DEBAT
10-09-2019
07-09-2019
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
Sidste år var den store aprilfestival i Ringsted og Sorø - og der var som vanlig fuld gang i billetudleveringen til de gratis kulturglæder. I år tager festivalen til Morsø, Thisted og Skive kommuner, mens 2014-festivalen p.t. tegner usikker, efter at Frederikssund Kommune trak sig. De får så festivalen i 2015, mens der tilsyneladende er mulighed for en forkortet udgave af festival i København NV i 2014... Foto: Søren K. Kløft

Festival i farezonen

14-02-2013
Mens forberedelserne til Festival 2013 i april på Mors er i fuld gang, hænger næste års ugelange festival i en tynd tråd, fordi den oprindelige værtskommune med kort varsel har valgt at skubbe sit værtskab et år. Lige nu går scenarierne fra helt at aflyse Festival 2014 til at gennemføre en forkortet festival i København NV - med mindre en alternativ værtskommune pludselig melder sig på banen...
Af: Carsten Jensen
FAKTA

- Teatercentrum har arrangeret de store gratis festivaler siden 1971 i Herning - hvor festivalen ikke var så stor (15 teatre, 25 forestillinger, 32 opførelser), kun fandt sted i weekenden og i øvrigt i efteråret (6.-7. november 1971).

- Først i 1978 i Odense blev festivalen afviklet i april og som en ugefestival (25 teatre, 46 forestillinger, 120 opførelser).

- Festival 2013 afvikles fra 14.-21. april 2013 i Morsø, Thisted og Skive kommuner

- Festival 2014 afvikles muligvis i København NV - og som en weekendfestival

- Festival 2015 forventes at blive i Frederikssund

- Festival 2016 forventes at blive på Frederiksberg

- Festival 2017 forventes at blive i Sønderborg

Se mere om festivalerne og Festival 2013 på www.aprilfestival.dk

Festival 2014 skulle have været i Frederikssund, men kommunen har efter nogen tids uafklarethed nu besluttet, at der ikke er plads i budgettet eller kalenderen før i 2015. Her havde Vejle Kommune ellers fortrinsret, men de har pludselig valgt at droppe deres kandidatur - lidt forunderligt efter at de spurgte om værtskabet helt tilbage i 2010 - hvorfor Frederikssund til gengæld nu helt officielt er vært for festivalen i 2015.

Men det efterlader festivalarrangørerne fra Teatercentrum  - og de turnerende børneteatre - i en slem kattepine, hvad angår festivalen  til næste år. Rigtig mange teatre bruger festivalen som en helt uundværlig salgsmesse for deres forestillinger, ligesom mange formidlere/arrangører bruger festivalen til at se det nye repertoire an. (Se artiklen 'Festivalen sælger stadig')

Det er også her de nye teatre fra vækstlaget og de mange projektteatre har mulighed for at møde både købere og kolleger.

Dertil kommer, at den årlige festival udover at fungere som en storstilet kulturel manifestation i et lokalområde traditionelt også trækker over 100 udenlandske gæster til, heriblandt mange festivalarrangører.

Tre scenarier

Henrik Køhler, sekretariatsleder på kompetencecentret Teatercentrum, der har arrangeret de store festivaler siden 1971, er selvsagt bekymret over udsigterne.

Normalt er festivalernes placering planlagt flere år frem i tiden, bl.a. fordi der ofte går en større lokalpolitisk proces forud for den endelige beslutning i byrådet, så aflysningen af 2014 er sket med meget kort varsel.

En festival koster p.t. omkring 4,2 mio. kr. - hvoraf staten refunderer halvdelen - og de penge plejer festivalværtskommunen selvfølgelig at udrede.

Med det pludseligt opståede hul i festivalkalenderen ser Henrik Køhler lige nu tre mulige scenerier:

1) Festival 2014 aflyses. Det betyder udover teatrenes salgsmesseproblemer også, at Teatercentrum må drosle voldsomt ned i et års tid og afskedige personale, idet den årlige festival selvsagt sluger mange ressourcer og arbejdstimer, der dækkes økonomisk ind via festivalbudgettet.

2) Festival 2014 reddes ved, at en anden kommune byder ind på hele festivalen. Da arbejdet med festivalen er i gang et par år før afviklingen - og intensiveres et halvt års tid før start - skal det ske rimelig hurtigt. Og med et kommunalvalg til efteråret og usikre lokalpolitiske prioriteter og økonomier er det næppe det mest sandsynlige resultat.

3) Festivalen afvikles i reduceret udgave med en weekenddel, hvor teatrene kan spille forestillinger og arrangørerne møde frem.

Sidstnævnte mulighed er lige nu den mest sandsynlige, idet der er store bestræbelser i gang for at gennemføre en eller anden udgave af Festival 2014 i København NV.

Her har man allerede fundet en mindre sum penge til formålet, ligesom man stadig har et håb om, at Københavns Kommune kan finde flere midler - og måske endog dække hele  budgettet til en festival af normal størrelse. For landets største kommune er en festivaløkonomi på et par millioner kroner trods alt i frimærkekasse-størrelse, men det handler som så meget andet også om politik og prioriteringer.

Hvad med en fondsfinansieret festival?!

Københavns Kommune vil jo i givet fald få halvdelen af de knap fire millioner kroner retur fra Kulturministeriet, og den refusion vil ikke finde sted ved et muligt fjerde scenarie, som dog endnu ikke er blevet afprøvet: En fuld eller delvist sponseret festival via fonde og andre private donationer.

Den form for festivaløkonomi er dog særdeles udbredt i andre lande, hvor man har et hav af sponsorater til at finansiere en festival, der derudover altid opererer med billetindtægter, hvor den store aprilfestival som bekendt tilbyder gratis adgang til samtlige forestillinger.

Hvor de små og store udenlandske børneteaterfestivaler ofte er en collage af firmalogoer m.v. på plakater, programmer og billetter m.v. - og enkelte ligefrem har taget navn efter hovedsponsoren - er den model altså ikke blevet brugt i denne sammenhæng.

Om en Bikuben-, Nordea- eller Augustinus-festival 2014 overhovedet er realistisk, er nok tvivlsomt, selvom fire millioner stadig er småpenge for de helt store fonde. Om større donationer til festivalen i givet fald kunne kanaliseres via kommunale institutioner og udløse den normale refusion, er en helt anden sag.

Gamle tiders berøringsangst i børneteatermiljøet over for erhvervsliv er der i hvert fald ikke længere...

Arbejdsgruppe i arbejdstøjet

Men lige nu er det mest sandsynlige udfald altså en festival i Københavns Nordvest-kvarter i april 2014.

Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) har ofte demonstreret, at hun har et godt øje til byens børne- og ungdomsteatre, og hun meldte straks ud, at hun kunne finde en kvart million kroner i en af sine kasser, hvis alt andet glipper.

Det vides ikke endnu, for en arbejdsgruppe blevet nedsat - og man har allerede nået at sende en ansøgning om en hel festival til Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune - som trods en relativ positiv indstilling alligevel anbefalede et nej, hvorefter annsøgningen blev afvist i Kultur- og Fritidsudvalget.

Her foreslog man dog, at der i stedet blev søgt penge i 'overførte midler' - den kasse, der rummer ikke brugte penge fra forrige regnskabsår. Herfra kan dog først ventes svar i maj, og realismen tilskriver, at det næppe bliver positivt, selvom der fjæler sig milliarder i denne kasse...

Håbet er selvfølgelig, at kommunen under alle omstændigheder finder nogle penge til det gode formål, selvom det ikke måtte blive til en hel festival.

Den helt store kommunale kulturaktør i København NV, Kultur Nord, er i hvert fald helt med på ideen. Det er Jan Lindboe, der som chef for Kultur Nord bl.a. står for kulturhuse og biblioteker i Nordvest og de omliggende Bispebjerg, Brønshøj og Husum - og han er både med i festival-arbejdsgruppen manden med den direkte kontakt til forvaltningen, og ham der kan trække i de rigtige tråde...

Batida giver en hånd

Andre midler kan såmænd komme fra NV's eget børneteater, Batida, der netop nu er i færd med at etablere projekt Teater Nordvest (se note), som de næste fire år skal spille 100 gratis forestillinger om året for områdets børn, unge og familier.

Pengene hertil, cirka en million årligt, kommer fra den aftale, som kommunen sidste år indgik med Batida om at levere teaterforestillinger. Aftalen indebærer, at Batida står for de 80 pct. af forestillingerne, mens de resterende 20 pct. skal være danske eller internationale forestillinger.

Batida har derfor tilbudt, at de 20 pct. af budgettet for 2014, svarende til ca. 200.000 kr., kan gå til festivalen.

»Det gør vi meget gerne for at hjælpe festivalen, også selvom vi lige nu har fuld gang i at etablere Teater Nordvest og godt kan frygte for det meget ekstra arbejde, vi vil få ved også at indgå i afviklingen af festivalen,« siger Søren Ovesen fra Batida.

Teatret og deres medlemmer er kendt for deres helhjertede engagement i allehånde aktiviteter, så hans frygt er givetvis berettiget: Batida vil være en væsentlig aktør i en festival i området.

Og den altid optimistiske Søren Ovesen tror da også på, at der kan skaffes flere midler til festivalen:

»Jeg vil vædde på, at man i hvert fald kan finde en million,« lyder det fra Søren Ovesen, der udover de allerede nævnte midler forestiller sig, at indkøbsbudgetter til børneteater blandt områdets arrangører kan tilflyde festivalen. Her findes bl.a. Dansekapellet, Sokkelundlille og altså Kultur Nord.

Dertil kommer en stor politisk - og økonomisk velvilje over for integrationsfremmende projekter i det multietniske NV, og her kan en børne- og ungdomsteaterfestival godt være med til at skabe liv og sammenhold...

Der mangler gode spillesteder

Søren Ovesen ser i virkeligheden det største problem for en hel eller reduceret festival i manglen på gode spillesteder. Vel har man BIBLIOTEKET på Rentemestervej, Dansekapellet, måske Grøndalsscentret - og Batidas eget teaterhus - men der er alligevel få af de større uddannelsesinstitutioner, skoler og sportshaller, som normalt udgør festivalens lokalemæssige grundlag.

En reduceret festival kan selvfølgelig i sig selv 'afhjælpe' det faktum, men ellers må man kigge lidt udover lokalområdets grænser, hvor faciliteter på Nørrebro m.v. måske kunne inddrages. Problemet her og med de eksisterende faciliteter i NV er selvfølgelig, at der vil blive meget transport til og fra de enkelte spillesteder.

Men lige nu og her gælder det som sagt allermest om overhovedet at få sikret en form for Festival 2014...

Kan det gøres anderledes?

Med en reduceret Festival 2014 som det mest sandsynlige resultat bliver det ikke første gang, at den store ugefestival bliver til en weekendfestival. Det skete seneste i 1999, hvor Odsherred reddede arrangementet, efter at Skive meldte fra. Også i 1993 i Aalborg og 1981 i Frederiksværk måtte festivalen afkortet pga. sene afbud og manglende økonomi, mens Randers - ikke mindst på forarbejde af Peter Westphael fra Randers Egnsteater - reddede festivalen i land i 2011, efter at Aalborg Kommune ret sent havde trukket sig.

På den baggrund kunne man spørge sekretariatsleder Henrik Køhler på Teatercentrum, hvad man eventuelt kan gøre bedre for at sikre sig mod de nervepirrende afbud fra festivalværter...

'Det er et game', siger Henrik Køhler og fortæller, at en festival-kontrakt i princippet skal underskrives mindst to år før festivalstart - men at det ikke altid sker pga.  lokalpolitiske/-økonomiske forhindringer..

Og hvad stiller man egentlig op, når/hvis en kommune løber fra en underskrevet kontrakt? Der bliver jo ikke nogen festival her, men en eventuel erstatning kan selvfølgelig bane vej for festival et andet sted. Denne økonomiske konfrontation har dog endnu aldrig fundet sted.

Henrik Køhler er trods den øjeblikkelige situation omkring Festival 2014 fortrøstningsfuld. Teatercentrum får nemlig hele tiden mange uformelle henvendelser omkring et muligt værtskab for festivalen, og han holder møder med alle interesserede og fortæller om vilkårene og proceduren for at få den store festival til en kommune.

»Og trods det aktuelle problem med 2014 er det mit klare indtryk, at der er kommet flere henvendelser efter kommunalreformen. Måske fordi kommunerne er blevet større og udgiften til en festival ikke er afskrækkende, måske fordi en aktiv børnekultur er skrevet ind i mange kommuners fokusplaner,« siger han.

Fremtidens festivaler i 2015, 2016 og 2017 ligger i princippet klar - omend der altså ikke er underskrevet nogle kontrakter endnu - og Henrik Køhler nævner i flæng henvendelser og dermed kommende muligheder på Vestfyn, Syddjurs og i Thy - mens Vejle måske også stadig er inde i billedet på længere sigt...

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Festival i farezonen
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

22-11-2014
 

16-11-2014
 

10-11-2014
 

03-11-2014
 

27-10-2014
 

20-10-2014
 

14-10-2014
 

07-10-2014
 

25-09-2014
 

22-09-2014
 

18-09-2014
 

11-09-2014
 

05-09-2014
 

22-08-2014
 

17-08-2014
 

13-08-2014
 

05-08-2014
 

23-06-2014
 

18-06-2014
 

11-06-2014
 

09-06-2014
 

03-06-2014
 

23-05-2014
 

19-05-2014
 

12-05-2014
 

07-05-2014
 

02-05-2014
 

29-04-2014
 

24-04-2014
 

18-04-2014
 

15-04-2014
 

08-04-2014
 

02-04-2014
 

27-03-2014
 

20-03-2014
 

14-03-2014
 

10-03-2014
 

07-03-2014
 

26-02-2014
 

17-02-2014
 

Flere anmeldelser