Af: Kirsten Dahl

9. september 2021

Farveforskrækket Buster-verden

Drengen Buster er en spilopmager, som elsker dufte og trylleri. Men i Odense Teaters opsætning kommer den magi, fantasifuldhed og det stærke livsmod, som kendetegner Buster, aldrig overbevisende til live scenisk.

”Don't say it, show it”. I scenekunstneriske udtryk handler det ikke om at sige det, man vil have frem men i stedet om, at skuespillerne kropsligt og mentalt skal kunne udtrykke det. Denne basale teaterbetragtning poppede gang på gang op under min oplevelse af Odense Teaters 'Busters Verden'. 

Bjarne Reuters romanfortælling fra 1979 rummer en udmærket visning af, at det, Buster kan og søger – frihed fra kedelige regler og rutiner gennem fantasi og trylleri, rummer rigtigt mange gode kvaliteter. Men i Odense Teaters opsætning savner budskabet troværdighed. Forestillingen postulerer snarere magi, fantasi og kulør, frem for at vise det. 

Uegalt skuespil

Iblandt er der rigtigt habilt skuespil. Nadia Jasmin Nielsen spiller fx Busters lillesøster meget overbevisende. Med nærvær og fint karakterarbejde. Vi tror på og får lyst til at følge denne søster, som udstråler så stor integritet og bakker sin bror så fint op.

Mikkel Reenberg har også fuldstændigt styr på sine mange roller. Reenberg spiller den udadtil seje og indadtil pivede dreng Store Lars, så vi straks kender typen. Sekretær Sømod fylder han med alt, hvad den kan trække af klicheer om, hvordan mænd spiller kvinderoller allermest karikeret; vimsende, med strittende fingre, stive vrik i hoften og konstant anstrengt smørede smil. 

Reenberg har overskud til at få spillet til at se legende let ud uden at give køb på timing og præcision. Fint. Men Reenberg spiller også så rutineret, at hans spil i mange scener overskygger andres præstationer og suger fokus fra helheden. 

Anderledes forholder det sig med Emil Weber Rasmussen, der har rollen som Buster. Rasmussen er ung og er på positivsiden meget drenget fysisk set og meget ungdomsfrisk i sine bevægelser. Men det halter med at skabe de karaktertræk, som skal overbevise os om, at Buster er den ganske særlige dreng, som er kernen i Bjarne Reuters fortælling. 

Buster skiller sig ud fra de fleste skolebørn. Navnlig dengserne og de elever, som bare kan og som altid høster roser hos lærerne for fx at kunne sætte kommaer korrekt og for at kunne deres regnestykker. Buster er sensitiv. Han mærker, føler og finder på. Var der nogen, der sagde spillopper, trylleri og cirkus? Ja, akkurat. Det er den irrationelle og følelsesstyrede verden Buster er styret af og behersker. Det er her, han finder sig hjemme. Her han blomstrer og udvikler sig. 

Desværre ser og mærker vi det ikke overbevisende. Buster elsker at trylle og at lave skøre løjer. Han tryller uden større magisk effekt en tredje arm frem under jakken, og trækker æg og metervis af lange ”orme” ud af munden. Og han taler om sin tryllelyst, ligesom personerne omkring ham nævner den. Han sanser og er optaget af syrenernes duft. 

Men vi oplever det ikke. Ingen af delene synes på overbevisende vis at være integreret i Buster. Det fremstår mestendels som en påstand. En påstand, som bliver understreget af de mange klaser af pastelfarvede blomster, som hænger ned gennem den grå scenografis himmelåbning. 

Grå og bleglilla kulører 

Og nu vi taler om farver. Det siges og vises med stor tydelighed, at den grå farve står for det grammatisk kedelige og matematisk korrekte. Drengen Stig-Ole (Anders Skov Madsen, der tegner dydsmønsterskolebarnet skarpt og ganske fint), som kan sine tabeller og den slags, er klædt som et uniformeret kostskolebarn – en lille kopi af matematiklæreren Martinsen (Claus Riis Østergaard).

Kulissens basisfarve er grå. Som kontrast til det er Busters tøj kulørt. Men hvorfor ikke give drengens farver mere gas? Busters kappe og hans tryllehat er i dæmpede lilla og gule nuancer. Og når hans farfar, som var kanonkonge, dukker op og når andre cirkusartister er på, er de i matchende farver. Et meget letaflæseligt og farveharmonisk scenebillede. 

Men farveroen kommer til at tage sig helt from ud. Visuelt er scenebilledet drænet for det spræl og det oprør mod den kedelige pænhed, som det på fortælleplanet er udtryk for. 

Dominerende overtydelighed 

Tilbage til figurerne, iscenesættelsen og fortællingen. Alt bliver mejslet ud. Busters far bliver i Jens Andersens meget stereotype gestaltning af en arbejdsløs og alkoholiseret voksen hurtigt trættende at følge. Ligesom Busters mors reaktion på ham er kedeligt forudsigelig. 

Nadia Nabils stiliserede betonmurs-associerende scenografi skaber fysiske rammer for at kunne være hvor som helst. Praktisk. Men også uinteressant. Gennem åbninger i ”murværket” entrerer spillerne. I første akt tit i korte øjeblikke. I scener og optrin, der i Kamilla Bach Mortensens iscenesættelse kommer til at ligne hinanden for meget. Det hele får lidt karakter af figuropvisning. Af parader, som garneres med Busters fiffige cirkusnumre som kontrast til skolens kedelige og endimensionale ensrettethed. 

I anden akt – når Buster laver cirkusnumre i mødet med musikpigen Joanna, der er i gang med at blive pacet frem mod en koncertsals-karriere (Louise Bonde) – kommer der mere interessant liv på scenen. Men det ændrer ikke på, at der i forestillingen bliver ved med at være underligt uafsluttede ender og talrige postulater. 

Buster bliver sammen med sin betroede nabo, gamle Fru Larsen (intenst gestaltet af Natali Vallespir Sand) enige om, at de nok skal få stoppet farens alkoholmisbrug og skabt harmoni i familien. Men det projekt forsvinder lige så stille ud af fortællingen. Og at Buster er en dreng, der nok skal klare sig – uanset den modstand han møder, kommer vi heller aldrig rigtigt til at tro på. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.