DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Det Olske Orkester: Koncerten

'En pivfalsk komedie om menneskelig fiasko' lyder den muntre undertitel til 'Koncerten', hvor en flok fallerede musikere skaber kaos. Foto: Julie Forchhammer

Fiasko stråler af succes

29-04-2014
Man hopper glad og gerne med ud i den tumultariske, men stærkt meningsfyldte og komiske koncert.
FAKTA
Det Olske Orkester: Koncerten -

Manuskript og iscenesættelse: Lotte Faarup. Scenografi og kostumer: Julie Forchhammer. Musikalsk arrangement: Torben Snekkestad. Medvirkende: Øyvind Kirchhoff, Ole H. Christensen, Ditte Laumann, Andreas Dawe, Ragnhild Kaasgaard og Bo Larsen. Aldersgruppe: Fra 10 år. Set april 2014 på Københavns Musikteater (www.kobenhavnsmusikteater.dk), hvor forestillingen spiller til 4. maj. www.detolskeorkester.dk

En efter en kommer de ind og etablerer hver sin lilleverden med musikinstrumenter og forskelligt yndlingsgrej. Op af instrumentkasserne dukker forbløffende ting som kaffe med kage, øldåser i massevis og et halvt aportek med astmamedicin.

De er fem arketyper og amatørmusikere, der tilsyneladende ikke kan fordrage hinanden, men kun har ønsket om at spille musik tilfælles.

Den drøm bliver hurtigt jordet, da dirigenten hysterisk råbende og skrigende på fransk dukker op. Komisk lidende konstaterer han, at musikerne slet ikke magter at spille den aftalte musik. På en måde forstår man den latterlige mand og hans faglige stolthed, for fiaskoen er åbenlys. Men grinet vinder over medfølelsen, når hans fysik bryder sammen under orkestrets komplet ukrontrollable musiceren.  

Det Olske Orkester tør i den grad gå planken ud, og man hopper glad og gerne med på hovedet  ud i deres tumultariske, men stærkt meningsfyldte og komiske musikteater. Det lykkes, fordi  skuespillerne kan give typerne nuancer og fysisk power og faktisk kan spille på deres instrumenter. Der er tilpas styring på de tilsyneladende kiks til, at det bliver morsomt. Men der er også plads til en rystende flot nederlagets symbolik, der flår i nervetrådene.

Slagtøjsspiller Andres Dawe er orkestrets selvbestaltede holdleder og igangsætter med fascistiske karaktertræk. Der er kontant afregning med knockout, når noget går ham imod, og han synes ikke om at blive musikalsk excerseret med hårde, taktfaste dunk i ryggen. Dirigenten sendes for anden gang i gulvet med fuld musik, så de glade amatører kan slå sig løs på deres egne præmisser. Det kommer der ikke musik ud af - tværtimod.

Trækker i håndbremsen

Hver larmer med sit næb i en grotesk og voldsom voksenudgave af fri leg, hvor Ragnhild Kaarsgaard brillierer med en vildt roterende teske i en kaffekop. Men den nyvundne frihed bruges også til øjeblikkelig at opbygge en barrikade mod publikum og den øvrige omverden. Med kampråbet 'Jeg er fri' stables de fine musikinstrumenter hårdhændet op oven i klapstole, instrumentkasser, nodestativer og andet grej. Højdepunktet nås, når musikerne sejrsikkert stikker knytnæven i vejret i jubel over deres selvskabte kaos.

De går flere gange lige til grænsen – også smertegrænsen, for orkestrets vilde trutten og larmen gør ondt i ørerne. Men bedst som man er ved at tabe tråden og skuffet tror, at nu skrider det hele, nu ryger forestillingen i afgrunden, bliver der trukket i håndbremsen, såå samler alt sig flot igen og bliver til noget nervepirrende, underholdende nyt. Det foregår uden dikkedarer eller blide overgange, men det er til at forstå - også for store børn.

'Det virker ikke', konstaterer slagtøjsspilleren og kaster fiaskoen som diktator fra sig sammen med skråremmen med trommen. Forinden har vi lyttet til 'Partisansangen' fra 1920’ernes  sovjetiske oprørskampe mod den hvide armé. Diktatoren kan ikke true musikerne til fuldstændig at rette ind. I stedet vælger han instrumenterne fra det ene efter det andet. Men musikerne synger  falsk og med hjertet i halsen oplever man, hvordan den fabelagtig smukke kampsang langsomt og pinefuldt bringes til tavshed.

Her kunne historien og amatørorkestret slutte, men sådan går det ikke. Hellere spille dårligt, end slet ikke at spille, mener Bo Larsens absurde og fordrukne basunist. Hans banale visdom får straks den musikalske gejst – og livsgnisten tilbage i det lille orkester. Med krum hals og glitrende veste kaster de sig ud i en ny rolle som party-band, og de er noget bedre til bosanova-rytmer end det meddansende publikum.

Af: Randi K. Pedersen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Koncerten
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

Flere anmeldelser