Af: Søren K. Kløft

23. september 2016

Fornyelse og tradition i skøn forening

Horsens Teaterfestival er blevet afviklet for 31. gang. Med teateroplevelser i sale og klasseværelser. Ude i byrummet fyldte festivalen også godt op med gadeteater, installationer, aktiviteter og workshops. Teateravisen slap Aprilfestivalens og Teatercentrums informationskonsulent Søren K. Kløft løs i Horsens. Han var med hele vejen og kunne bl.a. konstatere, at festivalen udvikler sig i nye retninger, mens den samtidig holder fast i gamle traditioner.

To oversminkede mænd iført outreret dametøj, ultrahøje hæle og med nylonstrømper trukket ned over hovedet spiller badminton på scenen. Det ser mildest talt underligt ud.

Bag mig er én ved at omkomme i et latteranfald og samtidig – længere henne på min stolerække – sukker en anden højlydt. Måske af kedsomhed? Men vi ser alle det samme, nemlig festivalens åbningsforestilling 'Football on Stilettos', præsenteret af Kopergietery, som efterhånden er blevet en hyppig gæst på teaterfestivaler her i landet.

Gruppen, der kommer fra Gent i Belgien, står for teaterproduktioner for børn og unge, der ofte skiller sig markant ud i forhold til andre landes. Her er der nemlig forfriskende fornyelse i både scenetekniske virkemidler og tematikker – og de belgiske produktioner provokerer og skaber debat på en anden måde, end vi er vant til på danske scener.

Forfriskende og modigt

På scenen denne aften er der kun to skuespillere, der udsætter sig selv og publikum for en række bizarre – men også ganske tankevækkende – optrin. Bl.a. ristes der pølser og drikkes dåseøl på scenen, alt imens der leges med et homo(-fobisk) og transkønsligt grundtema i hele forestillingen. Kostumer og optrin strækker sig lige fra det trivielle til det nej-nej-nej-det-gør-de-bare-ikke!- agtige. Jeg får både grinet og måbet en hel del dén aften.

Det hele varer halvanden time, og mens nogle griner af på vej ud af salen, er der andre, der giver udtryk for, at den forestilling vist lige præcis havde været halvanden time for lang. Ordsuppen, der hænger i luften i foyeren på Horsens Ny Teater efter denne teateroplevelse, indeholder alt fra meget kritiske bemærkninger og til overmåde rosende ord.

Og dét er så forfriskende. For det er da modigt af festivalen at programsætte netop denne forestilling, der i mine øjne står i bemærkelsesværdig kontrast til tidligere års sikre ting, der måske ikke kunne provokere særlig mange og heller ikke bidrog væsentligt til at underholde et teaterkritisk publikum.

Spruttende fornyelse og langsomt teater

Dagen efter sidder jeg i rådhusets foredragssal og oplever noget, jeg aldrig har prøvet før.

Franske Companie Médianes 'Horisonter' er noget så sært som abstrakt, non-figurativt objektmanipulerende teater tilsat en god portion næsten atonal musik og en håndfuld reallyde. Bang! Keder jeg mig? I situationen ved jeg det faktisk ikke. Men bagefter – da jeg har fordøjet det, jeg har oplevet – må jeg indrømme, at det nok er noget af det mest suggestive scenekunst, jeg har oplevet i meget lang tid.

Jeg er dog stadig i tvivl om, hvorvidt jeg var i teatret eller på kunstmuseum i de 70 minutter, forestillingen varede. Men igen: Festivalens dramaturgiat overrasker med sådan et valg.

Kontrasten til mere traditionelle og velafprøvede teateroplevelser som f.eks. Theatret Thalias Tjenere med deres 'Store illusioner' eller Dansk Rakkerpaks 'Psycho – street cut' er slående. Men set i sammenhæng med det, som f.eks. Kopergietery og Companie Médiane præsenterede i Horsens, så tegner der sig et tydeligt billede af en mangfoldig festival, der tør mere end før. Det er forfriskende og fornyende.

Bogklubstemning og gammel vin

Søren Vind er børnekulturkonsulent i Kalundborg Kommune og én af de over 200 registrerede teaterindkøbere, som gæster festivalen. Han kommer også ofte på Teatercentrums store Aprilfestival, hvor alle refusionsgodkendte forestillinger har adgang, men i det kuraterede miljø i Horsens finder han – udover meget godt teater – også noget andet; overskuelighed.

»Det er lige som en bogklub. Nogen har valgt det bedste ud til dig. Vælg så selv i blandt det,« konstaterer Søren Vind, der desuden er begejstret over så meget, han faktisk kan nå at se.

Én af hans personlige favoritter i år er Teater2Tusinds 'Lille Claus og Store Claus', som bestemt ikke er en ny forestilling, men som Søren Vind anfører:

»Jeg havde hørt, at teatret havde givet den en tur i vridemaskinen – og den var imponerende, enkel, skarp, og vildt morsom.«

Og når det er sagt, så forundres man faktisk lidt over den lille håndfuld forholdsvis gamle forestillinger, der præsenteres i Horsens. For udover 'Store Claus og Lille Claus' kunne man f.eks. også se – eller for manges vedkommende gense – Hartmanns Teaters 'De Fremmede', Teater Refleksion & Teater Mys 'Himmelsange' og De Røde Hestes 'Den sandfærdige beretning…' i Horsens.

Disse er indiskutabelt gode forestillinger og alle med adskillige års turné bag sig. Men hvorfor har festivalens dramaturgiat valgt sikkert her? Der må da findes andre og nyere ting derude? Oven i købet fra de selv samme teatre. Det sidste kan man i hvert fald forvisse sig om ved at besøge Aprilfestivalen.

Tilfreds festivalleder og nye tiltag

Horsens Kommunes festivalkoordinator Ditte Felding står nu på andet år i spidsen for Horsens Teaterfestival. Ditte er altid smilende og allestedsnærværende: Hvordan går det i billetten? Gik det godt med dén der forestilling i Byskolens D-Gym-sal? Kan folk finde vej? Blev min åbningstale mon godt modtaget? Er alle tilfredse?

Hun når efter eget udsagn ikke at se ret meget teater under festivalen, men hun oplever alle dele af festivalen alligevel – på gaden, på spillestederne og på teatret, hvor festivalens sekretariat også er placeret.

Det mærkes, at det netop er Ditte Felding, der er blevet festivalleder. Efter et første år (2015), hvor hun skulle overtage og videreføre festivalen fra sine forgængere, noterer man sig som gammel tilbagevendende Horsens-gæst, at festivalen nu eksperimenterer en del mere med både repertoire – trods de ovennævnte undtagelser – og aktiviteter.

En af nyskabelserne i år – blandt mange andre – var således en stor to-timers udendørs bevægelsesworkshop, ’Bevægelse’, for alle interesserede. Den blev afviklet fredag eftermiddag, og mange fulgte festivalens opfordring til at deltage i aktiviteten, der blev ledet af to belgiske koreografer.

I 2017 er det ydermere meningen, at ’Bevægelse’ skal blive til festivalens åbningsforestilling. Dét er vi mange, der glæder os til at se.

En aflyst revolution, stilhed og eksplosioner

Ditte Felding og festivalen var også meget heldige i år. Med vejret. For dét artede sig eksemplarisk – og man følte sig helt hensat til sydlige himmelstrøg, når man en sjælden gang tog sig en pause fra teateroplevelserne og satte sig på en fortovscafé og fik lidt tid til at fordøje alle indtrykkene.

Festivalens mange udendørsaktiviteter kunne således rigtig folde sig ud, og måske var det gode vejr også grunden til, at der syntes at mangle lidt publikum til nogle af forestillingerne?

Og i hvert fald var der mange, der fandt det ganske finurligt, at revolutionen af samme grund var aflyst! Kunstnerisk konkretiseret ved Teater Fluks’ spil-med-forestilling 'Revolution – et gør-det-selv-oprør', der fredag eftermiddag samlede for få tilskuere til at kunne gennemføres. I øvrigt festivalens eneste aflysning.

Til Luna Park Scenekunsts forestilling 'Tidsrummet' lørdag middag på Horsens Ny Teater var der dog fyldt op til sidste plads. Men midt under forestillingen blev jeg mindet om, hvorfor jeg aldrig har været tilhænger af én bestemt type festival-merchandise: Balloner! Dem var der mange af i Horsens i år – og især de mindre teaterpublikummer elsker dem jo. Men det fungerer dårligt, når de farvestrålende heliumfyldte glober spærrer udsynet i teatret, eller når de – som det netop skete til Luna Parks forestilling – eksploderer med et ordentligt ’BANG!’ lige midt i en koncentrationsfyldt og sart passage i forestillingen…

Gensyn 15.-17. september 2017

Men sådan en lille irriterende oplevelse er slet ikke nok til at ødelægge det generelle indtryk af en vellykket og -afviklet 31. udgave af Horsens Teaterfestival, hvor tradition og fornyelse fik lov til at gå hånd i hånd og dermed præge byen på en meget humørfyldt og meningsfuld måde.

Det var godt at være i Horsens igen.

Der er festival igen for små og store publikummer i det østjyske i 2017 i dagene 15.-17. september. Arrangørerne anbefaler allerede nu at reservere dagene i kalenderen og sengepladserne på hotellerne… 

Seneste artikler

Seneste artikler

Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere
Nyt teater tager livtag med angsten

Nyt teater tager livtag med angsten

Et af de nye teatre, der er med på KLAP-teaterfestivalen for første gang, er teater Luns, der deltager med en forestilling om angstens komplekse natur, der bl.a. bygger på de to teaterstifteres og medvirkendes egne oplevelser. Luns ser frem til festivalen og mødet med både publikum og teaterkolleger.
Læs mere
Esbjerg inviterer til festival

Esbjerg inviterer til festival

Når KLAP - teaterfestival for små og store indtager Esbjerg Kommune fra 14.-21. april under sit nye navn, er det med knap 100 teatre og 150 forskellige forestillinger. For Teatercentrums direktør er det første festival som leder, for Esbjergs borgere og eventchef er det et gensyn efter festivalen i 2022. Og for alle er det endnu en enestående mulighed for at opleve det meriterede danske børne- og ungdomsteater på tætteste hold.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere
Nyt teater tager livtag med angsten

Nyt teater tager livtag med angsten

Et af de nye teatre, der er med på KLAP-teaterfestivalen for første gang, er teater Luns, der deltager med en forestilling om angstens komplekse natur, der bl.a. bygger på de to teaterstifteres og medvirkendes egne oplevelser. Luns ser frem til festivalen og mødet med både publikum og teaterkolleger.
Læs mere
Esbjerg inviterer til festival

Esbjerg inviterer til festival

Når KLAP - teaterfestival for små og store indtager Esbjerg Kommune fra 14.-21. april under sit nye navn, er det med knap 100 teatre og 150 forskellige forestillinger. For Teatercentrums direktør er det første festival som leder, for Esbjergs borgere og eventchef er det et gensyn efter festivalen i 2022. Og for alle er det endnu en enestående mulighed for at opleve det meriterede danske børne- og ungdomsteater på tætteste hold.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere