Af: Kirsten Dahl

5. november 2009

Folkeeventyr i denim

Det går næsten for tjept, når Troels Kirk Ejsing fortæller eventyr.

Hvis ‘Bittebæk’ var en tegneserie, ville det være et af de tykke blade. For billederne springer frem. Vi bladrer os så at sige gennem det ene tableausceneri efter det andet.

Ideen er det gode gammelkendte eventyrs om at den lille seje uegennyttige dreng eller pige efter mange knubs og hårde anstrengelser vinder over de store og selvfede. Ofte er der tre af slagsen. De er i familie. Og det er den yngste som er helten, der sejrer til slut.

Sådan er det også her i Det Fortællende Teaters ny forestilling, soloforestillingen ‘Bittebæk’. I fuldt firspring rundt på en tom scene skaber Troels Kirk Ejsing med stemme og gestik alle de situationer som fører Bittebæk i mål.

Storebrødrene gør ellers alt for at spænde ben for deres lillebrors fremdrift og lykke. Men når man er parat til at gøre alt, og starte fra bunden med det dårligste arbejde, så kan ingen listige snarer eller tilsyneladende uoverstigelige udfordringer spænde ben. Om det så gælder at fravriste en gevaldig trold både hans lyseblå vædder, hans magisk lysekrone og hans ringlestok. Det hele klarer Bittebæk, som på den vis avancerer til stadig mere spændende og ansete jobs og selvfølgelig tilslut får den skønneste prinsesse – og kongemagten tillige.

Lidt for tjept

‘Bittebæk’ er et gammelt folkeeventyr, omsat til scenen i klassiske monologisk fortælleteatersnit. En klog og begivenhedsrig fortælling om ikke at stikke halen mellem benene, men med tro på sig selv at kaste sig ud i opgaver, der enten ikke anses for noget særligt eller bestemt ikke ser spor overskuelige ud.

Visuelt er der ikke mange fortidige træk at finde. Kostumer og scenografi er holdt i rent denim. Troels Kirk Ejsing springer rundt i orange T-shirt og blå cowboybukser foran en bagvæg der illustrerer et forstørret bukseudsnit med lomme og store stikninger.

En lidt løjerlig og ikke særlig køn kulisse, der nok er til for at forstærke det vi hører og ser Ejsing illustrere gestisk: At Bittebæk fysiske set er helt utrolig lille i forhold til alle dem han møder og alt det han kaster sig ud i af strabadser.

Indenfor sin egen fortælleteatergenre er ‘Bittebæk’ en udmærket forestilling, uden dog at rage op som noget exceptionelt. Historien hænger dramaturgisk set godt nok sammen, og der er godt med fantasibefordrende stof i alle de farlige bedrifter som Bittebæk kaster sig ud i. Ejsing formår også at etablere kontakt og nærhed til publikum.

Men undervejs spiller han dog historien lidt for tjept. Det går ud over skarpheden i figurtegningerne og ud over forestillingens musikalitet som kommer til at savne nogle nuanceringer og pauseringer. På instruktionssiden kunne der også være kælet mere for overraskelser og detaljer. Alt sammen noget som nok ville styrke den indre billeddannelse, som er fortælleteatrets store kvalitet, og sikkert også give børnepublikummet større mulighed for indlevelse og identifikation.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.