DEBAT
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021
31-05-2021

Teatret Lampe: Den grimme ælling

Anne Nøjgård og den grimme ælling i aktion ved Aprilfestival i Holbæk i juni 2021. Foto: Flemming Marcus Johanson

Fornemt dukkespil

27-08-2021
Teater Lampe brillerer med en fint bearbejdet, iscenesat og spillet dukketeaterudgave af 'Den grimme ælling'
FAKTA
Teatret Lampe: Den grimme ælling -

Bearbejdet af holdet efter H.C. Andersens eventyr. Instruktion: Gitte Malling. Dukker & scenografi: Marianne Jørgensen. Musik & dramaturgi: Peter Jankovic. Medvirkende: Anne Nøjgård og Kirsten Nottelmann Rav/Anne Kurtzweil. Alder: 2-5 år. Varighed: 35 min. Turneforestilling. Oplevet 20. juni 2021 på Aprilfestival i Holbæk. https://www.teatret-lampe.dk

(Teatret Lampe fik 'Den grimme ælling' anmeldt for 21 år (!) siden i BørneTeater-Avisen. Denne udgave er en genopsætning i ny scenografi fra 2012)

Dramatiserede eventyr for de mindste findes der mange af, og sommetider kan man spekulere på, om vi har brug for dem alle.

Men når de iscenesættes og bearbejdes på relevant og overskudsagtig vis, som Teater Lampes dukketeaterudgave af H.C. Andersens 'Den grimme ælling', så rammer moralen plet og så ser man gerne endnu en forestilling. 

Dyr der dur 

I noget, der giver mindelser om en tombolabod har Marianne Jørgensen skabt en visuel ramme for fortællingen om 'Den grimme ælling', der kontinuerligt overrasker med nye finurlige detaljer og smukke tableauer: Fra det smukke blå bagtæppe, der flere gange undervejs skiftes, og åbenbarer nye horisonter, til den græsgrønne disk, der bruges som dukkernes scene, og så naturligvis til dukkerne selv. 

Sidstnævnte er skønne at skue. Den grimme ælling er med sit ribstof, broderede øjne og store klodsede ben et ømt blandingsbatteri af lige dele ”goofy” hånddukke og nuttet dyreunge. Dens mindre ”søskende” er lavet af, hvad der ligner små sække med ris. 

Dukkernes forskellige små overraskende egenskaber bliver et fint udtryk for, hvordan dukketeatret formår at lege med, hvad kroppe er og kan. Eksempelvis da en kat, lavet af hvad der umiddelbart ligner endnu en rund rissæk, pludselig strækker sig i højden og blotter en hals, der er lang som en arm og tynd som et nylonstrømpebukseben, til stor morskab for publikum. 

Ved hjælp af Anne Nøjgårds hænder og knivskarpe stemmeskift vækkes alle dukker til live som selvstændige væsner. Den grimme ælling skvatter besværet rundt over sine egne store fødder og falder på hale og hoved i forsøget på at flyve. De mindre ællinger fræser adrætte omkring, og førnævnte kat viser i bugtende spring sin lumske karakter. 

Faktisk er Den grimme ælling som dukke næsten så charmerende, at man savner den lidt, da den til sidst i et snuptag under vinterens snedækket i form af hvide dyner bliver skiftet ud med en smuk svane. Men sådan er naturen jo – intet varer evigt. 

Peter Jankovics musikalske univers, der vækkes til live af Kirsten Nottelmann Rav, lægger sig som en stemningsfyldt ramme, der griber ind i forestillingen, når Nottelmann / Rav bevæger sig fra sin plads ved siden af boden og ind i eventyrets univers, så alle elementer fint samles.

Alene hjemme i tordenvejr

Forestillingen er en forkortet, forenklet og mindre barsk udgave af den velkendte historie om den grimme ælling, der vokser op i en andegård, og både der og ude i den store verden, må stå så meget ondt igennem, før den bliver til en smuk svane. At de menneskelige bipersoner fra det oprindelige eventyr er udeladt, virker som et klogt valg i forhold til målgruppen – identifikationen og indlevelsen ligger her fuldt og helt hos det primært be-næbbede karaktergalleri. 

At Anne Nøjgård på et tidspunkt med sin ene hånd får Den grimme ælling til at nappe efter hendes anden hånd, fungere som en velplaceret lille kommentar til relationen mellem dukkefører og dukke såvel som mellem menneske og dyr. 

Selv andemor er strøget af rollelisten, hvilket giver en lidt børnene-alene-hjemme- lignende stemning, med fuld skrue på søskende mopperiet. Den hårde opførsel fra de andre ællinger opleves mindre modbydeligt og mere barnagtigt tankeløst end i det oprindelige eventyr, hvor selv andemoderen til sidst også taler grimt til og om sin egen unge. Igen et valg, der virker velafstemt til målgruppen.  

Detaljerigdommen og fortælletempoet er ligeledes passende for de 2-5-årige og koncentrationen er høj under udhænget på Bjergmarkskolen denne sommer- søndag. Om end trygheden udfordres en smule af de grå skyers ulmende torden. Det er også sin sag at forstå, hvordan alting hænger sammen, så da en lille gut alvorligt spørger sin far, om det var det store æg på scenen, det som den grimme ælling senere kommer ud af, der lavede tordenlyden, bliver der trukket på smilebåndet blandt de voksne. 

Den form for synergi mellem omgivelser og forestilling er noget af det, der giver udendørs forestillinger en ekstra charme. 

Sammenligningens kultur

I den her bearbejdede udgave af 'Den grimme ælling', er det tydeligt, at livet giver både giver knubs og skønhed og ikke sjældent i kompleks forening. Det kan ikke kan betale sig at sammenligne sig med andre, endsige lede efter lykken i det ydre, fordi vi alle er forskellige, alt ændre sig og afhænger først som sidst af den kontekst det indgår i. 

I en samtid, der flyder over af sociale medier og allehånde muligheder for at sammenligne sig med ikke blot indbyggerne i den omgivende fysiske andegård, men faktisk med alle individer i hele den globale andegård, så synes den pointe ganske relevant. 

Selvom målgruppen (forhåbentlig) endnu ikke er aktive på de sociale medier, så kommer de det jo nok inden for en overskuelig fremtid. 

Slutteligt må medtages, at enkelte dele af scenografien var blevet glemt i København. Ikke sjovt, når man står og skal spille forestilling på Aprilfestival i Holbæk. Hvad gør man så? Når man er Anne Nøjgård, så klarer man den med en lyntur til et lokalt byggemarked samt brug af de forhåndenværende opbevaringsredskaber til scenografien. 

For helhedsoplevelsen gjorde det ingenting, at scenen så lidt anderledes ud, fordi performance og dukkeføring var så gennemarbejdet udført. Men det er godt at vide, at det var en svipser, for så havde Marianne Jørgensens ellers gennemarbejdede æstetiske univers unægteligt virket lidt inkonsistent. I stedet er der nærmere ekstra point for så god og effektiv improvisering, så Den grimme ælling også denne søndag kunne begejstre et publikum og blive til en smuk svane.   

Af: Betina Rex
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Den grimme ælling
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

24-09-2021

23-09-2021

22-09-2021

20-09-2021

19-09-2021

17-09-2021

15-09-2021

14-09-2021

13-09-2021

12-09-2021

11-09-2021

10-09-2021

09-09-2021

08-09-2021

07-09-2021

06-09-2021

04-09-2021

03-09-2021

01-09-2021

30-08-2021

27-08-2021

25-08-2021

23-08-2021

20-08-2021

18-08-2021

16-08-2021

13-08-2021

11-08-2021

09-08-2021

06-08-2021

03-08-2021

30-07-2021

26-07-2021

22-07-2021

19-07-2021

16-07-2021

13-07-2021

11-07-2021

08-07-2021

05-07-2021

Flere anmeldelser