DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017

Teatret Fair Play: Miras verdener

Mens skuespillerne agerer børn, er forældrene/bonusforældrene henvist til at være kæmpestore, komiske maskehoveder. Foto: David Trood

Farverige fluktuerende familiekonstellationer

06-05-2015
’En familie uden kærlighed er som en legeplads uden børn’ lyder den ni-årige Miras logik slående, og under en lige vel politisk korrekt, bredtfavnende dagsorden gemmer sig et aldeles rørende stykke om børn og splittet familieliv.
FAKTA
Teatret Fair Play: Miras verdener -

Dramatiker: Martina Montelius. Oversættelse: Michael Ramløse. Iscenesættelse: Marita Dalsgaard. Scenografi: Tanja Bovin. Medvirkende: Lotte Bergstrøm, Henrik Steen Larsen, Casper Sloth og Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet. Aldersgruppe: Fra 10 år. Varighed: 60 minutter. Turneforestilling. Set på Aprilfestival 2015. www.fairplay.dk

Hvor de færreste – trods alt – vokser op som lille Oliver i en regnbuefamilie med to sæt fædre og mødre, der karikeres lige rigeligt med løse håndled og Scorpions’ ’Wind of Change’ som underlægningsmusik, så er problematikkerne omkring skilsmisse, papfædre og bonussøskende noget, snart sagt alle er i berøring med.

Det er på den måde et overordentlig vigtigt emne, Teatret Fair Play tager op med 'Miras verdener', og det gør de godt.

Flertalsformen er essentiel, for dels er der nedslag i andre end Miras verden, og nok så vigtigt har Mira heller ikke kun en verden, hun skal gebærde sig i. Faren, der ikke er en del af hendes liv, er et kapitel for sig, ligesom morens skiftende relationer er det. Med de forskellige papfædre kommer der andre spilleregler og tilmed bonussøskende med i slipstrømmen, som Mira skal forholde sig til.

Det formidles både underholdende og hjerteskærende, og lægger man hendes egen fantasiverden oveni, ja så er det faktisk ikke så lidt for en lille pige på ni år.

Rørende relationer

Scenografien er yderst enkel og både rolle- og sceneskift tackles elegant, som vi bevæger os ud og ind af de varierede scenarier og relationer fra børnenes synsvinkel. Fire skuespillere spiller samtlige roller, og der er en del.

Som et af de mere farverige indslag møder vi bl.a. den absurde, kittelklædte skolesundhedsplejerske Inger Hassing, der med vildt hår og badet i grønt lys fremstår lettere forstyrret, som hun insisterende spørger ind til selve stykkets kerne.

’Er jeg en familie?’ bekymrer hun sig, og Mira, der er klog langt ud over sine få leveår, tænker grundigt over hvad en familie egentlig er stykket igennem.

Svaret bliver ikke så overraskende noget med kærlighed og sammenhold fremfor blod og dna, og den pointe trykkes måske lidt rigeligt i bund, men undervejs er der fin plads til både latter og tårer i det eftertænksomme børneunivers.

Ikke mindst føler vi med Mira og bonusbroren Hans, der lige som de har fundet sig til rette med at skændes og være søskende, skal forstå betydningen af, at deres forældre pludselig ikke vil være kærester længere. Skal de så heller ikke være søskende længere? Et mindre oprør med ultimative krav stiller forældrene skoleret, og rollerne som hhv. forkælede og ansvarlige byttes eftertrykkelig rundt.

Også Miras tale til den fraværende far, får en til at synke en ekstra gang. 'Jeg vil betragte dig som et barn', lyder det alt for voksent. 'Du er falmet. Jeg kan leve uden dig, ligesom alle mulige andre. Ingen vil bebrejde dig, alt det du ikke gjorde'.

Smerten føler man som et sug i maven. Her gjorde man et barn fortræd, som Tove Ditlevsen ville have formuleret det.

Kompleks børne- og voksenverden

Over hele linjen er der stærke skuespilpræstationer, og Lotte Bergstrømspiller Mira med en sådan gnist og intensitet, så man både forbløffes og skræmmes en smule over denne logisk tænkende lille pige, der føler og rationaliserer sig frem i de omskiftelige familiemønstre hun præsenteres for.

Hertil portrætteres de rådvilde voksne ganske morsomt med store, papmaché-masker på rullende stativer som todimensionelle dukker, og ved at lade dem træde frem bag disse tillukkede kæmpe-ansigter bliver de ret genialt også ’hele mennesker’ fyldt med gode intentioner, tvivl og fejl. Det er godt tænkt, og denne forening af det karikerede og det menneskelige fungerer stærkt.

Stykket tager på den måde sit unge publikum alvorligt ved at fastholde kompleksiteten. Her er ingen lette løsninger eller entydige skurke at bebrejde. Hverken voksen- eller børneverdenen i 'Miras verdener' er nogen enkel størrelse, og det er præcis det, der er med til at gøre stykket både vedkommende og underholdende. 

Af: Gudrun Hagen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Miras verdener
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

Flere anmeldelser