Forjættende fortælleteater om at være fan

»Er der nogen af jer, der er rigtige håndboldfans?« spørger manden med den energiske stemme. Og jo. Det er der – mange, selvfølgelig. Og så går han ellers i gang med at fortælle om at være fan. Altså rigtig fan. Sådan i gamle dage. 

»Da min farfar var dreng, så gik han til fodbold med SIN far, min oldefar,« forklarer han under sit lange skæg. »Sådan har det altid været i min familie.« 

Og børnene lytter efter. De sidder musestille af frygt for at gå glip af et eneste ord. Det gør vi voksne også.

For skuespilleren Steffen Sommerstedt fascinerer med sin saftige historie og sin fortælleglæde i ’Da Dannebrog Dalede’. Han står i en fanbluse med et dannebrogsflag. Og når han trækker en lys tunika ned over flaget, så kan forestillingen begynde: Fortællingen om, hvordan danskerne fik deres eget flag i 1219. 

Tip-tip-tip-et-eller-andet

Steffen Sommersteds geniale forestillingsgreb er en sammenkobling af nutidens håndboldsfans og 1200-tallets ridderfans. Han får simpelthen skolebørnene til at forstå, at det med at dyrke idoler og helte altid har eksisteret. Og nu kan han tilfældigvis fortælle sin helt egen fanhistorie, fordi han er i familie med en dreng i 1200-tallet, der var ridderfan. Altså den slags ridder, der gik i krig iført tunge rustninger og red af sted på stærke heste – riddere, der rejste i korstog sydpå til det hellige land. 

Han fortæller, at hans tip-tip-tip-et-eller-andet hed Erik - og at Erik var kæmpefan af kongen Valdemar Sejr. Han drømte om at komme med Valdemar Sejr i krig - og om selv at blive ridder. Han var godt nok kun en stor dreng, og hans familie var fattige, så der var ikke umiddelbart nogen chance for, at det kunne lade sig gøre. Alt var Guds vilje, sagde man nemlig dengang. 

Men alligevel drømte Erik om en fremtid som ridder. Og en dag fik han plads som arbejdsdreng i hestestalden på den fine herregård Karisegård ved Stevns…

Smil i øjnene

’Da Dannebrog Dalede’ er intenst nærværsteater. Med publikum siddende i en halvcirkel rundt om fortælleren – og med nødtørftig scenografi bestående af en stor sten, som Erik kan hoppe op på, når han bliver ivrig i sin tale undervejs. Lige frem til det øjeblik i Estland, hvor det røde flag med det hvide kors daler ned fra himlen…. 

Det er Line Svendsen, der har instrueret Steffen Sommerstedt i denne dynamiske og fascinerende fortælleforestilling. Hun har klogt fået hans stærke evne til at tale direkte til børnene til at være det bærende i forestillingen. 

Han er en garvet fortæller. Selv når børnene afbryder ham for at stille spørgsmål – eller svarer helt uventet på hans spørgsmål – så griber han deres ord, så fortællingen naturligt glider videre. Anerkendende og med smil i øjnene. Og hans stemme knirker og pruster, så man synes, at man har været med ham overalt på det vilde korstog.

Komme i himlen

Tiden flyver af sted. Det er Steffen Sommerstedt selv, der har skabt den forjættende fortælling. Dramaturgisk er den bygget op, så den hele tiden skaber mere spænding og mere suspense. 

Den bringer også børnene tættere på kristendommen i 1200-tallet og troen på at komme i himlen – og troen på, at korsriddere slap for at komme i skærsilden. 

Samtidig formår fortællingen at tegne enkle paralleller mellem 1200-tallets krigsbegejstring og krigen i Ukraine, så børnene forstår, at krigens helte også kommer til at opleve og udføre handlinger, de ikke forestillede sig, da de drog af sted. 

De kommer til at slå ihjel – og til at se andre blive slået ihjel. Alt sammen ud fra Eriks undrende spørgsmål: »Hvorfor gør de det egentlig?« Det er velafbalanceret, og det skaber begavede brud i fortællingen, som giver plads til børnenes reaktioner.

Alligevel kan denne mand når som helst synge ’Og det var Danmark…‘, så tilskuerne bryder sammen af grin - og genkender sig selv som fans. For ’Da Dannebrog Dalede’ er en gennemført charmerende og underholdende forestilling om en fræk dreng, der gør alt for at følge sine drømme – og sine idoler.