Form uden alt for meget indhold

De to 'siamesiske' søstre Anne og Anne i pastelfarvede spadseredragter – rosa og gul – formelig æder fjernsyn. Serier, underholdning, gys og grin. Men allerhelst programmet 'Bo Bedst', hvor de håber, at tv en dag vil kigge indenfor i deres egen perfekt designede fjernsynsstue. Højere kan man næsten ikke nå.

Så da tv-moden pludselig dikterer, at det ikke længere er nok med de rigtige møbler og farver, men at man nu også må anskaffe sig et barn, finder de også fluks ud af det.

'Barn udruges på to minutter', lyder tilbuddet, og vupti, en stor dreng gør sin entre, sjovt udklækket af det hvide sofabord i midten. Drengen begynder imidlertid hurtigt at kede sig over det ensformige liv i den designede, men ret indelukkede lilleverden af en fjernsynsstue.

Og det samme gør vi desværre. For nok er scenografiens kasserum af en tv-stue vældig elegant designet, men spillet mellem de to søstre er ikke sjovt eller skarpt nok i satiren. Nærmest sådan lidt slapt i det, også replikmæssigt, hvor hverken Anne Abbednæs eller Anne Dalgaard for alvor kommer ud over rampen med deres figurer. Som om historien synes druknet lidt i tekniske detaljer med sjove lyde og tilpasning til videoen på væggen.

Drengen (Thomas Guldberg Madsen) tænker meget fornuftigt, at der da må være noget større udenfor. Så han bryder ud og opdager, at den fjernsynsverden, som de to søstre antager for den virkelige, bare er en arrangeret virkelighed, lavet med smarte kameratricks og optiske bedrag.

Han slæber søstrene med ud i virkeligheden. Ud til kameraerne og kulisserne, derude hvor bifald og buh-råb lyder, når man trykker på den rigtige knap.

Fiktion kontra virkelighed

Derude ender vi. Med en lidt abrupt slutning, der ikke rigtig skal nogen steder hen. Hvilket desværre også gælder for forestillingen som helhed. Det er, som om man har forslugt sig på ydre effekter – hvordan man laver smart computergrafik og festlige jingler, hvordan man kan lave 'trylleri' på en fjernsynsflade ved hjælp af farven grøn, så alt, hvad der er grønt, virker 'usynligt' på skærmen – og så videre.

Den opdagelse er selvfølgelig sjov for et publikum, der ikke har set den før, men en pædagogisk fjernsynsudsendelse om det samme emne ville i virkeligheden nok have været bedre. Især fordi vi i forestillingen kun får demonstreret resultatet, men ikke forklaret, hvordan og hvorfor det er muligt.

Jeg gætter på, at der er undervejs i tilblivelsesprocessen er tænkt mange kloge tanker om børns og voksnes forhold til fiktion og virkelighed, jævnfør titlen, der hentyder til filosoffen Platon, der skrev en historie om nogle mennesker, der sad inde i en hule og troede, at det var den eneste virkelighed, der fandtes.

Men hvor Platons fortælling gør os klogere på os selv og verden omkring os, gælder det ikke rigtig forestillingen her. Underholde os for alvor gør den heller ikke, dertil er der alt for meget koreograferet tomgang.