DEBAT
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018
19-11-2018

Teatret Lampe: Ønsk!

Anne Nøjgaard har fuldstændig styr på tropperne i Teatret Lampes originale og velspillede dramatisering af 'Den Standhaftige Tinsoldat'. Foto: Sven Erik Sokkelund

Fornøjeligt og fantasifyldt kærlighedsepos

15-04-2019
'Ønsk!' varmer og gør publikum i godt humør. Forestillingen kan det sjældne at forene et godt gennemarbejdet formål med en raffineret og overraskelsesfyldt måde at gøre hensigten til teater.
FAKTA
Teatret Lampe: Ønsk! -

Koncept: Teatret Lampe. Manuskript: Teatret Lampe og Kamilla Wargo Brekling. Instruktion: Kamilla Wargo Brekling. Konsulenter: Helle Damgaard, Lars Sonnesjö, Claus Egemose og Ole H. Christensen. Musik og dramaturgi: Peter Jankovic. Tekniker: Oskar Jankovic. Medvirkende: Anne Nøjgård. Aldersgruppe: 3-8 år. Varighed: 35 min. Turneforestilling. Set på Aprilfestival 2019 i Hjørring  – www.teatret-lampe.dk

(Forestillingen blev anmeldt første gang i BørneTeaterAvisens papirudgave i maj 2005 (BTA nr. 133) og derfor er moden til en ny anmeldelse). 

Form og indhold er lykkeligt forenede i en forestilling, der – ja – handler om kærlighed. Det er H.C. Andersens eventyr 'Den Standhaftige Tinsoldat', som Teatret Lampe har omskabt et lille intimt objektspil.

En håndfuld blyanter, en gammel blikdåse, en saks, to fjer, en arkitektlampe, en avis, en enkel bagvæg og et tæppe med et lille skrivebord, hvis forreste ben er lidt kortere end dem bagved, så bordpladen skråner og i hvis flade, der er huller og andre finurligheder, som bruges i spillet. 

Mere skal der ikke til. Er der gode ideer – ideer, som hænger ordentligt sammen med det, man vil fortælle, og har man en dygtig og nærværende skuespiller til at formidle det, så skal der ikke mere til for at få intentionen – alias kernen i det gamle eventyr frem.

Hvad forestillingen – som en rigtig fin pointe – også gør, er, at den via sit formsprog peger på mulighedernes land, på det, at det – som det hedder med brug af en floskel – kun er fantasien, der sætter grænser. 

En ofte anvendt vending i forestillingen er i den forbindelse: 'Er det en båd eller hvad?', 'En pind, en blyant, en soldat, eller hvad?' 

Når Anne Nøjgård siger sådan eller noget lignende, peger hun med forestillingen på det 'at forestille sig'. På det, at få ting til at være noget andet, end de er – og på det, at glæde sig over den glæde og de muligheder, det giver.

Roligt, livligt og fyldt med fantasi

Anne Nøjgård har som forestillingens eneste medvirkende fuldstændigt styr på spillet. Hun har på én og samme tid ro og liv i kroppen. En tydelig artikulation. Intense øjne og et nærværende blik. Når det så bliver kombineret med en så sprælsk og 'ud af boksen-tænkende' iscenesætter som Kamilla Wargo Brekling, bliver resultatet seværdigt.

Scenografi og kulisser er blidt farve-afstemt i grågrønlige farver og tilsat kontrasterende kulører i form af saksens (danserindens) lyserøde kulør og et lille papirhjerte, som også er lyserødt. 

Som en lille finesse tegner Nøjgård det indledningsvist på et lille stykke papir, men klipper det så ud, for som hun siger: 'Jeg klipper det lige ud, så I bedre kan se det'. 

Hjertet sætter hun fast udenpå sin trøje for 'Så glemmer jeg det ikke'. 

Når skuespillere i en forestilling både siger og gør det samme, kan det ofte virke klodset og uinteressant. Men her fungerer det rigtigt godt. 

Særdeles seværdigt teater

Forestillingen tager – ofte ledsaget af musik – publikum ved hånden  og viser og forklarer samtidig med, at den byder på overraskelser. 

Ingen – heller ikke de treårige er i tvivl om at de blyanter, Nørgård tager op af den lille metaldåse, er tinsoldater. Hun placerer dem i huller på bordet. Lader dem paradeplads-marchere på bordbrædder som køres frem og tilbage, og hun anbringer den standhaftige tinsoldat på toppen af arkitektlampen, som agerer vagttårn. 

Det er deroppe, at tinsoldaten får øje på danserinden – en lille saks med to påsatte fjer og tillige Nøjgård, som illustrerer og morsomt kommenterer forskellige ballet-positioner. Det er her tinsoldaten (mens Nøjgård placerer sine ene hånd på det lille hjerte på sin trøje) mærker, at 'hans krop begyndte at opføre sig mærkeligt. Det begyndte at dunke inde under hans uniform'.

Kærligheden gør ham svimmel, og nu tager fortællingen fart. Via en gadedreng, en vandrotte og en barsk sejlads på det store hav (som behændigt vises på bagvæggen) og en tur omkring en fiske-disk, vender tinsoldaten retur til Nøjgård – og til danserinden. 

Og nu er det hende, som mærker i kroppen, at tinsoldaten er en skøn fyr – og sammen flyver de på kærlighedens vinger op imod et stort hjerte, som toner frem på bagvæggen, mens Nøjgård fortæller, at i eventyret ender det med, at de brænder op i ilden, men at deres kærlighed aldrig kan brænde op. 

Sådan – med timing, musik, humør og teaterfantasi – og befriet for alle mulige tillægsdikkedarer kan et for voksne i al fald gammelkendt eventyr foldes ud som seværdigt teater.

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Ønsk!
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1011121314151617181920212223242526272829

26-10-2012

24-10-2012

22-10-2012

19-10-2012

17-10-2012

15-10-2012

12-10-2012

10-10-2012

08-10-2012

05-10-2012

03-10-2012

01-10-2012

28-09-2012

26-09-2012

24-09-2012

21-09-2012

19-09-2012

17-09-2012

14-09-2012

12-09-2012

10-09-2012

07-09-2012

05-09-2012

03-09-2012

31-08-2012

29-08-2012

27-08-2012

24-08-2012

22-08-2012

20-08-2012

18-08-2012

16-08-2012

13-08-2012

10-08-2012

08-08-2012

05-08-2012

03-08-2012

01-08-2012

28-07-2012

03-07-2012

Flere anmeldelser