Flammer uden forklaring

Dukken i 'Frejas Flammer' lever flot op til forestillingens skønne titel: Hun har rasende rødt hår og forbrændte fregner – og hun er så vred, at hendes øjenvipper går i standsning, og hendes nydelige blå kjole dirrer.

For denne Freja er vred. Vred på de voksne. Vred på reglerne. Vred over at blive forstyrret midt i sin leg med sin elskede brandbil. Og vred over, at alle er vrede på hende…

Det er altså noget af en temperamentsforestilling, som Randers Egnsteater og Nørregaards Teater har skabt i fællesskab. Freja råber, så alle i teatersalen flyver bagover. Og hun udviser en trods, som er vidunderligt autentisk, i hvert fald for børnehavebørnene.

Desuden har Rolf Søborg Hansen skabt Freja-dukken med så indædt og sårbart et ansigt, at man ikke kan lade være med at synes, at hun er interessant i sig selv.

Uforklaret galde

Desværre har dramatikeren Anna Panduro ikke fået udviklet sin historie nok i denne forestilling. Den virker simpelthen for spinkel. Der sker for lidt og for sjusket på denne halve time. Og det grundlæggende interessante ved Frejas figur forbliver uforklaret – altså HVORFOR hun er så vred.

Teksten viser fint nok, at det er i orden at vise sine følelser og være oprigtig. Men der kommer aldrig den forklaring på vreden, som gør, at vi kan identificere os med Frejas desperate galde.

Desuden bliver dukkehovedpersonen Freja underlig abstrakt i forhold til de to levende voksne på scenen, hvis roller teksten aldrig helt får defineret. 

Vild med raket

Anna Panduro har selv instrueret forestillingen sammen med Carsten Wittrock. De har dog valgt at dyrke et meget bombastisk udtryk hos skuespillerne. Derfor har Lisbeth Knoppers elskelige voksen-veninde-brandmand-nabokone ikke chancen for at spille alle de nuancer frem, som hun rummer som performer.

Lisbeth Knopper kommer ellers allerede ud i foyeren med sin betænksomhed og modtager børnene med varme og nysgerrige spørgsmål, inden hun følger dem ind på bænkene. Alle bliver trygge, når hun er i nærheden – og hun gør børnene ivrige på at se teater.

Nanna Schaumburg-Møller spiller sig mere ind i Freja-dukkens raseri. Hun har en sjov afvæbnerrolle: Hun bærer over med Freja, men hun spiller hende også. Selv om det så bliver lidt uklart, hvem hun egentlig er i forhold til Freja…

Desuden er hun vild med en enorm raket, som Freja selvfølgelig også har lyst til at fyre af. Bare fordi det kunne være flot.

Ildrød køje

Scenografien til forestillingen er nemlig både sjov og opfindsom. Carsten Wittrock har skabt den skæggeste, røde køje, der samtidig er en brandstige med knager til både brandhjelme og kaffekopper. Og hvor der er plads til Frejas bamser.

’Her er det mit værelse, og det er mig, der bestemmer,’ siger Freja med en stemme, der kan skærebrænde sig gennem de tykkeste branddøre. Og så kommer der en masse snak om, hvorfor man bliver vred.

Det er fint nok. Men så ender det hele med en yderst mærkelig konklusion om, at det er bedst, hvis ilden bliver INDE i Freja. Nu, hvor man som tilskuer ellers troede, at pointen var, at det var godt at få sine følelser UD…

Næ, så forstår jeg langt bedre det enkle kærlighedsomkvæd på de to voksnes lille hyldestsang til Freja:

’Jeg er vild / Med dig og din ild.’