17. juni 2021

Flere børn og unge skal have teateroplevelser

Netop som Aprilfestival i Holbæk blev indledt i går og bl.a. fungerer som udstillingsvindue og købsmesse for turneteatrenes refusionsgodkendte forestillinger, har regeringen og de øvrige partier bag finansloven (SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet) indgået aftale om en forsøgsordning, som skal gøre det lettere for kommuner, ungdomsuddannelser og private dagtilbud og skoler at købe forestillinger via refusionsordningen.

Aftalen falder i forlængelse af, at partierne i forbindelse med finanslovsaftalen blev enige om at sætte 20 mio. kr. af årligt i 2021-2024 til ungdoms- og børneteater (se artikel).

Aftalen medfører dels, at den hidtidige refusionsordning, der gør det muligt for kommunerne at få refunderet 50 procent af deres udgifter til køb af scenekunstforestillinger, omlægges til straksrefusion. Det vil gøre ordningen mere nærværende for de kommunale indkøbere og føre til, at flere børn og unge får mulighed for at opleve levende scenekunst og lette administration af ordningen i kommunerne. Refusionen skal søges elektronisk, hvilket også vil lette processen for ansøgerne. 
Som noget nyt bliver det samtidig muligt for ikke-kommunale institutioner for børn og unge at få refusion i forsøgsperioden. I perioden 2021-2024 afsættes en pulje på i alt 38,5 mio. kr. Ansøgere til puljen vil kunne få dækket op til 50 procent af udgifterne til køb af en forestilling. Det giver mulighed for, at f.eks. flere børn og unge på ungdomsuddannelser, i private dagsinstitutioner og på private skoler får mulighed for at opleve levende scenekunst.

I  ’Aftale om forsøgsordning for straksrefusion ved køb af forestillinger af børne- og ungdomsteater mv.’  står der bl.a.:

I den gældende Refusionsordning udbetales refusion af kommuners køb af forestillinger til kommunale institutioner én gang årlig på grundlag af en samlet opgørelse af de kommunale indkøberes indkøb. Der har længe været ønsker om at omlægge Refusionsordningen til straksrefusion, som vil gøre ordningen mere nærværende for de kommunale indkøbere, og om en digital ansøgningsløsning som kan forenkle ansøgningsprocessen. Samtidig er der ønske om at udvide muligheden for statslig refusion af udgifter til forestillingskøb til at omfatte ikke-kommunale institutioner for børn og unge såsom ungdomsuddannelser, private dagtilbud og skoler. 

Den eksisterende ordning, der retter sig mod kommunerne, kan ikke uden ændring af scenekunstloven udvides til at omfatte ikke-kommunale indkøbere. Derfor oprettes på forsøgsbasis en rammestyret pulje i perioden 2021-2024 målrettet ikke- kommunale institutioner for børn og unge. 

Kulturministeriet udarbejder en ”positivliste” over, hvilke typer ikke-kommunale institutioner/indkøbere, der kan benytte ordningen. 

(Billedet: Plads til flere: Informative festivalbænke i Holbæk, hvor Aprilfestival 2021 afvikles fra 16.-22. juni med deltagelse af 120 turnerende børneteatre, fik en kærkommen håndsrækning med onsdagens aftale om udbredelse og forbedring af den nuværende refusionsordning. Foto: Søren K. Kløft)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne