DEBAT
10-09-2019
07-09-2019
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
Der er tradition for godt vejr, adskillige udendørs forestillinger og mange tilskuere på festivalen, der nu hedder Horsens Teaterfestival. Her er Dansk Rakkerpak i aktion på gågaden i Horsens i 2010. Teatret er også med i år sammen med 34 andre danske børne- og ungdomsteatre samt tre internationale gæstespil. Foto: Søren K. Kløft

Festival a la Horsens

03-09-2012
Horsens Teaterfestival har skiftet navn, men er stadig et velorganiseret weekendarrangement med fokus på formidlerpleje og kvalitet i de udvalgte forestillinger. Med omkring 35 forskellige forestillinger plus et par internationale gæstespil og et kompakt spillestedsområde er festivalen overskuelig og publikumsvenlig. Men opfattes også som lidt af en lukket fest af de børneteatre, der aldrig bliver inviteret. Til gengæld er der fra 14.-16. september åbent hus og gratis billetter til alle, der vil se scenekunst for børn og unge.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Følgende forestillinger på årets festival i Horsens er allerede blevet anmeldt her på portalen (kan bl.a. findes via Søg-funktionen):

Barkentins Teater/Nordkraft: Mellem Mad

Dansk Rakkerpak: The Ildsjæl in the Classroom

De Røde Heste: Natten

Det Fortællende Teater: Holger

Det Kommende Teater: Helt udenfor

Det Olske Orkester: Det store spring

Fabelkompagniet: Den skønne Finist-falk

Folketeatret: Goebbels’ time

Gruppe 38: Jeg er ikke bange for noget*

Hvid Støj Sceneproduktion: tanke(RUM)

Limfjordsteatret: Lettere end mig

Meridiano Teatret: Al tid i verden

Musikteatret SAUM: Mørkebarnet

Randers EgnsTeater: Det er ganske vist

Tali Razga/Gazart: Blåt

Teater 2Tusind: Gullivers rejser

Teater Hund: Der var engang en virkelighed

Teater Kriskat: Jeg skal nok finde den

Teater My: Små skridt

Teater O/Nørregaards Teater: 360 grader

Teater Patrasket: Og så vågnede jeg

Teater Refleksion: Skabelse*

Teater TT: Drøm

Teater Vestvolden: En kliche

Teatret Møllen: Claras krig

Teatret Månegøgl: Rod i kunsten

Teatret Nordkraft/Teatret Møllen: Linedanseren

Teatret Patrasket: Bjørnen som spurgte hvorfor

Teatret st.tv./Nørregaards Teater: Jeg mig fuck dig

Uppercut Danseteater: Discovery (del af ’Atlas’)

Aaben Dans: Igen

* Forventes at blive anmeldt op til festivalen

---

Se hele programmet inkl. spilletidspunkter og –steder på www.horsensteaterfestival.dk

Mange turnerende børneteatre klager over  faldende salg til skoler, institutioner og biblioteker  - og der er en udbredt fornemmelse af, at det udover generel økonomisk krise og  lavvande i kommunekasserne også skyldes, at der er færre formidlere/arrangører på banen.

Også derfor er de to store festivaler med deres indbyggede fokus på formidlerpleje fortsat vigtige for teatrene som salgsmesse (se også artiklen ’Festivalen sælger stadig!’).

Og mens mange teatre klager over, at den megastore april-festival har for mange forestillinger til for få formidlere, er der anderledes tilfredshed at spore hos flere af de udvalgte teatre, der deltager i den årlige Horsens-festival i september, som med sit meget mindre, kvalitetsorienterede program på et kompakt spillestedsområde kan tilbyde mere ideelle forhold for både teatre og formidlere.

Med et program på cirka 35 forskellige forestillinger og omkring 100 opførelser, fordelt på div. aldersgrupperinger og genrer og udvalgt af et særligt dramaturgiat, er Horsens Teaterfestival da også mindre end en femtedel af april-festivalen, der til gengæld er åben for alle refusionsgodkendte forestillinger og således naturligvis kommer til at strække diversiteten og kvalitetsspektret til det yderste.

Flere formidlere pr. forestilling

Der er i hvert fald ikke tvivl hos Peter ’Sille’ Seligmann fra Teater2Tusind om fordelen af at være blandt de udvalgte teatre til Horsens-festivalen.

Han erklærer, at han sælger flere forestillinger her end på april-festivalen, der som salgssted slet ikke har nogen betydning for hans teater længere, men hvor han kommer af ’teaterpolitiske og kollegiale grunde’.

»Horsens-festivalen er p.t. et bedre udstillingsvindue for os, hvor vi måske kan sælge op til en snes forestillinger, mens der næsten intet salg er for os på den store festival,« siger Peter Seligmann, der begrunder det i den mere ’kompakte’ formidlertilstedeværelse.

»Min fornemmelse er, at der er væsentligt flere formidlere til forestillinger i Horsens end april-festivalen.« 

Og det giver tallene ham ret i, når man ser på det forventede antal formidlere i Horsens – ca. 200 if. festivalkoordinator Stine Kamstrup Knudsen - mod de registrerede 350 formidlere til Festival 2012 i Ringsted og Sorø. Og med forskellen i præsenterede forestillinger på ca. 35 mod ca. 190...

Savner kvalitetsdiskussionerne

Nu skal det med, at Peter Seligmann ikke just er en uvildig repræsentant for de turnerende danske børneteatre i denne historie.

Han blev nemlig medlem af Horsens Teaterfestivals dramaturgiat efter festivalen i september 2010 og er således med til at udpege kandidater til  festivalens forestillinger sammen med de tre øvrige i dramaturgiatet – Bodil Alling (leder af Gruppe 38), Stephan Pollner (leder af Teater Vestvolden) og Jane Rasch (dramaturg og bl.a. projektleder for DramatikerVæksthusene).

En af grundene til, at han har sagt ja-tak til tjansen, er det rent teaterfaglige aspekt:

»Jeg synes, at det er sjovt at snakke teater og diskutere forestillinger med kvalificerede folk. Det er de faglige diskussioner, der er givende i dette arbejde,« siger Peter Seligmann, der gerne vil have genoplivet kvalitetsdiskussionerne mellem teatrene – som det bl.a. foregik på april-festivalerne i gamle dage.

»Det pudsige er jo, at vi stadig kan rejse rundt i udlandet og lave  seminarer om kvalitetsbørneteater, flere år efter at vi selv har droppet vores kvalitetskriterie-modeller,« siger Peter Seligmann, der i øvrigt også i sin tid har været medlem af BørneTeaterSammenslutningens interne kvalitetsudvalg, der diskuterede med og rådgav interesserede medlemsteatre.

Svært at nå op på 35 forestillinger

Peter Seligmann har selv to forestillinger med på dette års festival – hvor også Gruppe 38 og Vestvolden er repræsenteret med forestillinger. Dramaturgiatsmedlemmerne erklærer sig selvfølgelig inhabile, når det kommer til udvælgelsen af deres egne forestillinger – som   ikke er sikret automatisk deltagelse, men får lov at indgå på lige fod med de øvrige kandidater.

 »Men det er faktisk sådan, at det kan være svært at udvælge 35 forestillinger! Så de sidste syv-otte stykker bliver taget fra puljen, hvor vi ikke forlods var enige om nødvendigheden eller kvaliteten af lige netop den forestilling,« fortæller han om arbejdet i dramaturgiatet, hvor medlemmerne samlet ser langt over 100 forestillinger årligt.

»Reglerne er, at vi skal være enige og at mindst to skal have set en forestilling til brug for Horsens. Der er tit uenighed, men vi snakker os til rette. Og selvom det er os i dramaturgiatet, der indstiller, er det formelt Stine som festivalkoordinator, der står for den endelige udvælgelse, for det afhænger jo også af praktiske og økonomiske forhold,« siger Peter Seligmann.

Med Horsens-brillen på

Peter Seligmann er helt klar over, at han og de andre i dramaturgiatet bliver kritiseret for indspisthed, og at det kan være både salgsmæssigt og kunstnerisk sårbart for teatre aldrig at blive inviteret med til festivalen i Horsens.

Fra nogle teatre er modstanden over for Horsens som en ’lukket klub’, der dyrker ’allerede vedtagne smagsparametre’ og følgelig ikke er særligt udviklende for branchen, særdeles åbenhjertig, men festivalkoordinator Stine Kamstrup Knudsen, der i år er i gang med sin tredje Horsens-festival, hører kun sjældent selv kritiske pip, når hun er omkring i miljøet.

»De par år jeg har været her, har jeg oplevet meget positiv respons både før, under og efter festivalerne.  Jeg hører fra mange teatre, men i langt overvejende grad er det teatre, der gerne vil spille på festivalen, der sender information om forestillinger og spilletidspunkter. Og jeg synes, det er rigtig godt, at nye teatre på den måde gør opmærksom på sig selv,« siger Stine Kamstrup Knudsen, der også er glad for samarbejdet med dramaturgiatet.

»Det er nogle dygtige og engagerede mennesker, der sidder – og gennem tiden har siddet - i dramaturgiatet. De gør et stort stykke arbejde med at se forestillinger og kommer rigtig meget omkring, selvom de naturligvis – og af gode grunde – ikke kan nå at se alt. Desværre har vi jo ikke uendelige mængder af tid til rådighed, men vi stræber efter at have tid nok til at snakke forestillinger igennem og forholde os fagligt til dem. Hvor dramaturgiatet måske primært forholder sig til de enkelte forestillinger, bliver min egen rolle oftest den mere overordnede, der holder styr på, om vi får dækket alle aldersgrupper, præsenterer noget spritnyt, forskellige genrer, noget til gaden osv. Ligesom jeg naturligvis også har Horsens-brillen på. Festivalen er jo på en og samme tid en salgsplatform og en kulturmanifestation i byen.«

Den historiske dimension

Festivalens nuværende størrelse og indhold er i øvrigt et resultat af den løbende omkalfatring, der har fundet sted, siden arrangørerne – Horsens Kommune – fra 2006 besluttede sig for en revision af en festival, der havde vokset sig for stor. I den forbindelse røg også en hidtil eksisterende deltagerret for alle teatre fra BørneTeaterSammenslutningen (BTS), mens man altså indførte en kurateret festival for inviterede teatre. Til stor fortrydelse for og blandt BTS’ teatre, der ikke længere automatisk kunne deltage i Horsens-festivalen.

Siden har bølgerne lagt sig, en helt ny festival-ledelse har taget over - og festivalen selv fundet sin egen form, hvor der sker en stadig udskiftning af teatre og forestillinger fra år til år. 

»Det er jo ikke absolutte størrelser. Der er både teatre, der har forestilling med i år, som ikke har haft det de sidste par år, og omvendt teatre som har haft forestillinger med sidste eller forrige år, men ikke har det i år. Det er jo forestillinger, vi kigger på og forholder os til – og ikke teatre,« siger Stine Kamstrup Knudsen, der bemærker, at der også deltager mange teaterfolk i festivalen, selvom de ikke nødvendigvis har forestillinger med selv.

Gang i billetsalget

Stine Kamstrup Knudsen har også noteret sig snakken om færre formidlere og faldende salgstal, men melder hus forbi, når det gælder arrangørernes indtog til Horsens-festivalen i år.

»Antallet af formidlere tegner til at blive nogenlunde det samme som de sidste par år. Vi er lidt bagud med registrering af formidlerne, der har bestilt billetter, men sådan skuet ud over rækken af de bestilte billetter, så ser det ud til at matche sidste år. Antallet ligger et eller andet sted på den gode side af 200. Antallet af formidlere er ikke gået ned her de sidste par år, tværtimod, men jeg skal ikke kunne sige, om de har færre midler at købe teater for,« lyder det fra festivalkoordinatoren, der lige nu har travlt med at få de sidste brikker på plads, inden festivalen går i gang 14. september.

Og billetsalget er som vanligt gået fint.

»Der har været godt gang i billettelefonerne, både da billetbestillingen var forbeholdt formidlere – og også nu hvor Horsens-publikummet er ved at bestille. Traditionen tror forsvinder billetter til småbørnsforestillingerne meget hurtigt, men i år har der også helt fra start været efterspørgsel på ungdomsforestillingerne. Det hænger sikkert sammen med flere ting - sidste års unge anmeldere, et anmelder-projekt med et af byens gymnasier og navneskiftet fra ’Børneteaterfestival’ til ’Teaterfestival’ med undertitlen ’scenekunst for børn og unge’. Der er ingen tvivl om, at navneskiftet gør det lettere for os at kommunikere med de unge,« siger Stine Kamstrup Knudsen.

Udvidet festival

Årets festival – der altså for første gang afvikles under det nye navn, Horsens Teaterfestival – afvikles fra 14.-16. september. Dog med en ’tyvstart’ torsdag aften, hvor Liminal DK spiller ’Jagten på et plot’, der er en vandreforestilling skabt specielt til det tidligere Horsens Statsfængsel.

Også på den anden side af weekenden er der ekstraordinære aktiviteter i år, idet der mandag den 17. september kl. 10-17 afholdes en workshop om det at skabe, udvikle og lede festivaler. ’Building Better Festivals’ hedder arrangementet, der ledes af Paul Gudgin, tidligere leder af Edinburg Festival Fringe. Det kan man læse mere om på festivalens hjemmeside, www.horsensteaterfestival.dk

Her er der også information om billetter, program og andre aktiviteter. Vil man læse faglige vurderinger af de enkelte forestillinger udover programmet, er langt de fleste af festivalens 35 danske forestillinger allerede anmeldt her på portalen (se faktaboks).

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Festival a la Horsens
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

30-11-2018
 

25-11-2018
 

21-11-2018
 

17-11-2018
 

13-11-2018
 

09-11-2018
 

Flere anmeldelser