Af: Kirsten Dahl

15. juni 2011

Forældrepjok og broderkærlighed

’Jeg hedder altså IB!’ er en barsk fortælling om at miste og om ikke at blive accepteret En forestilling som traditionen tro i Teatret NEO's regi bliver spillet med tempo og nærvær.

Ka' man det – lege med lig i dansk børneteater? Endda børnelig?

Ja, for den slags groteske ordmanøvrer er en del af Anna Panduros dramatikerstil, og det er naturligvis ikke for at skræmme børn eller på anden vis være voldelig eller overskride grænser, men for at fortælle en historie om hvordan det er at savne en afdød bror, og hvordan det er ikke at blive set og anerkendt af sine egne forældre.

Sådan har Ib det. Det er hans situation. Og Teatret NEO har efterhånden gjort det til sit kendemærke på meget direkte vis at omplante unges vanskeligheder til scenen. Det gjaldt i 'Det tavse skrig', i 'Miraklernes tid', i 'Katrine kalder' og nu også i 'Jeg hedder altså IB!'.

Ibs forældre ænser og respekterer ikke Ib for det han er og det han går op i. Drop det, lad være og opfør dig som din bror – bliv som ham, ellers kan du ikke være med på holdet, er forældrenes ufølsomme forhold til Ib.

Holdet er tilværelsen i det hele taget og i særdeleshed Ibs fars fodboldhold. Det hold, som Ib bliver læsset ud af – modsat hans storebror Tom, der ligefrem ligger i front. Ib elsker Tom for hans fodboldpassion, og Tom tilsvarende Ib for hans opslugthed af videnskab.

Energi og sårbarhed  

De to drenges følelser for hinanden og det absurde og forkerte, men ikke desto mindre fra virkeligheden genkendelige i forældrenes væremåde over for Ib, brænder igennem.

Det skyldes i høj grad Erik Viinbergs og Søren Zacho Rubys dynamiske og meget nærværende spil. Som sammentømrede Fy- og Bi-brødre råhygger de sig sammen i kælderdrengeværelset. De dyrker at se Frankenstein-film. De går ind på hinandens præmisser, fordi de elsker og respekterer hinanden.

Og vi tror på dem, som de to skuespillere kurer rundt og springer energisk op fra sækkestolen når monstergyserfilmens gys og gru giver dem livsenergi. Men Tom dør. Ved et trafikuheld som Ib føler sig skyld i.

Forældrene tackler det helt hen i vejret forkert og begynder sågar at kalde Ib for Tom, deraf forestillingens titel. Så hvad er der at gøre for Ib andet end det indlysende at søge at skaffe Tom tilbage ved hjælp af videnskabelige eksperimenter.

På den konto redder Ib – som noget af et sammentræf og heldigt for historiens regnestykke – en sød piges lillebror. Og pigen – ja hun falder for Ib, der ellers aldrig troede, at sådan en hjernenørd som ham skulle have held med 'det med piger'.

Som det nok fornemmes appellerer teksten til fart og tempo, som samtidig lader den de bagvedliggende følelser, som det hele angår, komme frem. Og som sådan har Gitte Aagaard iscenesat den. Meget ligefrem og konkret.

Men frem for alt lykkes forestillingen takket være de to skuespilleres evne til med energi og sårbarhed i spillet at lade os mærke, hvad der er på spil mellem dem. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.