Af: Gudrun Hagen

14. april 2019

Fascinerende flot format

Kirsten Dehlholm og Hotel Proforma har med 'Gilgamesh' taget teatret ud af sine vante rammer og kreeret et smukt, men også langt, svært og teksttungt værk i Glyptotekets historiemættede sale. Det er flot og kompromisløst – men ikke for børn…

Glyptotekets historiske rum og statuer tilfører Hotel Pro Formas forestilling om kongen og guden Gilgamesh godt med ophøjet stemning og schwung, og det passer umådelig godt til emnevalget.

Kirsten Dehlholm boltrer sig med både tekst og format i sin iscenesættelse af det 4000 år gamle epos om liv og død, magtliderlighed og – selvfølgelig! – kærlighed. 

Det er muligvis verdens ældste nedskrevne fortælling, og Gilgamesh har højst sandsynligt været inspiration for både 'Illiaden' og 'Odysséen'.

Det er med andre ord creme de la creme indenfor oldævl, vi har med at gøre, og tilsætter man som her gennemførte gevandter i overflod, har man en umådelig smuk forestilling, der i sin tableau-stil tager sig virkelig godt ud på billeder. 

Særligt Gilgamesh’ mor, den fra top til tå blå spåkvinde-gudinde Ninsumun (Sara Emilie Anker-Møller) er aldeles magisk, som hun sidder og skriver varsler ned på en skrattende tavle. En hekse-diva af format med høj krave og tre bøger som haute couture-hat, hvor selv fingerspidserne er dyppet i blå maling. 

Det er verdensfjernt og magisk i en sådan grad at man ikke kan undgå at blive fascineret, men det er samtidig også så mystisk, at det næsten bliver uhyggeligt. Noget musikken flot understreger med skingrende sav og lign. 

Teksttungt og langtrukkent

Der er noget eventyrligt og fanden i voldsk over den aparte underverden, vi går rundt i sammen med skuespillerne. Kaskader af monolog møder os fra alle rum via små højtalere, 

Det er Morten Søndergaard, der har modelleret teksten om til scenen, og der er rigtig meget af den. Gilgamesh spilles med stor pondus af Niels Anders Thorn, men det er hans unge modstykke Enkidu, der stjæler billedet. Han spilles af rapperen Manus Bell, der med sine spyttende rim og ufravigelige rytme giver det ophøjede sprog et tiltrængt ungt pust. 

For det er tungt stof det her. Og det store drama bliver stilistisk holdt gidsel af formen, der trods rap, rigtige tyrenosser(!), store følelser og skuespillernes frie vandring iblandt os alligevel forbliver stift med de forholdsvis svære, højtidelige monologer.

Hvad der i starten vækker undren og nysgerrighed hos det unge publikum, bliver som tiden går trættende og vækker modløshed. For hvad sker der egentlig? Hvad foregår der i den konstante talestrøm? Og hvorfor er det hele så mærkeligt?

Koncentrationen hos skoleklasserne krakelerer ganske enkelt, og den frie form, hvor man selv bestemmer, om man vil gå med rundt, gør at langt de fleste helt bogstaveligt står af.  Som det også skete, da Teateravisen så forestillingen med en 5. og to 8. klasser.  

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.