Af: Carsten Jensen

10. november 2009

Formidlernes firmaskovtur

Danmarks Teaterforeninger afholder det årlige seminar i Hjørring i weekenden 13.-15. november. Organisationens medlemmer er vigtige kulturformidlere i lokalsamfundet med både voksen-, ungdoms- og børneteater, men det kniber med synligheden og gennemslagskraften over for kulturpolitikerne. Det vil den nye formand, Lars Salling, gøre noget ved.

Publikum er i centrum og sågar tema, når Danmarks Teaterforeninger (DT) i den kommende weekend afholder sit årlige seminar i Hjørring, der meget passende også er udgangspunktet for foreningens formand, Lars Salling, der tiltrådte i april og altså nu står i spidsen for sit første seminar.

Der forventes over 410 deltagere i form af aktive fra DT’s 65 lokalforeninger, teaterproducenter, repræsentanter fra diverse faglige og politiske organisationer, oplægsholdere m.v. (se faktaboks).

Det er de lokale teaterforeningers store årlige firmaskovtur, hvor der både skal snakkes og hygges. Men er også stedet, hvor en lang række teatre viser ultrakorte uddrag fra deres turneforestillinger for de mange potentielle opkøbere – og således har seminaret også karakter af såvel fag- som salgsmesse og er de lokale teater
DT-formand Lars Salling (56), der har siddet i DT’s bestyrelse siden 2006, er tillige formand for Hjørring Teater, men bor i København, hvor han har advokatfirmaet Teaterjura, der tilbyder juridisk konsulentbistand til teaterlivet. Han underviser også i jura på Statens Teaterskole og er initiativtager til projektet Teaterdating sammen med Foreningen Af Små Teatre (FAST) og kommunikations- og konsulentfirmaet Kultur-Doktor. Og så er Lars Salling i øvrigt netop blevet udpeget til Repræsentantskabet for Statens Kunstråd.

Som formand for en organisation, hvis medlemmer i forrige sæson formidlede over 350.000 billetter til voksen-, ungdoms- og børneteater og dermed er en af kulturlivets helt store aktører, har Lars Salling meldt ud, at han især vil fokusere på tre indsatsområder: Økonomi, udvikling og synlighed – og ikke mindst kæmpe for en bedre formidlingsordning for teaterforeningerne, der senest har oplevet en nedskæring på knapt ti procent i det statslige tilskud.

Færre tilbagebetalinger og flere kurser

Op til seminaret har børneteateravisen.dk stillet Lars Salling en række spørgsmål:
– Du tiltrådte som DT-formand for et halvt år siden med det erklærede formål at kæmpe for en bedre formidlingsordning – hvordan går det med det?

»Hvad angår formidlingsordningen og teaterforeningerne, kan man jo ikke sådan lave teksten i bekendtgørelsen om, så ’angrebet’ fra min side har været på selve administrationen, og dermed foreningernes anvendelse af ordningen i forbindelse med afrapporteringen. Jeg har arbejdet intenst på at udfærdige en forenklet og frem for alt letforståelig vejledning til foreningernes regnskabsaflæggelse over for Kunststyrelsen. Derefter har jeg på regionsmøder over hele landet forklaret vejledningen nærmere for teaterforeningerne og har besvaret deres spørgsmål. Lige nu sidder vi og gennemgår foreningernes regnskabsaflæggelser, og det glædelige resultat er, at antallet af tilbagebetalinger er nedbragt meget voldsomt. Der er faktisk kun tilbagebetalinger i de situationer, hvor der er tale om aflyste forestillinger. I forhold til sidste år, hvor tilbagebetalingerne oversteg en mio., er det meget tilfredsstillende for os.«

– Hvad er dine øvrige topprioriteter som formand?

»Vi skal synliggøre DT og DT’s medlemsforeninger og deres store frivillige arbejde med formidling af professionelt kvalitetsteater i hele landet. Vi omsætter mere end 350.000 billetter, og det skal kommunikeres meget bedre ud til politikere – både i Folketinget og i kommunerne. Konferencen i Skuespilhuset i slutningen af oktober om ’Turneteatrets Vilkår’ var bare første skridt på vejen. Der kommer meget mere. Teaterforeningernes økonomi skal forbedres og formidlingsordningen forenkles, og så skal vi have teaterforeningerne ’autoriseret’ til at anvende refusionsordningen, så vi kan spare den kommunale administration for ulejligheden med at køre ordningen. Så får vi også sparket gang i at kunne få formidlet meget mere børneteater gennem teaterforeningernes vidt forgrenede apparat. Udviklingen sker i første omgang ved en kraftig opprioritering af de kurser, vi tilbyder vore medlemmer.«

Udfordringen fra teaterlovsudvalget

– Hvordan synes du den generelle situation og fremtid ser ud for landets teaterforeninger?

»Den store udfordring for DT i 2010 bliver Teaterlovskommissionens rapport. Vi har i DT bestemt givet vores besyv med over for en meget lyttende kommission, og vi venter nu på udspillet, som vi selvfølgelig vil analysere nøje, og derefter søge indflydelse på den del, der vedrører vore medlemmers fremtidige vilkår. Den generelle situation og fremtiden for teaterforeningerne ser jeg faktisk meget positiv på – forudsat vi kender vor besøgelsestid. Vi skal vide at være tilstede lige før de vigtige beslutninger træffes, og vi skal være gode til at påvirke løbende – alt for at sikre gode vilkår for teaterforeningernes frivillige virke. Jeg er derimod bekymret for vore leverandørers økonomi. Ikke hvad angår de store af dem, men de mange små producenter, herunder egnsteatrene og vækstlagene i øvrigt. Jeg kan være bekymret for, at de store har så meget power, at de kan udsulte de små ved at suge al økonomien til sig.«

– Tidligere har DT udtrykt bekymring over ’konkurrencen’ fra kultur- og kongrescentre m.v. Er teaterforeningernes funktion som kulturformidlere i lokalområdet blevet besværliggjort af aktiviteter og store gæstespil fra disse?

»Jeg ser ingen problemer i relation til kultur- og kongrescentrene, som vore medlemsforeninger mange steder har et tæt og godt samarbejde med. Vi er ikke i konkurrence med disse store enheder, der udelukkende kan spekulere i at få kassesucceser hentet til huset. Det vil fortsat være teaterforeningerne, der er garanten for at det brede udbud af professionelt kvalitetsteater kommer ud til hele landet. Og der vil fortsat være et stort publikum til disse bredspektrede forestillinger.«

Vil gerne administrere refusionsordningen

– Hvordan forholder du dig til foreningens formidlingsarbejde med børneteater?

»Hvad angår det professionelle børneteater, har jeg som nævnt det ønske, at vi kan få lov til at administrere refusionsordningen, og dermed indgå i den lokale samarbejde, der sikrer de små, de lidt større og de store gode teateroplevelser. På den måde kommer børnene og de unge til at kende teatret, og efter en pause i de travle år med karriere og børn, vender de tilbage som trofaste teatergængere i 50+-segmentet.«

– Ifølge DT-bestyrelsesmedlem Jette Glavind Pedersen, der jo sidder i UBOT- Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater og således er børneteatrets talerør over for DT, besluttede DT allerede sidste år at sætte en undersøgelse i gang for at finde ud af, hvordan formidlingen foregår, og hvem der varetager den. For at få et overblik over teaterforeningernes rolle i arbejdet. Hvordan går det med den undersøgelse?

»Vores undersøgelse er desværre ikke kommet meget videre, men vi er nu gået i gang med at indsamle og analysere materiale omkring den enkelte forenings vilkår i forhold til kommunen. Dette har vi faktisk ikke noget reelt overblik over, og det skal vi have, så vi kan påvirke kommunerne og KL. Forskellene er meget store – fra foreninger, der får nul kroner i støtte, til foreninger der får rigtigt mange penge i årlige tilskud.«

Den forkætrede producent-præsentation

– Det kommende arrangement er dit første seminar som formand – hvad bliver anderledes? Og hvad er din egen holdning til formen og værdien af Producenternes Præsenterer? For selvom teatrene går stille med deres holdning, er der ingen tvivl om, at arrangørerne er ganske meget mere begejstret end teatrene….

»Seminaret er allerede i år tilrettet efter nogle af de ønsker, vi fik ind sidste år. Hovedtemaet er opdelt i undertemaer lørdag eftermiddag og i tre forskellige fora. Søndag er afsat til en politisk fremtidsdebat, der helt sikkert kan give os gode input til det fremtidige arbejde. Præsentationen fredag eftermiddag og lørdag formiddag agter jeg at holde fast i. Lige nu kan jeg ikke finde på en bedre mulighed, og teaterforeningerne elsker den. Jeg kender udmærket producenternes holdning, men i år har vi udvidet tiden, hvor producent og teaterforening kan tale sammen betragteligt, så dette skulle bløde lidt op på utilfredsheden.«

Teaterjura i rette tid

– Du er bl.a. aktiv som formand for Hjørring Teater, men bor dog i København – og du har firmaet Teaterjura. Hvordan fungerer det – og hvad er det egentlig for sager, som sidstnævnte firma hovedsageligt tager sig af?

Hverdagen hænger fint sammen, tak. Jeg er i Hjørring en – to gange om måneden, da jeg fortsat har noget advokatarbejde deroppe. Derudover underviser jeg på Statens Teaterskole i et nyt fag, som vi har kaldt ’Scenekunstens paragraffer’. Jeg har faktisk nu for anden gang mit hold af studerende med på teaterseminaret, så de kan lære lidt om den virkelige verden. Jeg håber at kunne få et endnu bredere samarbejde med teaterskolen omkring præsentationsrunden, hvor nogle af de studerende kunne lære meget af at koordinere og afvikle denne. Men det er fremtidsplaner. Jeg har forelagt det for de relevante parter, og de ’tygger’ stadig, men jeg håber det kan søsættes næste år i Herning.«

»Teaterjura udfylder faktisk et hul med enkelt og kontant rådgivning til, hvordan man kan løse de mangesidige problemer, som de mindre teatre stilles over for under de nugældende vilkår. Der er mange faldgruber, som jeg hjælper med at styre udenom. Bare de husker at spørge i rette tid! Erfaringen fra de sidste år viser klart, at to spørgsmål til Teaterjura i rette tid kan spare mange udgifter og ærgrelser senere. I det sidste år her jeg beskæftiget mig med overdragelsesaftaler i forbindelse med ændringerne omkring Københavns Teater og Små Storbyteatre. Forhandlet lejekontrakter, personaleproblematikker, rettighedsudnyttelse og kontrakter for kommende tv-serier og meget andet. Så kerneområdet for mit lille firma teaterjura.dk er kontant rådgivning til teaterbranchens repræsentanter. Næste punkt bliver undervisningstilbud, for jeg har beklageligvis mødt mange uheldige situationer, der kunne have været undgået, hvis aktørerne havde været klædt bedre på fra starten af.«

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere