DEBAT
01-12-2021
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021

Aarhus Teater: Alice i Eventyrland

Alice - spillet flot og overbevisende af Andrea Øst Birkkjær - møder mange kostumeflotte dyr og væsener i Aarhus Teaters overdådige Eventyrland-scenografi. Foto: Karoline Lieberkind

Floppet kaninhulsvisit

18-11-2021
Aarhus Teaters opsætning af 'Alice i Eventyrland' er overdådig og imposant i det ydre, men det er som om man har drænet fortællingen for magi og indholdsmæssig substans.
FAKTA
Aarhus Teater: Alice i Eventyrland -

Af Lewis Carroll. Dramatisering: Maria Kjærgaard-Sunesen. Iscenesættelse: Maria Kjærgaard-Sunesen og Simon K. Boberg. Scenografi og kostumedesign: Mie Riis. Koreografi: Christel Klan Stjernebjerg. Komponist: Alice Carreri. Lysdesign: Súni Joensen. Lyddesign: Lars Gaarde. Medvirkende: Andrea Øst Birkkjær, Christian Hetland, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Viktor Pascoe Medom, Alex Otto, Juliane Bauer, Kristoffer Eriknauer og Sarah Simone Jørgensen. Aldersgruppe: fra 6 år. Varighed: 2 timer inkl. pause. Set 11. december 2021 på Aarhus Teater, hvor den spiller til 22. december.
www.aarhusteater.dk

Andrea Øst Birkkjær er naturligheden selv i rollen som Alice i Aarhus Teaters opsætning af Lewis Carrolls klassiker, 'Alice i Eventyrland'. Med sin krystalklare stemme, sine smidige og vævre bevægelser og sit åbne væsen suger Birkkjær opmærksomhed til sig. At vi har at gøre med en ung, talentfuld skuespiller, er uomtvisteligt. 

Desværre er der ikke så meget mere positivt at sige om forestillingen. På plussiden ligger dog også Alice Carreris musikalske kompositioner. De er herligt opvakte, sprøde, rytmiske interessante og anderledes. Der er også scener undervejs, som pirrer ganske svagt og kortvarigt giver håb om at blive inviteret med indenfor. Dem kommer jeg tilbage til. 

Selvbevidst overdådighed

I koncentrat er forestillingen højpandet, langhåret og ren staffage. Staffagen – den visuelle og stoflige indpakning - er i sig selv overdådig og flot. Kostumerne er fantasifulde og haute couture-agtige. Her er dyr og dyremasker i flot finish – fx en vandpiberygende kålorm på toppen af svampe med fluorescerende lys i prikkerne, en hattemager med selvsikker hattepragt og struttende og lagdelt tyl i nederdelen, en hjerterdame-dronning, der knejser med gevaldige pufærmer og kolossal kjolevidde, og en hvid kanin med bløde poter, strittende ører med lyserødt indre og et nobelt hvidt jakkesæt. 

Rekvisitterne er tilsvarende veldrejede ud fra et bemærkelsesværdigheds-kriterium. Snart ses smarte roterende tekopper, hvide 'selvspadserende' døre i alskens proportioner, et bord som vakst skifter størrelse, og kortspil, som vimser komisk omkring. Og det hele foregår i et kaninhul som i blå dybdeperspektivisk indramning, skaber en illusion af, at vi er taget langt væk fra dagligdagen. 

Kringlet og kryptisk 

Men hvor er det egentlig, at Alice lander, når hun falder ned i kaninhullet? Hvad er det hun møder? Og hvor bringer det hende hen? Ifølge forestillingsomtalen falder Alice ned i Eventyrland. Et land, hvor Alice i mødet med ”de særeste, sjoveste og mystiske dyr og væsener...frustreres, undres og tvivler”, uden at det slår hende ud. Tværtimod siger hun kritisk fra, når ”galskaben og uretfærdigheden bliver for meget.” Da hun til slut vågner op hjemme igen er hun modnet. 

Det er den udtalte og postulerede fortælling. Sceneudtrykket sender imidlertid noget helt andet ud over scenekanten. Nok formulerer Alice gentagne gange, at hun 'føler, at hun har forandret sig' og 'er under forvandling', men det, vi oplever ske, er helt anderledes. Helt overordnet forbliver det en påstand, at det sted, Alice besøger, er et Eventyrland og at Alice er modnet. 

Det virker ikke overbevisende, når Alice til sidst hjemvendt til 'overfladen' og til den kedelige billedløse lektielæsning, griber sin pen og vil skrive sin drøm ned, for at fastholde den og for – som hun siger – ”at der er flere som kan besøge Eventyrland”. 

For nok taler Alice om, at hun forandrer sig, men det er vanskeligt at mærke forskel på den lillesøster, som indledningsvist er fyldt med protest overfor et også tilsyneladende meget gammeldags (victoriansk) skolesystem, og så den pige som efter turen ned i kaninhullet (eller underbevidstheden) gør modstand mod den fortræd og uretfærdighed, hun møder der. 

Og der er absolut intet eventyrligt over det land, hun besøger. Det er et land fyldt med hån, trusler, evindelige henrettelsestrusler og intetsigende tåbeligheder. Jeg betvivler ikke, at forlægget (som denne opsætning også læner sig op ad) rummer spændende byggestene til en modningshistorie. Og jeg har set flere vellykkede teaterversioner, som bekræfter det. Men her er det som om, man har trukket nærmest al magien og substansen ud af originalen, til fordel for imponerede facader og en dyrkelse af spidsfindigheder, som man har gjort endnu mere kryptiske. 

Tager man forestillingen på kornet, synes dens udsagn at være, at man udelukkende modnes (hvilket vi så heller ikke oplever) gennem vedvarende og brutal ydre modstand og ved at møde noget, man ikke begriber (men måske bliver nysgerrig på). En noget forsimplet indramning af hvad der modner et menneske. 

Trummerum med livsglimt 

Man må så afgjort aldrig tale ned til publikum – uanset alder. Men man må heller ikke forvirre eller drøne hen over hovedet på publikum med fortællinger, som højtflyvende, indbildsk og med en rem af at være selvsmagende, er fyldt med selvmodsigelser, nonsens og udsagn, vi ikke tror på.

Når det tillige – som her – foregår i et leje, som konstant runger forvrænget højt og virker trættende hysterisk, kollapser kontakten til publikum. Alt det opgejlede, som givetvis er tænkt at skulle virke dynamisk og nysgerrigheds-vækkende bliver lynhurtigt til monotoni. Alt postyret får forestillingen til at virke tomgangsfyldt og dræbende lang. 

I små øjeblikke er der momenter af noget, som lægger an til at formidle noget essentielt. Det sker fx når Alice møder Filurkatten. Og der er glimt af magi i scenen, hvor Alice oplever sig selv mangedoblet. Men som helhed synes teatret at være blevet så forhippet på form, at det har mistet jordforbindelsen i forhold til at holde fast i vigtigheden af et substantielt indhold. 

Det er i al fald meget vanskeligt at få øje på de kvaliteter, som teatret selv beskriver forestillingen med: At 'Alice i Eventyrland' ”inviterer dig med ind i et forunderligt univers, der udfordrer dine sanser og dit perspektiv på verden. …......en storslået hyldest til fantasien og et vaskeægte eventyr for børn og voksne i alle aldre”.

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Alice i Eventyrland
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

02-12-2021

26-11-2021

23-11-2021

22-11-2021

18-11-2021

17-11-2021

12-11-2021

11-11-2021

09-11-2021

08-11-2021

03-11-2021

27-10-2021

25-10-2021

23-10-2021

20-10-2021

15-10-2021

13-10-2021

11-10-2021

09-10-2021

07-10-2021

05-10-2021

04-10-2021

02-10-2021

01-10-2021

30-09-2021

29-09-2021

27-09-2021

25-09-2021

24-09-2021

23-09-2021

22-09-2021

20-09-2021

19-09-2021

17-09-2021

15-09-2021

14-09-2021

13-09-2021

12-09-2021

11-09-2021

10-09-2021

Flere anmeldelser