Formidlernes stemme: Større fleksibilitet

Hundredvis af forestillinger eller måske op mod tusind går på forskellig vis gennem Teatercentrums og organisationens netværkskonsulent Pernille W. Sørensens hænder.

Nogle af disse forestillinger præsenteres via den store årlige Aprilfestival, andre indgår i skolernes landsdækkende kulturpakketilbud, mens andre igen er en del af nogle af de mange kompetenceløft, som Teatercentrum er med til at arrangere i løbet af året over hele landet. For eksempel dagene, hvor kommunernes børn og unge trænes i at være arrangører af lokale kulturelle aktiviteter – blive uddannet til de såkaldte KulturCrews.

»Måske kan et KulturCrew spænde aldersmæssigt fra de yngste til de ældste skoleklasser. Det stiller store krav til forestillingen – og til vores formidling af samme. Her går vi efter, hvad vi fornemmer at forestillingen kan favne. Og så kobler vi det selvfølgelig med en grundig forberedelse. Hvis børnene ved, at forestillingen er for den lidt ældre eller lidt yngre aldersgruppe, kan de sagtens indstille sig på dét og få noget godt ud af oplevelsen. Og hvis dem på scenen ved, at der til dagens forestilling er nogle blandt publikum, som ikke lige er i den definerede målgruppe, så kan de også rumme det. De skal bare vide det på forhånd,« forklarer Pernille W. Sørensen.

Et hedt ønske: 'Teater on demand'

»Derudover vælger Teatercentrum ofte forestillinger ud fra praktiske forhold. Kræver forestillingen mørklægning og er der mørklægning i salen? Hvor stort er spillearealet? Og er forestillingen overhovedet på turné lige netop i den periode?«

Og netop når det gælder turnéperioderne, kommer Pernille W. Sørensen med et hjertesuk: 


»Jeg ville sådan ønske, at forestillinger kunne opføres meget mere fleksibelt både i forhold til kalender og rum. Som det er nu, er teateroplevelsen meget fastlåst: Der er to aftener i Holbæk, hvor man kan se den aktuelle forestilling – og det er det! Jeg har et drømmescenarium om, at man kunne lave ’Teater on demand’. Og jeg ved jo godt, at teatrene har en kalenderstyring, der er styret af en lang række faktorer. Hvornår er skuespillerne ledige? Og hvornår er turnébilen ledig? Og meget andet. Men det kunne være skønt med en større fleksibilitet.«

I samarbejde med formidlerne

Også fra Dansehallernes landsdækkende ordning, Dans for børn, fordres der fleksibilitet hos producenterne. Siden 2007 har man formidlet dans til landets skoler og børnehaver, og i sæson 2014/2015 er 11 forestillinger udvalgt gennem et ’open call’ i hele det danske producerende miljø. Med ordningens godt 300 dansebesøg betyder det, at ca. 15.000 børn i år vil opleve Dans for børns særlige blanding af eksisterende forestillinger med specialudviklede laboratorier. 


Dans for børn har nemlig afsat et mindre beløb til produktion. Med udgangspunkt i forestillingens kunstneriske idé og udtryk bruges disse midler til at udvikle og udbygge danseforestillingerne med et danselaboratorie.

Unne Loa Jensen, der er projektkoordinator i Dansehallerne og koordinator for Kulturpakker, forklarer:

»Vores rolle er blandt andet at være med til at omarbejde forestillingen. Vi sørger for, at vores tilknyttede danseformidlere går ind og kigger på forestillingen: Hvad lægger den op til? Hvilke eksperimenter kan man koble på forestillingen? Hvordan kan børnene bruge forestillingen til selv at arbejde aktivt med dans?

Når vi efterfølgende spørger vores kunstnere, hvad de har ud af at være med i ordningen, siger mange af dem, at de oplever, at de får en bredere faglig profil. De får udvidet deres repertoire og de udvikler sig som kunstnere.«

'Dans kan være grænseudvidende'

Et andet sted, hvor Dansehallerne går ind med faglig erfaring er, når det gælder dansens særlige væsen. Dans fordrer på samme tid, at barnet involverer sit intellekt og sin krop, med vejrtræning og alle sanser – og meget mere. For nogle børn kan det udfordre evnen til at opleve og vise tillid til sig selv og verden omkring sig.

»Dans kan være grænseudvidende. I arbejdet med at etablere gode møder mellem danserne og børnene, også dem med særlige udfordringer, læner vi os meget op af de enkelte skolelærere. Det er dem, der kender deres børn bedst. Lærerne ved, hvordan deres børn skal og kan rummes – og hvad de skal og kan udsættes for,« siger Unne Loa Jensen, før hun slutter med at understrege:

»Her er danserens formidling ekstremt vigtig. Der er jeg glad for, at vi har så dygtige folk at sende ud i ordningen: Dansere og koreografer, som er fleksible og ikke er bange for at rykke ved egne grænser. 
Ikke kun, når dansen møder børn i de gængse skoleklasser; men endnu mere, når de kommer ud på specialskolerne. 
Der oplever vi nogle gange, at lærerne kan være usikre på, at skulle udsætte deres børn for dansen og dens udfordringer. Når de så melder tilbage efter besøget, er de meget positive. Gennem mødet med dansen og de professionelle dansere og formidlere oplever de deres børn folde sig ud på en måde, de ikke har set før. Det er de meget taknemmelige for. Det er vi også.«