Form over indhold i ’Storm over Ramasjang’

Kunstnerisk er der sprunget over, hvor gærdet er lavest med ’Storm over Ramasjang’ i Østre Gasværks smukke teaterrum. Stor eller original scenekunst er det virkelig ikke, men min lille ledsager elskede ikke desto mindre hvert sekund. 

Historien går ganske kort ud på, at Onkel Reje – uvist af hvilken grund – keder sig på den nuttede, barnlige Ramasjang-ø og vil ud i den rå, vide verden og opleve noget ægte. Et ærværdigt foretagende vel egentlig, men vennerne Motor Mille og Hr. Skæg tager efter ham, for at få ham tilbage til Ramasjang-øen. 

DR lader ikke en hit-figur som ham løbe væk, tænker man stille, men den slags er ikke flettet ind til de voksne. Vi må nøjes med en flad Arnold Busck-reference via en busk, der hedder… Arnold.

Indfangning eller redningsaktion

Belejligt nok bliver indfangningen en legitim redningsaktion, da Motor Mille og Hr. Skæg modsat den forheksede/ forelskede Onkel Reje forstår, at Frk. Storm (flot spillet af Andrea Pellegrini) er ond, og at han har brug for hjælp. Hans eget bedste er ikke noget han længere kan vurdere selv. 

Ø-heksens eneste mission i livet er – uvist af hvilken årsag – at blive gift, og man har på fornemmelsen, de ikke vil leve lykkeligt til deres dages ende, som man kigger rundt på hendes golde klippeø, hvor end ikke blomsterne tør blomstre. 

Frk. Storm er på den måde en god og effektfuld skurk, om end hun fremstår mere barnligt stædig end noget andet og mere giftelysten af nød og ensomhed, end af ond, overlegen herskersyge. 

Frk. Storm-furiens vrede er et højdepunkt

Forestillingen fungerer godt musikalsk med sin blanding af genrer og fine saloon-pianist i siden, der live leverer fin underlægning til alverdens ting. Undervejs har hver figur et solonummer, og især Onkel Rejes rockede ’Farvel til børne-tv og pjat’, som selvfølgelig får godt med elguitar, tager kegler og får salen til at mærke, at der faktisk er ramasjang og gang i gaden på scenen. 

Også Hr. Skægs vrede sang har en fin tekst og fungerer godt i det store scenerum, ligesom Frk. Storm-furiens operasang, der kan piske en vokalstorm op i ren råstyrke, hvis ikke hun får sin vilje i hvad som helst. 

Hendes vrede overgår Hr. Skægs med mange længder i drama, når hun svinger sig op i de høje toner godt understøttet af rødt, blinkende lys over den golde ø og mørkt klaverdunder fra vores pianist. 

Det er yderst kærkomment til målgruppen, der højst sandsynligt aldrig har hørt noget lignende og både undres og forbløffes og skræmmes en lille smule. Her får de en flig af, hvad det er, at teatret kan, og hvor måtte der gerne have været mere af den slags i denne flinke forestilling, der holder sig så pænt indenfor det forventelige. 

Ros til kostumieren

En anden ting, der fortjener ros, er kostumerne. Her er det igen Onkel Reje og Frk. Storm der fanger øjet. Sidstnævnte i sort og hvidstribede strømper til pangrøde laksko, og fjer og frynser i lange baner. 

Allerede i første scene, er Onkel Reje et ømt syn, som han entrerer med en lille træbåd spændt fast over skuldrende i hawaiiskjorte, glimmer-guldhjelm, korte shorts og lange lyserøde sokker. 

Dette er dog for intet at regne mod hans ø-outfit, der fornemt fremhæver hans ølmave, der fint stikker ud under lyserøde flæser i en disko/indianer-udklædning, der ville gøre selv den største høvding misundelig.  Bryllupstøjet, der helt bogstaveligt strammer til sidst, er også et fint touch.

Intet nyt eller hæsblæsende under solen

Når undertitlen netop lyder ’Hæsblæsende børneforestilling med de elskede værter’ forbavser det noget, hvor stillestående og fodslæbende forestillingen bliver. Der skal alt for mange forklarende ord til at få den enkle fortælling over rampen, og enkelte steder går det helt i stå. 
Særligt slutningen fungerer slet ikke. De dansende børnebuske gør det ellers godt. De anføres af den føromtalte Arnold-busk, spillet af breakdanceren Bobby Atiedu, der bliver ét med hvert et beat uden nogle synlige kropslige begrænsninger. 

Replikkerne mod slut kommer knap så flydende og naturligt dog. Det virker påduttet og snublende, når han som en hurtig hovsaløsning tilbyder sig som Frk. Storms gom, så selv vores onde heks ikke skal stå alene til slut, nu de kære Ramasjang-venner har så rigeligt i sig selv og deres oprindelige ø.

Mainstream og billige point 

Motor Mille mister modet undervejs og Hr. Skæg sit gode humør, det samme gør sig næsten gældende for anmelderen. Pointen med, at vi skal tro på os selv og hjælpe hinanden, trækkes i belærende langdrag. Selv i banal børneteaterlogik er der tale om relativ tynd substans, og det virker næsten tarveligt, blot at læne sig op ad en taknemmelig målgruppe, der her også er særdeles starstruck. 

Der er ikke sparet på glitter, lys eller lyd, men ’Storm og Ramasjang’ er en flot opsætning, der fortjener bedre, og det kan undre, at man ikke har ønsket at løfte niveauet mere - med de ressourcer der har været til rådighed. 

Der er ingen skam i at være mainstream, men udelukkende at gå efter billige, forudsigelige point virker alligevel voldsomt på denne anmelder.