DEBAT
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021
31-05-2021

Det Olske Orkester: Koncerten

'En pivfalsk komedie om menneskelig fiasko' lyder den muntre undertitel til 'Koncerten', hvor en flok fallerede musikere skaber kaos. Foto: Julie Forchhammer

Fiasko stråler af succes

29-04-2014
Man hopper glad og gerne med ud i den tumultariske, men stærkt meningsfyldte og komiske koncert.
FAKTA
Det Olske Orkester: Koncerten -

Manuskript og iscenesættelse: Lotte Faarup. Scenografi og kostumer: Julie Forchhammer. Musikalsk arrangement: Torben Snekkestad. Medvirkende: Øyvind Kirchhoff, Ole H. Christensen, Ditte Laumann, Andreas Dawe, Ragnhild Kaasgaard og Bo Larsen. Aldersgruppe: Fra 10 år. Set april 2014 på Københavns Musikteater (www.kobenhavnsmusikteater.dk), hvor forestillingen spiller til 4. maj. www.detolskeorkester.dk

En efter en kommer de ind og etablerer hver sin lilleverden med musikinstrumenter og forskelligt yndlingsgrej. Op af instrumentkasserne dukker forbløffende ting som kaffe med kage, øldåser i massevis og et halvt aportek med astmamedicin.

De er fem arketyper og amatørmusikere, der tilsyneladende ikke kan fordrage hinanden, men kun har ønsket om at spille musik tilfælles.

Den drøm bliver hurtigt jordet, da dirigenten hysterisk råbende og skrigende på fransk dukker op. Komisk lidende konstaterer han, at musikerne slet ikke magter at spille den aftalte musik. På en måde forstår man den latterlige mand og hans faglige stolthed, for fiaskoen er åbenlys. Men grinet vinder over medfølelsen, når hans fysik bryder sammen under orkestrets komplet ukrontrollable musiceren.  

Det Olske Orkester tør i den grad gå planken ud, og man hopper glad og gerne med på hovedet  ud i deres tumultariske, men stærkt meningsfyldte og komiske musikteater. Det lykkes, fordi  skuespillerne kan give typerne nuancer og fysisk power og faktisk kan spille på deres instrumenter. Der er tilpas styring på de tilsyneladende kiks til, at det bliver morsomt. Men der er også plads til en rystende flot nederlagets symbolik, der flår i nervetrådene.

Slagtøjsspiller Andres Dawe er orkestrets selvbestaltede holdleder og igangsætter med fascistiske karaktertræk. Der er kontant afregning med knockout, når noget går ham imod, og han synes ikke om at blive musikalsk excerseret med hårde, taktfaste dunk i ryggen. Dirigenten sendes for anden gang i gulvet med fuld musik, så de glade amatører kan slå sig løs på deres egne præmisser. Det kommer der ikke musik ud af - tværtimod.

Trækker i håndbremsen

Hver larmer med sit næb i en grotesk og voldsom voksenudgave af fri leg, hvor Ragnhild Kaarsgaard brillierer med en vildt roterende teske i en kaffekop. Men den nyvundne frihed bruges også til øjeblikkelig at opbygge en barrikade mod publikum og den øvrige omverden. Med kampråbet 'Jeg er fri' stables de fine musikinstrumenter hårdhændet op oven i klapstole, instrumentkasser, nodestativer og andet grej. Højdepunktet nås, når musikerne sejrsikkert stikker knytnæven i vejret i jubel over deres selvskabte kaos.

De går flere gange lige til grænsen – også smertegrænsen, for orkestrets vilde trutten og larmen gør ondt i ørerne. Men bedst som man er ved at tabe tråden og skuffet tror, at nu skrider det hele, nu ryger forestillingen i afgrunden, bliver der trukket i håndbremsen, såå samler alt sig flot igen og bliver til noget nervepirrende, underholdende nyt. Det foregår uden dikkedarer eller blide overgange, men det er til at forstå - også for store børn.

'Det virker ikke', konstaterer slagtøjsspilleren og kaster fiaskoen som diktator fra sig sammen med skråremmen med trommen. Forinden har vi lyttet til 'Partisansangen' fra 1920’ernes  sovjetiske oprørskampe mod den hvide armé. Diktatoren kan ikke true musikerne til fuldstændig at rette ind. I stedet vælger han instrumenterne fra det ene efter det andet. Men musikerne synger  falsk og med hjertet i halsen oplever man, hvordan den fabelagtig smukke kampsang langsomt og pinefuldt bringes til tavshed.

Her kunne historien og amatørorkestret slutte, men sådan går det ikke. Hellere spille dårligt, end slet ikke at spille, mener Bo Larsens absurde og fordrukne basunist. Hans banale visdom får straks den musikalske gejst – og livsgnisten tilbage i det lille orkester. Med krum hals og glitrende veste kaster de sig ud i en ny rolle som party-band, og de er noget bedre til bosanova-rytmer end det meddansende publikum.

Af: Randi K. Pedersen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Koncerten
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

23-10-2021

20-10-2021

15-10-2021

13-10-2021

11-10-2021

09-10-2021

07-10-2021

05-10-2021

04-10-2021

02-10-2021

01-10-2021

30-09-2021

29-09-2021

27-09-2021

25-09-2021

24-09-2021

23-09-2021

22-09-2021

20-09-2021

19-09-2021

17-09-2021

15-09-2021

14-09-2021

13-09-2021

12-09-2021

11-09-2021

10-09-2021

09-09-2021

08-09-2021

07-09-2021

06-09-2021

04-09-2021

03-09-2021

01-09-2021

30-08-2021

27-08-2021

25-08-2021

23-08-2021

20-08-2021

18-08-2021

Flere anmeldelser