DEBAT
25-09-2018
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018
Marie Kilsgaard Møller har brugt flere forgæves forsøg på at få en formel uddannelse som sceneinstruktør, men teater laver hun alligevel. Foto: Søren K. Kløft

For ung til alting

11-03-2010
Teaterportræt: Hun er blot 24 år, men Marie Kilsgaard Møller fra det nystartede QUASI Teater har flere projekter og erfaringer med sig i bagagen end de fleste andre på hendes alder. Hun er instruktør, laver scenekunst for de unge, og ved, hvad hun vil. Men hun er også en utålmodig sjæl, der helst så alting ske med det samme, og hun har måttet sande, at det ikke altid er en fordel at være ung, når man skal finde sin egen vej gennem uddannelsessystemet.
Af: Søren K. Kløft
FAKTA
Marie Kilsgaard Møller (f. 1985) studerer retorik på Københavns Universitet og har bifag i statskundskab.
Hun lever af SU og har deltidsjob som rundviser på Det Kongelige Teater.
Hun er medlem af QUASI Teater, der p.t. er aktuel med forestillingen ’Den Danske Sang’, som bl.a. kan opleves på Festival 2010 i april i Esbjerg.
Mere om teatret på www.quasiteater.dk

Øvelokalet er sparsomt møbleret – bare et par stole og et lille hvidmalet bord. Ellers fremstår rummet råt og simpelt. Det handler ikke om, hvad rummet kan, men om hvad du fylder i det. Dette er bare et enkelt af de mange små øvelokaler, som til sammen udgør kernen i Teaterhuset i Rådhusstræde i København.

Her arbejdes med teater, og fra de øvrige rum når teatralske råb, rumsteren og brudstykker af musik af og til ind til os. På bordet står kaffe og vand, men det kommer til at stå urørt i lang tid, for Marie Kilsgaard Møller har noget på hjerte, og hvis man skal have det hele med, må man spidse ører:

»Jeg kan huske helt præcis den dag, hvor jeg bestemte mig for, at jeg skulle være instruktør. Jeg var på vej i skole - det har været tidligt i 2. G. – med en veninde, og vi snakkede om, hvad man skal være og blive. Jeg var kreativ, og jeg ville have noget med scenearbejde at gøre... lyd og lys. Men jeg ville også være leder, jeg ville organisere og styre projekter.«

Det skulle være noget kreativt

Marie er lille af statur, og ved første øjekast ligner hun en skolepige, som hun sidder dér i rødternet skjorte og blå smækbukser. Men hendes bevægelser er selvsikre, og hendes intense og voksne blik forstærkes af en smal, moderigtig brille.

Lige nu er hun tændt og taler hurtigt, men aldrig sløset – ordene står ligesom i kø for at komme ud og arbejde:

»Jeg kan huske, jeg så mig selv i en uniform - som en soldaterkammerat! Jeg så, jeg skulle være leder – det vidste jeg, jeg var god til. Og så kunne jeg lægge det sammen med, at det skulle være inden for noget kreativt. Det skulle være teater – det var i virkeligheden den eneste mulighed.«

Allerede i folkeskoletiden i Skanderborg prøvede Marie som bare 13-årig at arbejde med de mere tekniske dele af en sceneproduktion – det foregik både på selve skolen, i den lokale ungdomsskole og på Skanderborg Amatørteater:

»Alle drengene ville hellere lave lyd og havde succes med det. Jeg syntes, det var meget mere spændende at lave rum og skabe rum med lys og arbejde visuelt.«

På turné i forældrenes bil

Igennem hele sin gymnasietid arbejdede Marie således som lysdesigner på Skanderborg Kulturhus, og sideløbende med det almindelige skolearbejde og en tjans som chefredaktør på skolebladet startede hun en ungdomsteatergruppe.

Gruppen producerede egne forestillinger og turnerede rundt blandt de lokale børnehaver i Skanderborg og optrådte.

Marie var den eneste i gruppen, der havde kørekort, så der blev kørt på turné med forestillingerne pakket ned i forældrenes bil med en efterhængt trailer, som de havde lånt på amatørscenen.

Repertoiret bestod af både klassiske ting af H.C. Andersen og moderne dramatik af Line Knutzon. Ja, sågar mere avancerede ting som f.eks. Jean Genets ’Stuepigerne’ blev de lokale børnehavebørn præsenteret for.

Fra medvind til modvind

Der var fuld fart på i gymnasiet. Hun var med til at sætte den amerikanske teenage-musical ’Grease’ op og fik erfaring med arbejdet som instruktør-assistent. Og efter gymnasiet tog hun på et seks måneders højskoleophold på Musik- og Teaterhøjskolen i Toftlund, hvor hun fik prøvet at være både instruktørelev og turnéplanlægger.

Marie ville arbejde med teater, og intet syntes at kunne bremse hende på vej mod en karriere som professionel sceneinstruktør.

Men selv fremadstormende sjæle kan støde på forhindringer: De seneste fire år har Marie nemlig forgæves søgt ind på en række etablerede uddannelser, der tilbyder at uddanne sceneinstruktører. Først og fremmest Statens Teaterskole, hvor hun er blevet afvist hele fire gange.

»Det er enormt frustrerende. Det er jo på mange måder et personligt afslag, du får – altså et afslag på din person. Et afslag, som hver gang sår tvivl omkring det, jeg laver: Skal jeg lave teater, eller skal jeg ikke lave teater?
Jeg er heller ikke gået videre nogle af gangene. Det er virkelig frustrerende. Jeg har søgt om optagelse på instruktørlinjen tre gange. Og faktisk også på scenografilinjen sidste år, fordi jeg blev klar over, at min tilgang til teatret er meget visuel. Der er fire prøver i alt, men på begge linjer tager de kun to nye elever ind om året.«

Når man er for ung

I stedet for den eftertragtede skole på Holmen i København var det altså tid til at søge andre steder hen.

Sideløbende med sine forsøg på at komme ind på Statens Teaterskole har Marie derfor også prøvet lykken i både Berlin, hvor hun var til optagelsesprøve på Hochschule für Schauspielkunst – Ernst Busch, og i Frederiksstad, hvor det norske Akademi for Scenekunst ligger.

Men selvom hun hver gang kom hjem med rosende udtalelser i bagagen, blev det ikke til den eftertragtede adgangsbillet til en anerkendt uddannelse inden for det område, hun brænder allermest for: sceneinstruktion.
Nogle gange har afslagene henvist til hendes alder:

»Det var en underlig fornemmelse af, at være for ung til alting og det, man gerne vil. Det har været hårdt. Nu har jeg valgt ikke at bruge mere tid på at søge ind på skolerne, fordi det er så krævende.«

»Det er hårdt, når der sås tvivl om ens egen faglighed. Og det er super-frustrerende at være en del af et miljø, hvor alle søger ind – og bliver optaget – på skolerne, mens man selv sidder tilbage.«

Fodfæste hos Mungo Park

Selvtilliden har således været under stærk beskydning, men Marie har ikke mistet modet eller spildt mange øjeblikke på at sidde med hænderne i skødet. Hun har taget sagen i egen hånd og uddannet sig på andre måder – både i og udenfor det etablerede teatermiljø.

Første stop var på den autodidakte uddannelsesvej var Mungo Park Teatret i Allerød i 2005, hvor hun sammen med den nytiltrådte teaterleder, Martin Lyngbo, var med til at prøve lidt af hvert:

»Jeg var der et helt år og var tilknyttet tre produktioner. Først som rekvisitør og siden som instruktørassistent. Jeg prøvede også at arbejde som billetimplementerings-ansvarlig, og jeg ryddede op på deres kostumelager. På sådan et lille teater får man let 15 forskellige kasketter,« griner Marie, som straks – når hun for lov til at tale om sin passion for teaterverdenen – lyser op igen.

»Jeg boede også nærmest deroppe i Allerød og fik venner på mine egen alder. Og jeg nød det provinsielle tilbageblik til det gamle Skanderborg, hvor jeg kommer fra.«

I mesterlære i teatret

Efter Mungo Park har Marie prøvet kræfter med professionelt performanceteater som assistent for instruktør Kirsten Dehlholm på det meget eksperimenterende performanceteater Hotel Proforma:

»Jeg var interesseret i det sted og deres visualiseringer. Jeg synes, det var spændende, og jeg skulle finde ud af, om det var performanceteater, jeg godt kunne tænke mig at lave. Men i løbet af de par måneder, jeg var hos Kirsten, fandt jeg ud af, at dét var det i hvert fald ikke. Det er alt for abstrakt og alt for fjernt fra mennesket og samfundet. Alt for lidt folkeligt. Det er distanceret og publikum tænker – og jeg tænker: Er det mig, der er dum, eller hvorfor forstår jeg ikke det her? På en eller anden måde bliver man som publikum gjort dummere end man er. Det bryder jeg mig virkelig ikke om.«

Sideløbende med sine selvstændige tiltag på ’mesterlære’ – som hun selv ynder at kalde det – har Marie kastet sig over universitetsstudier i retorik, som på mange måder har hjulpet hende videre mod hendes mål:
»Det er meget teaterrelateret. Man bruger rigtig mange af de samme ting dér, og jeg synes godt, jeg kan betragte retorikuddannelsen som en uddannelse i instruktion. Jeg gør denne bachelor færdig, og så flirter jeg med idéen om at søge ind på en master i instruktion i udlandet.«

Brænder for politisk teater

Retorikstudierne kombineres med statskundskab på tilvalg fordi hun har fundet ud af, at det er det politiske teater, hun brænder for:

»Jeg tror i virkeligheden, at jeg er meget folkelig, og jeg interesserer mig for teater, der først og fremmest er forståeligt, og som forholder sig den politiske virkelighed. Teatret skal være et medie, ligesom aviserne er det. Det skal spille en rolle. Det hele skal betyde noget - dét driver mig. Og så er det vigtigt for mig, at det betyder noget for publikum, for samfundet… og for verden! – ja, det lyder meget ungt, og det er det også,« griner Marie afvæbnede, uden dog at efterlade tvivl om at hun skam mener det seriøst nok.

Teater QUASI’s seneste produktion, som havde premiere i september 2009, hedder ’Den Danske Sang’. Det er Teater QUASI’s tredje produktion med Marie i instruktørstolen.

’Den Danske Sang’ handler om fællesskab, og om at være i et ekskluderende kontra et inkluderende fællesskab,« forklarer Marie.

»Det er en meget politisk forestilling, som stiller nogle spørgsmål til samfundet, som det ser ud i dag og beder publikum – mere eller mindre – eksplicit om at tage stilling til spørgsmålet om, hvad det vil sige at være dansk... danskhed.«

Der skal være god stemning

Premieren fandt sted på Lades Kælder, som er et kombineret værtshus og spillested for rytmisk musik ved Strøget i København. Det er ydmyge, lavloftede lokaler, som passer fint til det dramaturgiske udtryk, som ’Den Danske Sang’ har – en 60 minutters cabaret-agtig teaterkoncert, baseret på et stort udvalg af kendte danske sange, fortolket på helt nye overraskende måder af tre musikalske skuespillerinder.

En lang række velkendte sange, som f.eks. ’Der er et yndigt land’, afsunget i mol eller Jeg er havren’, fremført som en sensuel sang, er kernen i forestillingen, som blev til på mindre end en måneds tid:

»Det skal være et sommer-potpourri. Der skal være god stemning, sagde jeg til pigerne. Og så har jeg siddet der under alle prøverne og vejledt dem. Det var en kort og kaotisk proces, men selvfølgelig har der været et forarbejde fra min side: Hvad skal det være for nogle sange, og i hvilken rækkefølge skal de komme? Det havde jeg bestemt. Og så havde jeg nogle notater om, hvordan man kunne fortolke dem – hvilken funktion, de skulle have i dramaturgien.«

»Ingen af os havde lavet en teaterkoncert før. I processen føltes det virkelig farligt. Det var vigtigt for mig, at det var en koncert, der var iscenesat. Og at de musikere, der var med, kunne spille og hjælpe med til at udvikle musikken, og at de var kompetente nok til det. Det var virkelig vigtigt, at det kunne betragtes som en teaterkoncert... som genre.«

Kunstnerisk kulmination

’Den Danske Sang’ er blevet vel modtaget af det publikum, der har haft lejlighed til at se forestillingen, og Marie har oven i købet sørget for, at forestillingen har været igennem Scenekunststyrelsens kvalitetsbedømmende udvalg – Refusionsudvalget – hvilket betyder, at forestillingen kan turnere som professionelt teater og vises på skoler og i teaterforeninger:

»QUASI Teater er musikteater og politisk teater, der henvender sig til unge mennesker, og det går rigtig godt for tiden. Jeg har derfor lyst til at satse på det lige nu. Noget af det, der skal laves om på nu, er, at nu da vi spiller professionelt, kan vi ikke fortsætte med i fremtiden at lade skuespillerne arbejde ulønnet. Tingene har ændret sig så meget nu, at hvis vi ikke får nok penge til at lønne skuespillerne, så skal vi slet ikke lave et nyt projekt.«

’Den Danske Sang’ er for Marie den foreløbige kunstneriske kulmination på flere års slid med teaterfaget som autodidakt, og hun indrømmer da også, at hun har nydt den anerkendelse og succes, hun har oplevet på det seneste.

Men direkte adspurgt om, hvor hun selv tror, hun får sit kreative drive fra, kommer hun for en gangs skyld til kort:

»Det er mærkeligt. Hverken min far eller mor er sådan ekspressivt kreative – jo min mor spiller lidt klaver, men det lyder altså virkelig ikke godt! Men mine forældre er begge selvstændige – det er nok dérfra, det kommer, det dér med at gøre det selv. Men ellers er jeg ret alene om at være teatertosset i min familie: Ingen af mine søskende laver teater, og blandt mine 30 fætre og kusiner – ja, det er en stor familie – er der bare én, der danser.«

Diffus fremtid

Man kunne foranlediges til at tro, at der kun er plads til teater i Maries liv. Og selvom hun ynder at fremstille sig selv som en travl og kreativ person, der sjældent får tid til at ’gå med i fredagsbaren’, kan hun også sagtens få plads til andre ting i sin hverdag:

»Min hverdag er meget 9 til 9-agtig; men der bliver også tid til almindeligt kollegieliv, fester, svampetur i skoven i weekenden, og hver eneste onsdag aften har jeg madklub med mine gymnasieveninder fra Skanderborg. Så jeg fylder ved Gud også min hverdag ud med sjove ting – men vil du i øvrigt se min kalender? Den er proppet!«

»Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, eller hvor jeg er på vej hen lige nu – det er meget diffust; men jeg vil gerne prøve at gøre noget, jeg ikke har gjort før. Jeg har lige fået en niece her i juli, og hun har faktisk inspireret mig til at arbejde i retning af dukker – og masker måske. Det har jeg vildt meget lyst til.«

Et liv som autodidakt

Marie er allerede videre med nye projekter på det indre, mentale tegnebræt, og hun lyser pludselig op i et smil – som om hun har fundet løsningen på et problem, som hun længe har gået og grundet over:

»Det lønner sig måske alligevel på en eller anden måde at være autodidakt i teaterbranchen, selvom at man ikke har noget formelt papir på det, man kan. Det er så bare et spørgsmål om tid, før man ikke skal være ’assistent’ længere. Før man ikke er for ung til det hele. I virkeligheden skal jeg holde op med at være så trist over det med afslagene fra skolerne, selvom det kan være frustrerende nok. Sådan vil det nok altid være... lige indtil den dag, hvor de beder mig om at undervise derude! Dét kunne jo godt være et mål i sig selv.«

Søren Kløft er informationsmedarbejder på Teatercentrum. Artiklen er en lettere revideret udgave af et interview, der blev lavet i oktober 2009 som led i et journalistisk uddannelsesprojekt, der netop er afsluttet.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - For ung til alting
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617

22-10-2018
 

15-10-2018
 

04-10-2018
 

30-09-2018
 

26-09-2018
 

22-09-2018
 

18-09-2018
 

16-09-2018
 

09-09-2018
 

06-09-2018
 

01-09-2018
 

19-08-2018
 

01-08-2018
 

18-07-2018
 

25-06-2018
 

18-06-2018
 

10-06-2018
 

06-06-2018
 

29-05-2018
 

17-05-2018
 

07-05-2018
 

03-05-2018
 

28-04-2018
 

24-04-2018
 

19-04-2018
 

13-04-2018
 

10-04-2018
 

06-04-2018
 

03-04-2018
 

23-03-2018
 

16-03-2018
 

08-03-2018
 

28-02-2018
 

23-02-2018
 

19-02-2018
 

13-02-2018
 

06-02-2018
 

31-01-2018
 

23-01-2018
 

17-01-2018
 

Flere anmeldelser