23. marts 2013

Festival 2013 gennemføres uanset lockout

Festival 2013 i Morsø, Thisted og Skive kommuner nærmer sig startdatoen 14. april 2013. Det samme gør en konflikstart mellem Kommunernes Landsforening (KL) og landets lærere efter de sidste dages tilsyneladende resultatløse forhandlinger.

KL's lockout træder i kraft 1. april, med mindre forligsmanden – som p.t. er en kvinde –  udsætter konflikten i 14 dage – hvilket altså i givet fald rammer lige ned i festivalen. Forligsmanden kan dog udsætte konflikten endnu 14 dage, hvis der kan skimtes tegn på en forhandlingsløsning – og så vil festivalen være vel overstået.

Meldingerne fra de lokale arrangører med finger på pulsen er, at festivalen skal gennemføres som planlagt både i selve ugen – med de mennesker, der er på skolerne, dvs. tjenestemandsansatte lærere og andet personale – og i weekenden, hvor det store offentlige program afvikles. En evt. lockout kan her påvirke antallet af fremmødte formidlere, hvoraf en stor del er lærere.

Ifølge Avisen.dk vil omkring 10.000 lærere af landets lærere – heraf ca. 8500 tjenestemænd – ikke være omfattet af en konflikt. De får så ansvaret for en halv million skolebørn i en konfliktperiode, hvilket ifølge formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, betyder, at der på mange skoler kun vil være tre-fire lærere tilstede.

Om der så kan ventes sympatiaktioner fra pedeller og andre vigtige nøglepersoner for festivalens afvikling rundt omkring på kommunernes skoler og institutioner, vides heller ikke.

Men lige nu krydser arrangører og teatre fingre for, at konflikten ikke får indflydelse på årets store festival.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne