Af: Kirsten Dahl

24. august 2012

Flyvske marionetter

Med små træfigurer fortæller Dorte Abrahamsen en historie om et skelet, som drager ud i de levendes verden, fordi han mangler et kys. Men historien og moralen blæser væk i et anspændt højtgearet fortællegear.

De medvirkende er dukker sat sammen af små stykker træ med alt, hvad de med deres ubearbejdede former kan forestille i sig selv. Den ide fejler intet. Men bragt ind i en historie om et skelet, som forvilder sig ud i gadebilledet på jagt efter et kys, fungerer de ikke rigtigt. Dukkerne bliver aldrig rigtigt levende. 

Dorte Abrahamsen har talegaverne i orden. Fortællelysten brænder med en ganske stor flamme. Det mærker vi som vi sidder i en lille kreds foran det lille halvåbne teltrum hun har skabt som sin scene.

På gulvet har hun anbragt en lille kuffert. Den gemmer på alle historiens medvirkende. Skikkelser, der som sagt, alle er sat sammen af små stykker træ. Smalle, lange, krogede og lige. Som de stumper, man finder ved stranden og andre steder i naturen. Holdt sammen med snore bliver det til små marionetter. Små træfigurer som først får liv i det øjeblik vi puster til dem, siger Abrahamsen.

Og det gør store som små. I begyndelsen forventningsfulde og glade. Senere mere høfligt. De små marionetter begynder at bevæge sig. Dingler i luften. Det gør fortællingen desværre også. 

Kraniebowling og turbotale

Det er ikke, fordi Abrahamsens fortælling er anstødelig eller virker bizar. Vi accepterer og er hurtigt med på, at det er helt OK, at de døde danser på gravene. At en hel kirkegård fuld af skeletter på Allehelgensaften mosler op af deres grav og laver et værre rabalder. De bytter knogler, spiller kraniebowling og danser dødedans for bagefter at drøne retur til mørket. Undtagen en. Et ældre skelet som bevæger sig væk fra kirkegården, fordi han mangler noget: Et kys.

Vi følger skelettet rundt i byens gader, over trafikerede gader, ind i butikker og tilbage til graven, da det er blevet klogere på livets gi' og ta’-vilkår. Undervejs trækkes de medvirkende marionetter frem fra kufferten på gulvet: En hund, en lille pige, en gammel dame osv. Når de har spillet deres rolle, bliver de hængt op på en krog under teltdugen.

Historien har et budskab, og den har fine lag undervejs. Problemet er Abrahamsens rigeligt halsende fortællertempo, en overlivlig gestik og en hasarderet stemmebrug. En måde at tale og spille på, som skaber et noget febrilsk og anstrengt udtryk. Et udtryk som kommer til både at sammenfiltre og splitte historien fra hinanden og blæse den ud i forskellige uklare retninger. Og som gør det vanskeligt for Abrahamsen at samle trådene til en overbevisende finale. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.