DEBAT
01-12-2021
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021

Odense Teater: Busters Verden

Stig Ole (Anders Skov Madsen), Stig Oles mor (Natali Vallespir Sand), Busters far (Jens Andersen) og Buster (Emil Weber Rasmussen) på bænk inden forældremødet. Her tryller Busters far en rød næse frem.I baggrunden tv står matematiklæreren (Claus Riis Østergaard). Foto: Rico Feldfoss

Farveforskrækket Buster-verden

09-09-2021
Drengen Buster er en spilopmager, som elsker dufte og trylleri. Men i Odense Teaters opsætning kommer den magi, fantasifuldhed og det stærke livsmod, som kendetegner Buster, aldrig overbevisende til live scenisk.
FAKTA
Odense Teater: Busters Verden -

Dramatiseret af Bjarne Reuter efter den bog, han skrev i 1979 med samme titel. Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen. Scenografi og kostumer: Nadia Nabil. Komponist og lyddesign: Rasmus Overgaard Bunton. Komponist sange: Tomas Raae. Koreograf: Jannik Elkjær. Tryllekonsulent: Klaus Muldbjerg. Lysdesign: Simon Holmgren. Medvirkende: Emil Weber Rasmussen, Natalí Vallespir Sand, Nadia Jasmin Nielsen og Claus Riis Østergaard. Aldersgruppe: fra 6 år. Varighed: ca. to timer inkl. pause. Set 3. september 2021 på Odense Teater / Teatersalen Odeon, hvor den spiller til 20. oktober. www.odenseteater.dk

”Don't say it, show it”. I scenekunstneriske udtryk handler det ikke om at sige det, man vil have frem men i stedet om, at skuespillerne kropsligt og mentalt skal kunne udtrykke det. Denne basale teaterbetragtning poppede gang på gang op under min oplevelse af Odense Teaters 'Busters Verden'. 

Bjarne Reuters romanfortælling fra 1979 rummer en udmærket visning af, at det, Buster kan og søger – frihed fra kedelige regler og rutiner gennem fantasi og trylleri, rummer rigtigt mange gode kvaliteter. Men i Odense Teaters opsætning savner budskabet troværdighed. Forestillingen postulerer snarere magi, fantasi og kulør, frem for at vise det. 

Uegalt skuespil

Iblandt er der rigtigt habilt skuespil. Nadia Jasmin Nielsen spiller fx Busters lillesøster meget overbevisende. Med nærvær og fint karakterarbejde. Vi tror på og får lyst til at følge denne søster, som udstråler så stor integritet og bakker sin bror så fint op.

Mikkel Reenberg har også fuldstændigt styr på sine mange roller. Reenberg spiller den udadtil seje og indadtil pivede dreng Store Lars, så vi straks kender typen. Sekretær Sømod fylder han med alt, hvad den kan trække af klicheer om, hvordan mænd spiller kvinderoller allermest karikeret; vimsende, med strittende fingre, stive vrik i hoften og konstant anstrengt smørede smil. 

Reenberg har overskud til at få spillet til at se legende let ud uden at give køb på timing og præcision. Fint. Men Reenberg spiller også så rutineret, at hans spil i mange scener overskygger andres præstationer og suger fokus fra helheden. 

Anderledes forholder det sig med Emil Weber Rasmussen, der har rollen som Buster. Rasmussen er ung og er på positivsiden meget drenget fysisk set og meget ungdomsfrisk i sine bevægelser. Men det halter med at skabe de karaktertræk, som skal overbevise os om, at Buster er den ganske særlige dreng, som er kernen i Bjarne Reuters fortælling. 

Buster skiller sig ud fra de fleste skolebørn. Navnlig dengserne og de elever, som bare kan og som altid høster roser hos lærerne for fx at kunne sætte kommaer korrekt og for at kunne deres regnestykker. Buster er sensitiv. Han mærker, føler og finder på. Var der nogen, der sagde spillopper, trylleri og cirkus? Ja, akkurat. Det er den irrationelle og følelsesstyrede verden Buster er styret af og behersker. Det er her, han finder sig hjemme. Her han blomstrer og udvikler sig. 

Desværre ser og mærker vi det ikke overbevisende. Buster elsker at trylle og at lave skøre løjer. Han tryller uden større magisk effekt en tredje arm frem under jakken, og trækker æg og metervis af lange ”orme” ud af munden. Og han taler om sin tryllelyst, ligesom personerne omkring ham nævner den. Han sanser og er optaget af syrenernes duft. 

Men vi oplever det ikke. Ingen af delene synes på overbevisende vis at være integreret i Buster. Det fremstår mestendels som en påstand. En påstand, som bliver understreget af de mange klaser af pastelfarvede blomster, som hænger ned gennem den grå scenografis himmelåbning. 

Grå og bleglilla kulører 

Og nu vi taler om farver. Det siges og vises med stor tydelighed, at den grå farve står for det grammatisk kedelige og matematisk korrekte. Drengen Stig-Ole (Anders Skov Madsen, der tegner dydsmønsterskolebarnet skarpt og ganske fint), som kan sine tabeller og den slags, er klædt som et uniformeret kostskolebarn – en lille kopi af matematiklæreren Martinsen (Claus Riis Østergaard).

Kulissens basisfarve er grå. Som kontrast til det er Busters tøj kulørt. Men hvorfor ikke give drengens farver mere gas? Busters kappe og hans tryllehat er i dæmpede lilla og gule nuancer. Og når hans farfar, som var kanonkonge, dukker op og når andre cirkusartister er på, er de i matchende farver. Et meget letaflæseligt og farveharmonisk scenebillede. 

Men farveroen kommer til at tage sig helt from ud. Visuelt er scenebilledet drænet for det spræl og det oprør mod den kedelige pænhed, som det på fortælleplanet er udtryk for. 

Dominerende overtydelighed 

Tilbage til figurerne, iscenesættelsen og fortællingen. Alt bliver mejslet ud. Busters far bliver i Jens Andersens meget stereotype gestaltning af en arbejdsløs og alkoholiseret voksen hurtigt trættende at følge. Ligesom Busters mors reaktion på ham er kedeligt forudsigelig. 

Nadia Nabils stiliserede betonmurs-associerende scenografi skaber fysiske rammer for at kunne være hvor som helst. Praktisk. Men også uinteressant. Gennem åbninger i ”murværket” entrerer spillerne. I første akt tit i korte øjeblikke. I scener og optrin, der i Kamilla Bach Mortensens iscenesættelse kommer til at ligne hinanden for meget. Det hele får lidt karakter af figuropvisning. Af parader, som garneres med Busters fiffige cirkusnumre som kontrast til skolens kedelige og endimensionale ensrettethed. 

I anden akt – når Buster laver cirkusnumre i mødet med musikpigen Joanna, der er i gang med at blive pacet frem mod en koncertsals-karriere (Louise Bonde) – kommer der mere interessant liv på scenen. Men det ændrer ikke på, at der i forestillingen bliver ved med at være underligt uafsluttede ender og talrige postulater. 

Buster bliver sammen med sin betroede nabo, gamle Fru Larsen (intenst gestaltet af Natali Vallespir Sand) enige om, at de nok skal få stoppet farens alkoholmisbrug og skabt harmoni i familien. Men det projekt forsvinder lige så stille ud af fortællingen. Og at Buster er en dreng, der nok skal klare sig – uanset den modstand han møder, kommer vi heller aldrig rigtigt til at tro på. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Busters Verden
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
2021222324252627282930313233343536373839

26-08-2009

23-08-2009

19-08-2009

17-08-2009

14-08-2009

10-08-2009

07-08-2009

01-08-2009

27-07-2009

07-07-2009

22-06-2009

22-06-2009

17-06-2009

15-06-2009

09-06-2009

07-06-2009

05-06-2009

03-06-2009

31-05-2009

30-05-2009

30-05-2009

25-05-2009

22-05-2009

21-05-2009

19-05-2009

17-05-2009

17-05-2009

15-05-2009

14-05-2009

10-05-2009

10-05-2009

10-05-2009

08-05-2009

07-05-2009

06-05-2009

05-05-2009

05-05-2009

01-05-2009

26-04-2009

26-04-2009

Flere anmeldelser