg jeres fordomme væk! Helt væk!

Og mon ikke det ender med forsoning rundt te-bordet.

En kendt historie

Historien er kendt og kær og har været med i børneteatret i umindelige tider: ‘Alt hvad de voksne gør og som børnene så må til at reparere!’

Men Passepartout og Khayal, med Jacques Matthiessen i spidsen, har fundet en sjov form med sjove dukker og et fint drive i spillet, som gør ,at man slet ikke sidder med nogen ubehagelig følelse af at have set det hele mange gange før.

De tre dukkeførere (Lene Hummelhøj, Ekaterina Demidova Dakroub og Anya Sass) har fint styr på deres dukker og overlader et klart fokus til dem, selv når der kostes rundt med rekvisitter og huse og veje og solopgange.

Jeg ville blot have ønsket at samspillet dem imellem – også som skuespillere – havde en lille smule mere gøgl og lune, mere sjov med publikum, for at dæmpe tendensen til det militære og præcise og ‘velordnede’.

Scenografien er enkel, men levende, og den skaffer lige præcis den verden, der skal til for at fortælle lige præcis denne historie.

Og i dette ordløse tegneserie-univers fyldt med grynt og latter og råb og hej-hej og volapyk er vi aldrig i tvivl om, hvad der foregår, og hvad der siges lige nu.

Musikken hjælper også gevaldigt til med at inddele handlingen i sekvenser. Festlig er den også, og swinger gør den – og den er brugt med fornuft, så den tilfører liv i forestillingen hele tiden uden at forstyrre handlinger eller situationer.

Gerne mere samarbejde!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.