Fiktionens store styrke

Et mørkt rum, to fængselsbetjente på hver sin side af et fængsel af tremmer, hvor en spinkel pige sidder fanget i lyset fra en spot. 

Det er den enkle ramme om 'Den første dråbe blod', der er en forestilling om et dybt kompliceret forløb, som har givet en teenagepige en dom på otte år. Historien fortælles baglæns, og det sker med en troværdighed, der lever i sin egen ret i et dramatisk velfungerende forløb, som uden unødig forenkling gør svære spørgsmål overskuelige for publikum.   

Langt henne i forestillingen faldt det mig ind, at jeg ikke havde skænket forlægget for forestillingen mange tanker undervejs. Jeg har som journalist skrevet om den såkaldte Kundby-pige, der som den første i Danmark fik en lang fængselsdom for konkrete planer om terrorbomber og drab. Men Fair Play har ikke skabt et dokudrama, og et godt kendskab til sagens forløb giver heller ikke automatisk lyst til at føre tjekliste over forestillingens faktuelle indhold. 

Det, man oplever, er åbenlyst fiktion. Det er historien om en teenagepige, der søger kærlighed og tryghed, men som oplever at blive flyttet fra sted til sted af en mor, der først alt for sent opdager, at opfyldelsen af hendes egne behov har uhyrlige konsekvenser for hendes datter. 

Det er pigen, der betaler prisen for morens uheldige valg af en mænd. Stedfaren har, uden at det direkte bliver sagt,  et usundt forhold eller det, der er værre, til pigen. Det medfører ikke kun et kaotisk familieliv, men også et fatalt fravær af morens opmærksomhed og omsorg.

En viljefast teenager

Pernille Albæk Andersen forsvarer indfølt rollen som moderen, der er en uselvstændig og følelsesmæssig hjælpeløs person. Men som ikke er umulig i hvert fald delvis at identificere sig med. Fremfor et afstumpet uhyre, der alt for nemt kunne afvises som et ekstremt tilfælde uden rod i den verden, som de fleste danskere lever i og kender. 

Og netop genkendeligheden og modet til store følelser opleves som grundtonen i både manuskipt og iscenesættelse af 'Den første dråbe blod', der er fjernt fra al spekulation i sensation og kulørt underholdning. 

Charlotte Amalie Kehlet står på alle måder stærkt i sit spil som datteren, der efter hver flytning må starte forfra med at finde sig til rette på nye skoler og med nye venner, hun ved, hun kommer til at forlade igen. Hendes adrætte kropssprog og udtryksfulde blik fortæller lige så meget som ordene om vejen fra ensomhed, urimeligt omsorgssvigt fra både moren og det offentlige og en ulykkelig forelskelse til islamisme. 

Det er ikke en svag person, der står på scenen. Det er en utilpasset viljefast teenager, der ikke vil nøjes med at være ingen, men insisterer på at blive nogen, selv om det kræver blod.  

Som kemilæreren, der bliver pigens fortrolige, balancerer Bo Carlsson flot på knivsæggen mellem at være forstående og være omklamrende - for ikke at sige klam. Man tror på hans retlinede bekymring for sin elev, efterhånden som det står klart for ham, hvad hun har gang i. Hans indignation og harme er overbevisende, når han forgæves forsøg forklare, at Islamisk Stat og terrorbomber ikke kan forsvares som banal holdningsmæssig uenighed. Det gør samtidig hans politianmeldelse af pigen helt forståelig.

'Den første dråbe blod' bygger på en virkelig hændelse med en pige og en familie, der, når det kommer til stykket, heldigvis ikke ligner ret mange andre. Men, som alligevel har lighedspunkter nok til, at det giver mening at vise det negative potentiale i relationer, der hellere vil holde andre ude af deres fællesskaber fremfor at lukke dem ind. Dilemmaerne står i kø, men svarene får vi ikke i forestillingen, og det er dens og fiktionens store styrke.