Forbavsende anmeldelse af 'Beatrice'

Morten Aagaard kommenterer Anne Middelboe Christensens anmeldelse af Tidsrums forestilling 'Beatrice':

Jeg har læst Anne Middelboe Christensen anmeldelse af Beatrice - og må sige, at jeg er forbavset. 

Jeg har set forestillingen og var meget imponeret over såvel historie, udførelse og dukkemageri. Når jeg læser Anne Middelboes anmeldelse, slår det mig, om hun har anmeldt den forestilling, hun gerne ville have set, men ikke fik set - eller om hun anmeldte den forestilling, hun rent faktisk så?

Anne Middelboe skriver, at det er ekskluderende teater - min oplevelse var stik modsat. Men en teaterforestilling er jo sjældent mere inkluderende, end publikum ønsker at være det. Det kan godt være, at jeg er dukketeaternørd - selvom Anne Middelboe ikke bruger ordet særligt positivt, så opfatter jeg det således - men jeg er - som også anmelderen - også en helt almindelig tilskuer.

At Anne Middelboe ikke forstår dukkestørrelsen, er mig et under. De er perfekte til det, de skal, og den ramme de er sat i. De skaber lige nøjagtig den poesi, som er forestillingens største bedrift, men som anmelderen ikke nævner med et eneste ord. Men bliver forestillingens dukker anmeldt - eller er det de dukker som anmelderen gerne ville have se, men ikke fik set, der bliver anmeldt?

Anne Middelboe har svært ved at følge med i handlingen. Det undrer mig også, for jeg synes historien bliver fortalt på den fine grænse mellem det over-fortalte og det, der efterlader tilskueren opmærksom og søgende efter sammenhæng. Jeg havde ingen problemer med at danne mig en smuk fortælling ud af forestillingen - jeg tror oveni købet, at jeg har oplevet mere, end teatret har tænkt. For den smukke forestilling pirrer min nysgerrighed så meget, at alle mine parametre er på arbejde.

At Anne Middelboe ikke opfattede forestillingen som et element, der starter med publikums nysgerrighed, er - måske - mere synd for Anne Middelboes nysgerrighed (eller mangel på samme) end for 'Beatrice'. 

Min nysgerrighed blev pirret og forløst fra start til slut.

Da jeg gik, ville jeg have mere, min nysgerrighed krævede at jeg gik på opdagelse i det dukketeaterunivers, som Sarah Pyannah Cederstrand har skabt så finurligt, at selv ikke min nysgerrighed blev tilfredsstillet, da jeg fik lov til at se og røre scenografiens magi.

'Beatrice' er en af de mest uforløste teateroplevelser, jeg har haft- skriver anmelderen. Hvor er det synd - for anmelderen. Jeg kan kun sige, at jeg gik med den stikmodsatte fornemmelse. Forløst på den bedste måde man kan være det - jeg ville have mere. Denne forestilling er nemlig som en god dessert - man hungrer altid efter lidt mere. Anmeldelsen er dog som den velkomstdrik, hvor værtsparret sparede lidt mere end godt er. Man forstår den ikke helt.

At Anne Middelboe ikke føler sig inddraget, er nok mest hendes egen skyld. Jeg sad på kanten af min stol og fik alt det, dukkespillerne kunne give. Nej, jeg havde ikke øjenkontakt med dukkespillerne - men jeg havde det i flere magiske øjeblikke med dukkerne. Hvor mon Anne Middelboe kiggede hen?

Anne Middelboe skriver, at forestillingen SIKKERT er teknisk perfekt. Men jeg vover at gå hele vejen:  Den ER perfekt. Og ikke kun teknisk. Men kan jo ikke tage ansvar for sit publikum, sin anmelder eller sine dukketeaternørder.

Jeg har set forestillingen på Teater Zeppelin i maj 2015 og har ikke nogen former for interesse i forestillingen, kompagniet eller anmeldelsen.

Morten Aagaard er dramatiker og journalist