1. august 2022

Fejring af streetdans-miljøet

Dette års Detour Dance Festival finder sted på Dansekapellet i København fra 18. til 21. august, hvor et to timer og 15 minutter langt show afvikles torsdag-lørdag kl. 19 og søndag kl. 15. Den tilskuermæssige aldersgrænse er sat til 12 år og op – billetpris er 195,-/40 kr. via Teaterbilletter.dk

Udover at være en fejring af hele streetdans-miljøet har festivalen også til formål at sætte mere skub i mødet mellem denne særlige genre og nye publikummer, udvikle og udforske det kreative potentiale – og gøre opmærksom på den manglende repræsentation på den danske kunstscene.

Der er langt mellem forestillinger med street dance på de store scener, og blandt tilskudsgivere til scenekunst er street dance, hip hop, electric boogie og break stadig en sjældenhed, er budskabet fra festivalleder Sara Jordan, der finder at der er lang vej igen, når det gælder kunstnerisk repræsentation, mangfoldige repertoirer og genrediversitet:

’Mange fantastiske koreografer og dansere oplever at løbe panden mod en mur, hvis de skal søge tilskud til deres forestillinger. Det skyldes ikke, at deres forestillinger mangler kunstnerisk kvalitet, men jeg tror, at der mangler kompetencer og viden inden for støttesystemet og de private fonde, når der skal tildeles støtte til street dance’. 

Hun håbede, at Detour Dance Festival, der startede for ti år siden, kunne være med til at bane vejen for bedre repræsentation, men finder altså, at der stadig er lang vej igen.

’Det kan ikke kun være gæstespil, freelancere eller festivaler, der tager bl.a. street dansen ind og råber branchen op. Det er nødt til at være en integreret del af kulturinstitutioners, bestyrelsers og støtteordningers værdier og kunstneriske kerne. Branchen skal have øje for kunstnere og stilarter med autodidakte baggrunde og kunstneriske erfaringer, som rækker udover scenekanten, ellers risikerer vi, at talenter søger til udlandet eller helt forlader branchen’, lyder det fra Sara Jordan.

Se mere om Detour Dance Festival på: https://www.detourfestival.com

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne

KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside
KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside