Af: Kirsten Dahl

11. december 2008

Filosofisk-scenisk ordundersøgelseseksperiment

Asterions Hus fattes ikke mod til eksperimenter. I umage enaktere gennempløjer og analyserer teatret ordet 'måske'. Med udsigt til badekåbeskænderier, romersk sorrigfulde togaklædte enker, dinglende soldater med mere bliver man scenisk fordret og intellektuelt udfordret af tekster, som umiddelbart placerer sig mellem begavet tale og det rene nonsens.

‘Måske” er meterhøje bogstaver som lyser medietjekket og reklameagtigt op på bagvæggen med bud på oversættelser. ‘Måske’ er høj musik, som blæser ud over scenekanten. ‘Måske’ er tre skuespillere, som gennemspiller de enaktere, som de der køber forestillingen har valgt ud i en buket af flere mulige. ‘Måske’ kaster ‘hvad vil I se? -valgmuligheder ud til publikum.

‘Måske’ er sceneoptræden, som snor, vrangvender, spidder, bryder ind i, bygger udenpå og ovenpå den kendte virkelighed og på i forvejen kendt dramatisk lekture. ‘Måske’ er volapyk-mimiske 2008-hverdagsmorgenscener med slåbrok, kaffe, skænderi og jalousi. Speedet teater spundet over græske dramaer og storladne togaklædte scenerier skåret over romersk læst. Det er en skuespiller som kurer fra den ene ende til den anden i en trekantet formskal mens hans fyrer en selvhøjtidelig ordflom af. Det er tre skuespillere som mundhugges om, hvad de skal fylde scenen ud med. Det er en kvinde, som danser udfordrende foran en malerisk scenografi. Det er plastikposer, som danser tvært over scenen. Det er to kvinder, en ung og en gammel, som falder i et hul for ikke nødvendigvis begge to eller nogen af dem at blive reddet af tre fugleskræmsellignende soldater, en levende som trasker ind på omvendte gulvspande og to mandsstore dukker som dinglende flankerer ham på hver side.

Dybt vand

‘Måske’ er et eksperiment. Asterions Hus er hoppet ud på dybt vand med noget anderledes nyt. De udbyder en række små enaktere, som på meget forskellig formmæssig og filosofisk vis undersøger mulige betydninger af det uudgrundelige ord ‘måske’. Køber vælger selv, hvor mange og hvilke enaktere man inden for en ramme på en forestillingstid mellem en time og halvanden vil have. Undervejs bliver publikum bedt om at vælge, hvilken version af nogle af enakterne, som man vil se (om der skal trykkes på den grønne eller røde lygte i et Storm P-apparatur som trilles ind). Og udover selve forestillingen tilbyder teatret via sin hjemmeside mange forskellige indgange til at behandle og interagere med dilemmaet ‘måske’.

Ung omdrejningshøjde

Peter Kirk har med input fra Jaques S. Matthiesen, Lotte Faarup, Lene Vestergård, Emil Hansen, Dirck Backer, Basse Dam m.fl. begået en række tekster, hvoraf flere synes at placerer sig i grænselandet mellem kompleks abstrakt tænkning og ‘det rene volapyk’. Anderledes og udfordrende i al fald.

Og på en scene som kun sparsomt møbleres springer Tilde Knudsen, Martin Ammundsen og Peter Kirk så behændigt mellem fortidstirader, nutidstale og sort snak. De bugter sig kropsligt ud af og ind i de forskellige enaktere. Og de henvender sig udfordrende og konfronterende til publikum med dette stykke abrupte og vanebrydende teater, som ret beset egentlig ikke ligger så langt fra de unges egen multitaskende og zappende måde at navigere rundt i medierne på.

Hatten af for forsøget på at komme på omdrejningshøjde med et medietilbud som udfordrer de unge. Når ‘Måske’ ikke får fem stjerner, men fire store, skyldes det altså ikke konceptet og skuespillernes udførelse, men det forhold at forestillingen ikke synes helt at have fundet sin rytme. Et flow der løfter og virker fuldstændigt overbevisende.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.