4. juni 2012

Festival tager form

Horsens Børneteaterfestival, der siden festivalen sidste år i september har skiftet navn til ’Horsens Teaterfestival – scenekunst for børn og unge’, er ved at have dette års festivalprogram på plads.

Fra 14.-16. september 2012 vil man således ganske gratis kunne stifte bekendtskab med omkring 40 forestillinger for børn og unge, inkl. tre internationale gæstespil.

Og trods navneskiftet beholder festivalen sin behagelige placering midt i Horsens – med gåafstand mellem de enkelte spillesteder.

Billetbestilling for formidlere starter i år 19. juni, mens børnefamilier, unge og andre interesserede kan bestille billetter fra 19. august. Selve billetudleveringen finder sted fra  Horsens Ny Teater fra torsdag 13. september.


Også dette års faglige forum, der finder sted fredag 14. september, er på plads. Inspirationsdagen består bl.a. af en workshop om Visual Thinking Strategies med Monica Langelund, der er konsulent i æstetiske læreprocesser og driver Legefakultetet. Og et oplæg om ’Menneskefabrikken’ fra forfatter, radiovært m.v. Knud Romer.

Man kan allerede nu se navnene på de deltagende teatre og forestillinger, læse mere om den faglige inspirationsdag og læse meget mere om billetbestilling m.v. på festivalens hjemmeside, der løbende bliver opdateret.

www.horsensteaterfestival.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne