I Samuel Becketts udødelige klassiker. ’Mens vi venter på Godot’. venter to vagabonder ved et nøgent træ i ingenmandsland. På Teater Nordkraft i ’På sporet’ venter to helt almindelige ualmindelige mænd på et tog på en lille togstation.
Becketts to vagabonder hedder Vladimir og Estragon (eller Didi og Gogo). I Aalborg hedder de bare A og B. Og det endda kun i manuskriptet (som til fornøjelig og lærerig læsning ligger på teatrets hjemmeside). På scenen er de to unavngivne mænd.
Det ikke navne-fastlagte er en pointe i begge stykker. Personerne er ikke tilstede i rummet som specifikke personer. De er der for at vise os to forskellige mennesketyper. To livsindstillinger. For at spejle en tilstand.
Substantiel tomsnak
I ’På Sporet’ er det en tilstand af at vente på livet og kærligheden. Her bliver A og B bragt sammen på en togstation en dag togene synes at være gået helt kaput. Eller rettere de strander på det, der i Filippa Berglunds velfungerende scenografi ligner en fortidsagtig og forenklet togstation med bænk, bom og halvtagsskur med dertilhørende fartplan. Samtidig med at det også er et herligt abstrakt landskab, hvor alt er pakket ind i avispapir og hvor drømmesyner og sære ting sker for begge de to strandede.
Lars Ditlev Johansen har begået en 'Beckett for både børn og voksne-inspireret'-tekst. En modig og flot dramatikerdebut. Med dejligt korte replikker og det ene skønne situationsspil efter det andet.
A og B er travlt beskæftiget med at lave absolut ingenting. Og dog. Ud af deres samtale om vejret, om sprogets mærkelighed og mange finesser, om døden og om to meget tiltrækkende dameben på en meget velduftende dame udfolder stykket en fin buket af livets mange valgsituationer. Ud af spil om de små tings valg springer fortællinger om livets betydning. Fortællinger om længsler og om glæder og smerte. Og det sker i et kosteligt skuespil.
Hønespil og host
Ernesto Piga Carbone er den slanke mand i gråt, der helst undgår overraskelser og Uffe Kristensen hans brunklædte kontrast. De to tørner sammen og afstemmer sig i forhold til hinanden – lige så fornøjeligt som i den tango. de indledningsvis danser og som de til sidst og elegant fører helt ud i et fælles sprog.
I det univers de får opbygget sammen er det helt naturligt at hilse på hinanden med et ’Tango’ – ’Selv Tango’. Det giver dem energi og sammenhold. På samme vis som vi fornøjes ved og knyttes sammen i rummet af deres talemåder og gøren.
Carbone og Kristensen er som skabt til hinanden, og de spiller deres figurer, så vi kommer til at knuselske dem for alle deres svagheder og skavanker. Des mere bøvl de har med sig selv og hinanden des bedre.
At opleve en spankulerende Kristensen forvandle sig til æglæggende høne er et syn for guder. Ligesom vi sidder og ønsker, at Carbone vil få en helt ordbog galt i halsen, efter at vi har set, hvordan det ser ud, når bare en enkelt sætning har sat sig på tværs.
Rundt i det bogstavsfyldte univers går det. Op og ned af stationsmaster og hen forbi den fortryllende kvinde. Med kropssproget superlativt præcist vender og drejer Kristensen og Carbone i filosofisk afdæmpede madpakkestunder, i højlydte skænderier og i synkront bøjede udkik efter toget, det danske sprogs synonymer og faste vendinger så vi både ler og funderer med. Herligt.
Detaljeret personinstruktion
Solveig Weinkouff har iscenesat med sikker sans for det klovneristiske. Hun har kræset om detaljen i personinstruktionen og fx nydt at forvandle de to mere ydmyge typer til en super selvsikker figur, når de tager en sort charmehat på.
Lyset er også fint medstemningsskabende, ligesom den stumfilmsagtige musik som af og til sætter ind.
Johansens tekst kan vinde ved et par dramaturgiske fraklip. Men på trods af, at teksten er for lang, glimrer ’På sporet’ alligevel med at åbne en vanskelig, men meget vigtig dør. Døren ind til det usigelige.
I den time, jeg så forestillingen sammen med både børn og voksne ,blev vi dygtigt, morsomt og berigende fastholdt i stemning og rum, frem for i fokus på forløb og fremtid. Og den manøvre er noget af en kunst.
