3. september 2017

Festival of Wonder starter billetsalg 4. september

Mens programmet til den internationale festival for dukke-, objekt- og visuelt teater i Silkeborg 9.-12. november blev lanceret 15. august, er det fra mandag kl. 10,00 muligt til at bestille billetter til de mange forestillinger og events under Festival of Wonder.

Temaet for 2017-festivalen er 'Animationsteater og levende musik på tværs af grænser', og i  årets program finder man – udover 19 teatre fra Danmark – teatre fra Frankrig, Canada, Holland, Tjekkiet, Israel, Tyskland og Norge.

Og med workshops, udstillinger, film, backstage-arrangementer og foredrag m.v. er Festival of Wonder 2017 vært for omkring 100 events, der stort set alle afvikles på centrale spillesteder i midtby og omkring Papirfabrikken.

Se hele programmet med info om billetbestilling m.v. på www.festivalofwonder.dk

 ***

Festivalen blev i øvrigt i maj måned tildelt EFFE-logoet, der angiver at der er tale om en 'bemærkelsesværdig festival' – dette label har i øvrigt også bl.a. Aprilfestivalen og Passage-festivalen i Helsingør og det deles med over 700 europæiske festivaler.

Ekstra spændende for Festival of Wonder er dog, at man er blandt de 26 nominerede til mærkatet 'Europas bedste festival' – og afsløring af prisen finder sted i Bruxelles 18. september, hvor festivalens leder, Ulla Dengsøe, er inviteret med.

(Billedet: Dukke og dukkefører i flyvende stil – fra 'Bastard' med det hollandsk-brasilianske Duda Paiva Company, der er et af tilbuddene på Festival of Wonder. PR-foto)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne