Forelsket i Malou

Der er noget vidunderligt renfærdigt og poetisk over teaterforestillingen ’Kender du Malou?’. Her findes en undren, som hører til barnets verden, men også en lyst til at udforske alt det svære ved kærligheden, der opstår i den voksnes univers.

Netop derfor passer forestillingen så fint til de 9-12 årige, der som ’tweens’ netop befinder sig med et ben i begge verdener.

Det er Teatret Fair Play og Odsherred Teater, der sammen har skabt denne skønne forestilling om to nørder, hvis venskab brydes, da den ene af dem pludselig møder pigen Malou.

Det er Mei Oulund, der har oversat Thomas Tidholms tekst. Hun har gjort historien både dansk og ligetil i sin stramme iscenesættelse, der glitrer af sjove scener med komiske pointer. Dette er nemlig en komedie, der holder af sine figurer, uanset hvor irriterende og selvoptagede de er. Og tak for det.

Absurde rutiner

Visuelt er forestillingen herligt uforudsigelig. Sir Grand Lear har skabt en scenografi, der består af et kæmpe monstrum af en munter drejemaskine, der på bedste absurde vis illuderer fabrik og kontor på samme tid.

Her er luger og knapper og hylder – alt sammen tilsyneladende med uopsætteligt vigtige formål. Men i virkeligheden bliver alle effekterne bare symboler på de rutiner, der får de fleste menneskers liv til at hænge sammen og give mening.

Skuespillerne Heine Ankerdal og Henrik Ipsen spiller de to nørder. De er iført kitler og overskæg, og de bærer stolt deres gule sikkerhedsbriller. Deres kroppe er tynget af alle de pligter, de har opfundet for sig selv i forhold til maskinen.

Henrik Ipsen spiller stærkt og stædigt den fornuftige og temmelig bange nørd, der slet ikke kan overskue nogen forandring i sit liv – og som hellere end gerne giver afkald på eventyr, hvis han bare kan få lov til at blive i sit velkendte rutineliv.

’Jeg ordner,’ siger Ipsen, når han skal forklare, hvad han laver – eller ikke laver.

Så er alt godt. Indtil han selvfølgelig bliver forstyrret.

Følelsen indeni

Heine Ankerdal spiller smilende, men også oprørsk den mere nysgerrige nørd, der pludselig møder forelskelsen.

’Jeg har den her stemme inden i mig, der siger, at det skal jeg bare gøre,’ siger han, når vennen protesterer over, at han er blevet forelsket. ’Det er en følelse herinde – ligesom når man er sulten,’ forklarer han.

Mens den anden bare ser skeptisk ud.

Og så er det, at Malou ankommer – i Christiane Bjørg Nielsens levende og yppige skikkelse med former og kyssemund. Alt i hende oser af kvindelighed og intuition, men også af utilregnelighed, fordi hendes følelser blafrer og forandrer sig hele tiden.

Samtidig spiller hun den driftsdrevne kvinde med skøn komikertiming og en indtagende ærlighed: Hun siger bare, hvad hun føler.

Det skaber naturligvis dyb forvirring og fortvivlelse hos de to mænd, der slet ikke har forestillet sig, hvor besværligt det ville blive at være forelsket. Lige så lykkelig Heine Ankerdal kan se ud, når han er forelsket, lige så fuldstændig ødelagt kan han se ud, når forelskelsen ikke længere er gengældt. Det er både morsomt og rørende. Dermed skildrer forestillingen også yderst effektivt, hvor solidt det er at være ’makkere’ i forhold til at være ’kærester’. Ak ja.

Malou flagrer videre

Så jo. Efter denne forestilling kender vi alle sammen Malou. En del af os tilskuere genkender hende sandsynligvis også fra os selv i rollen som den, der så alligevel flagrede videre med sin forelskelse – eller i rollen som den, der stod såret tilbage…

’Kender du Malou?’ er i hvert fald en vidunderligt grotesk forestilling, der netop bruger sit ekstreme udtryk med to kittelmænd omkring en maskine og en følelsesfuld kvinde til at skildre, hvor svært det er at opdage kærligheden – og hvor fuldstændig lammende de nye voksenfølelser kan være for dét barn, der egentlig hellere bare vil være i fred.

Samtidig er forestillingen en fin påmindelse om, hvordan man af og til tror, at livet ville være skønt, hvis man vitterlig kunne gå rundt med gule sikkerhedsbriller hele livet. Indtil man altså opdager, hvor fantastisk det er at være forelsket i Malou…