Af: Anne Middelboe Christensen

13. august 2010

Fire jernsøm og to lykkeblå øjne

Henrik Paludan har tilskuerne i sin hule jernnæve i den heftige fortælleforestilling 'Jernmanden'.

En mand og en historie. Mere behøver Teater Portamento ikke for at skabe teater. Ikke traditionelt sceneteater med scenografi og lysdesign, men fortælleteater baseret på fortællingens indre kraft og tilskuerens fantasi.

Det er et spørgsmål om smag, hvorvidt man tænder på fortælleteatrets imaginære univers eller ej. Hvis man er tilskuertypen, der exer over actionteater med blodstunts eller falder i svime over hyperrealistisk teater eller bliver opstemt over dukkedialoger, så er det næppe fortælleteatret, der vil forløse ens drømme. Eller også er det bare et spørgsmål om forførelse. Om at opleve et fortælleteater, der netop kan realisere alt det, som kulisseteatret kæmper så heftigt med at levendegøre. Fordi det virkeligt grænseløse kun er muligt i fantasien.

Hemmeligheden i alt fortælleteater ligger i performerens styrke. Og her har skuespilleren Henrik Paludan vitterlig fundet sin perfekte niche. Han står beskedent og tager imod sit publikum i døren; ulasteligt klædt i gråt jakkesæt og blå trøje, der ikke røber det mindste om det drama, der om lidt vil udspille sig i ord i rummet. Men samtidig så formel og neutral, at dramaet netop kan blive uhæmmet vildt.

Paludans jernnæve

Hans stemme tøver aldrig. Alle sætninger er helt præcise, mens åndedrættet speeder spændingen op, så tilskuerne knap tør rykke på stolene af skræk for at gå glip af et vigtigt ord. Henrik Paludan har tilskuerne i sin hule jernnæve. Og han giver de voksne en sær følelse af både fryd og skam, når han med sin fortælling om et barn med begge ben på jorden afslører voksnes begrænsede forståelse for livets storhed og børnenes indsigt.

Jernmanden er en vellykket fortælledramatisering af Henrik Paludan selv, med præcis instruktionsbistand fra Øvind Kirchhoff. Forestillingen er baseret på en science fiction fortælling af Ted Hughes fra 1968; bogen udkom i Kurt Juuls danske oversættelse i 1985. En historie om en gigantisk jernmand fra det ydre rum. Jernmanden kommer til jorden, hvor alle voksne bliver rædselsslagne og fjendtlige. Kun et barn forstår jernmanden og kan rumme hans fremmede væsen – og holde af ham…

Tilskuerens mågeskrig

Henrik Paludan fortæller, så man kan se det hele for sig. Se nattehimlen, der begynder at lyse op, når Jernmanden nærmer sig fra sin galakse. Og se de mennesker, der ikke tør stole på, hvad de ser.

’Højere end et hus stod jernmanden,’ lyder Henrik Paludans stemme, der hurtigt kommer til at virke metallisk. Samtidig med at hans fingre grangiveligt begynder at ligne jernfingre, der fortvivlet rækker ud efter det jernøje, der lige er faldet ud af Jernmandens ansigt. ’Øjet gloede på to måger,’ siger han, og minsandten om tilskuerens indre øre ikke også hører mågeskrig…

Sådan skrider fortællingen frem, mens tilskuerens sanser vækkes og provokeres og forundres. Samtidig har handlingen et helt almindeligt plot, hvor barnet Henrik hele tiden må omgå sine forældres regler, hvis han skal løse problemerne for dem.

’’Når man er syv år, så er man stor nok til at tage på fisketur alene,’ sagde Henriks far. Så det gjorde Henrik,’ som Henrik Paludan forklarer. Indtil altså at science fiction-fortællingen gør historien adskilligt mindre fisketursagtig. En tsunami vil være en bedre sammenligning. Som når fortælleren undrer sig på alle de voksnes vegne med spørgsmålet: ’Hvad kunne have bidt traktoren midt over?’ For barnet ved det selvfølgelig godt.

Metallets metalag

Det elegante i fortællingen er ikke mindst Henrik Paludans evne til at lægge det ene fortællelag oven i det andet. Som når han f.eks. udtrykker fiktionens egen, indre tvivl i en sætning som: ’Til sidst begyndte bønderne at tvivle på, at Jernmanden overhovedet havde været der.’

I alle disse metalag knirker og knaser hans fortælling med største vellyst. Og tilskuerne glider efterhånden ind i den kropslogik, hvor alle knogler er lavet af metal, og alle led er skruer og bolte – og hvor olie vækker mere begejstring end vand. Og hvor øjnene spejler sig i jernmandens jernøjne, der til sidst blev lykkeblå… Også selv om det krævede et møde med endnu et væsen fra det ydre rum – en drage, der var så stor, at ’dens tunge var længere end den Transsibiriske Jernbane’.

Så nej. Det er næppe et tilfælde, at barnet i fortællingen hed Henrik. Antagelig hedder han Paludan til efternavn. Men sig det ikke til Jernmanden.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.