For Gud skar huller til stjernerne

Meta-trenden er også nået til Teater Lille Hest. Det vil sige, at også her skal børnene først overvære en hel masse voksenpalaver og småskænderi, som de helst IKKE skal tro er del af forestillingen. I Af ler er vi kommet er meta-tricket at vise en foredragsholder, der ankommer til en skole (læs: dette lokale). For her sjosker en pedelmedhjælper rundt og siger, at hun altså ikke har tid til at ordne lysbilledapparatet, og at det må foredragsholderen virkelig selv klare. Og både børn og voksne bliver lidt trætte i det, for hvornår er det lige, at forestillingen går i gang?

Men det gør den jo så på et tidspunkt. Og det er godt. For Af ler er vi kommet viser sig at være en yderst interessant forestilling om at tro. Den er en skabelsesberetning fra Afrika - om himlen og jorden og os, der bor på den. Betragtningerne er vidunderligt billedklare: ’Dyrene kunne ikke lide mørket, så guden skar huller op i himlen, og så kom der stjerner,’ fortæller Line Skyttes foredragsholder med de smukke meninger. Hun har perfekt pandehår og højhalset selvkontrol, og hendes stramtandede pegepind er lige ved at knække af lutter politisk korrekthed. Hendes øjne er ellers så kønne, og hendes stemme lyder omstændeligt grundig inde under det afrikanske perlehalssmykke. Og hun tager en pandelampe på, så hun kan begejstres nærmere over de dyr, hun har med i en sivkurv.

Isbjørn med rytme

Scoopet er, at dyrene nærmest suges op på lærredet, hvor jordkloden kommer til live, takket være Tariq Mikkel Khans flotte og suggererende animationer. Og selv om isbjørnen måske ikke har vandret rundt i Afrika, så er meningen klar nok. Desuden lunter isbjørnen af sted til de fedeste, afrikanske rytmer af Thomas Hass Christensen, der dermed har givet forestillingen den varme og eksotiske intensitet, som foredragsteksten næppe kunne skabe alene.

Her er det, at Britta Thøgersen Tofts pedelmedhjælper alligevel er blevet interesseret. Det er såmænd også hende, der får forlængerledningen til at virke. Og Toft spiller hende med sådan en jordnær skepsis og samtidig en begejstret nysgerrighed, at hun bliver en troværdig spejling af både børnene og deres voksne. For hvordan er det lige, at denne her afrikanske skabelsesberetning kan være sand, når den nu ikke passer på skabelsesberetningen, som vi kender den fra Biblen? Og når den heller ikke svarer til videnskabsmændenes Big Bang?

Kaj med Krishna

Alligevel er det også her, at forestillingen knækker over og bliver missionerende. For netop i sin iver efter IKKE at formidle én fast sandhed, så stiller instruktøren Anne Kurzweil så mange alternativer op, at skabelsesberetningen pludselig reduceres til en rørende, gammel skrøne. For herrestegud. Om det var Adam & Eva, eller om det var Kaj & Andrea, det kan vel være ligegyldigt? For det er alt sammen ’bare noget, vi tror,’ som foredragsholderen siger med pædagogisk tonefald.

Men her rykkede ungerne på puderne i Næstved. For hvad ville dét nu sige? Var Adam og Eva de første mennesker på jorden, eller var de ikke? Og forvirringen blev ikke mindre, da foredragsholderen også lige nævnte ’de gule’ fra Indien og ham Krishna.

Set ud fra et voksensynspunkt er alt i forestillingen gennemtjekket og holistisk – med pointen, at ’hvis vi allesammen kommer af det samme ler, så er vi jo i familie’. Men set ud fra et børnesynspunkt kan forestillingen altså også true med at stjæle barnetroen. Også selv om forestillingens mål grangiveligt var det stik modsatte.