Af: Randi K. Pedersen

29. april 2014

Fiasko stråler af succes

Man hopper glad og gerne med ud i den tumultariske, men stærkt meningsfyldte og komiske koncert.

En efter en kommer de ind og etablerer hver sin lilleverden med musikinstrumenter og forskelligt yndlingsgrej. Op af instrumentkasserne dukker forbløffende ting som kaffe med kage, øldåser i massevis og et halvt aportek med astmamedicin.

De er fem arketyper og amatørmusikere, der tilsyneladende ikke kan fordrage hinanden, men kun har ønsket om at spille musik tilfælles.

Den drøm bliver hurtigt jordet, da dirigenten hysterisk råbende og skrigende på fransk dukker op. Komisk lidende konstaterer han, at musikerne slet ikke magter at spille den aftalte musik. På en måde forstår man den latterlige mand og hans faglige stolthed, for fiaskoen er åbenlys. Men grinet vinder over medfølelsen, når hans fysik bryder sammen under orkestrets komplet ukrontrollable musiceren.  

Det Olske Orkester tør i den grad gå planken ud, og man hopper glad og gerne med på hovedet  ud i deres tumultariske, men stærkt meningsfyldte og komiske musikteater. Det lykkes, fordi  skuespillerne kan give typerne nuancer og fysisk power og faktisk kan spille på deres instrumenter. Der er tilpas styring på de tilsyneladende kiks til, at det bliver morsomt. Men der er også plads til en rystende flot nederlagets symbolik, der flår i nervetrådene.

Slagtøjsspiller Andres Dawe er orkestrets selvbestaltede holdleder og igangsætter med fascistiske karaktertræk. Der er kontant afregning med knockout, når noget går ham imod, og han synes ikke om at blive musikalsk excerseret med hårde, taktfaste dunk i ryggen. Dirigenten sendes for anden gang i gulvet med fuld musik, så de glade amatører kan slå sig løs på deres egne præmisser. Det kommer der ikke musik ud af – tværtimod.

Trækker i håndbremsen

Hver larmer med sit næb i en grotesk og voldsom voksenudgave af fri leg, hvor Ragnhild Kaarsgaard brillierer med en vildt roterende teske i en kaffekop. Men den nyvundne frihed bruges også til øjeblikkelig at opbygge en barrikade mod publikum og den øvrige omverden. Med kampråbet 'Jeg er fri' stables de fine musikinstrumenter hårdhændet op oven i klapstole, instrumentkasser, nodestativer og andet grej. Højdepunktet nås, når musikerne sejrsikkert stikker knytnæven i vejret i jubel over deres selvskabte kaos.

De går flere gange lige til grænsen – også smertegrænsen, for orkestrets vilde trutten og larmen gør ondt i ørerne. Men bedst som man er ved at tabe tråden og skuffet tror, at nu skrider det hele, nu ryger forestillingen i afgrunden, bliver der trukket i håndbremsen, såå samler alt sig flot igen og bliver til noget nervepirrende, underholdende nyt. Det foregår uden dikkedarer eller blide overgange, men det er til at forstå – også for store børn.

'Det virker ikke', konstaterer slagtøjsspilleren og kaster fiaskoen som diktator fra sig sammen med skråremmen med trommen. Forinden har vi lyttet til 'Partisansangen' fra 1920’ernes  sovjetiske oprørskampe mod den hvide armé. Diktatoren kan ikke true musikerne til fuldstændig at rette ind. I stedet vælger han instrumenterne fra det ene efter det andet. Men musikerne synger  falsk og med hjertet i halsen oplever man, hvordan den fabelagtig smukke kampsang langsomt og pinefuldt bringes til tavshed.

Her kunne historien og amatørorkestret slutte, men sådan går det ikke. Hellere spille dårligt, end slet ikke at spille, mener Bo Larsens absurde og fordrukne basunist. Hans banale visdom får straks den musikalske gejst – og livsgnisten tilbage i det lille orkester. Med krum hals og glitrende veste kaster de sig ud i en ny rolle som party-band, og de er noget bedre til bosanova-rytmer end det meddansende publikum.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.