DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Frilandsmuseet – Bernhard Olsens Teater: Vredens børn

Martin Fredberg er ene mand på scenen i dramatiseringen af Aakjærs roman om et Danmark med fattigdom og undertrykkelse. Foto: Frilandsmuseet

Fattigdom og ambitioner for 100 år siden

22-03-2014
Teatret på Frilandsmuseet viser en forestilling fuld af god vilje til at fortælle om et Danmark, der var - men burde tage sig bedre tid til at vække vores empati.
FAKTA
Frilandsmuseet – Bernhard Olsens Teater: Vredens børn -

Manuskript: Kåre Bluitgen efter Jeppe Aakjærs roman. Instruktion: Lars Knutzon og Peter Darger. Scenografi: Nina Holm Nathan. Med: Martin Fredberg. Alder: Familieforestilling. Set 18. marts 2014 på Frilandsmuseet, hvor den spiller frem til 11. april 2014. http://natmus.dk/frilandsmuseet/teater/aarets-forestillinger-paa-frilandsmuseet/

Hvordan skildre en opvækst i fattigdom, med ynkelige skolemuligheder, hårdt arbejde, usle arbejdsforhold, og et undertrykkende samfundssystem  - og skildre det for de 10-12-årige i dag så de forstår det?

Det er en opgave, som klæder Frilandsmuseet med alle sine smukke huse og adskillige andre vidnesbyrd om Danmark anno dazumal. Og når Frilandsmuseet tillige har omgjort en hundrede år gammel gymnastiksal med skønvirke-præg til et fint teaterrum, er det jo oplagt at fortælle ved hjælp af sceniske virkemidler.

Dramatiker/bearbejder Kåre Bluitgen har grebet tilbage til Jeppe Aakjærs roman fra 1904, 'Vredens børn', hvor vi følger drengen Pers udvikling gennem barndom og ungdom til politisk bevidst manddom. Det behøver jo ikke blive musealt, fordi om det er gammelt.

Det formmæssige greb

Bluitgen og Co. har valgt at give romanen som én-mands fortællerteater og at lade de forskellige figurer i bogen komme til orde som dukker, styret af fortælleren. Det fungerer også et stykke hen ad vejen, for dukkerne er fantasifuldt lavet - alle sammen med udgangspunkt i at vi befinder os i en gammel gymnastiksal: Én er en ketscher, en anden en boksehandske, én er et bordtennisbat, en anden en gymnastiksko. Og så videre.

Vi får en rammehistorie: Ind i dette rum, fyldt med apparater til redskabsgymnastik, kommer en lærer i fodbolddragt, blå og hvid à la FCK, og aktiverer os med bøj og stræk. Men læreren er distræt.  Posten er nemlig ankommet og med den et brev fra en tidligere elev, Per, som vores lærer underviste en gang rundt forrige århundredeskifte. Rent logisk befinder vi os altså, her og nu, en gang i tyverne, men skidt med logikken – den er ikke vigtig.

Det vigtige er, at læreren godt kan huske sin kære og begavede elev og er i stand til at fortælle hans historie ned i alle detaljer. Så gymnastiktimen går fløjten, han vil hellere fortælle om den gang Per voksede op, og om forholdene for fattigfolk for over hundrede år siden.

Overfladisk

Det er vel ikke til at undgå, at historien bliver fragmentarisk, når fortælleren og hans dukker springer fra den ene hændelse i Aakjærs roman til den anden, og tilbage som læreren der gør sit bedste for at få os til at forstå, hvad det indebar, den gang, at leve under de kummerlige forhold. At måtte ud at tjene som 11-årig; at sove i stalden, omgivet af kørnes pis og lort, liggende på halm, frysende, med et tyndt tæppe;  ikke at få ordentlig mad;  at blive hundset med; at få fnat og lus og sygdomme.

Det hjælper heller ikke på det, at Martin Fredberg bliver hektisk og forceret i sine udtryk. Han gør en stor indsats og kæmper med sine mange forskellige personer og dukker, men fortællingen løber afsted med ham. Han halser efter og kompenserer med stemmestyrke og et forpustet tempo, der gør, at forestillingens pædagogiske sigte går tabt. Delvist.

Jeg kune have undt ham nogle – nogle flere – rolige øjeblikke, hvor alvoren i landarbejdernes og tyendets forhold kunne komme bedre frem. Som det nu er, med historiens mange spring og sving, bliver det hele lidt for overfladisk. I hvert fald i forhold til at bibringe en rigtig forståelse af den vigtige, men trods alt fremmede, beretning for et børnepublikum af i dag

Forestillingen har viljen, men fortælleren burde holde igen med sin egen indignation og forfærdelse - formen får overtaget over indholdet. De to erfarne instruktører har måske også ladet sig rive med af den sociale indignation hos Aakjær.

Det skal dog siges at Fredberg tager enkelte små øjeblikke med ro og øjenkontakt. Men forestillingens puls er og bliver hektisk.

Trodsig og begavet

Per vokser op og han vokser til. Hans evner og ambitioner er store- de hjælper ham op og ud af elendigheden. Med alt hvad han har erfaret og set, er det ikke underlig, at han bliver en politisk bevidst ung mand - en socialist med kampsange og det hele. Og afrejse til Amerika. Lige dér går det måske over hovedet på det unge publikum, men ved familieforestillingerne (og i skoleklassen) kan det sikkert skabe samtaler.

Jeg nævnte dukkerne. Specielt hånddukken Per er sjov. En blanding af Pelle Erobreren og ikke så lidt Emil i Lønneberg, med kasket og strågult hår. Den lever godt i Martin Fredbergs hånd.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Vredens børn
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser