DEBAT
16-11-2018
14-11-2018
08-11-2018
28-10-2018
25-09-2018

Det Kgl. Teater: Der var engang en sang, der hed Arne

De fire skuespillere knokler rundt foran deres overskårne hus med overskårne køkkenting i teaterkoncerten ’Der var engang en sang, der hed Arne’ for skolestarterne. Og ikke mindst for deres fædre. Foto: Natascha Thiara Rydvald

’Far-mor-og-børn’ i 80’erne

24-02-2017
Wikke & Rasmussen kommer med et underholdende bud på en teaterkoncert for hele familien. Men mest for de store børn.
FAKTA
Det Kgl. Teater: Der var engang en sang, der hed Arne -

Musik og iscenesættelse: Michael Wikke & Steen Rasmussen. Scenografi: Maja Ravn. Lys: Malthe David Haugaard. Koreografi: Ronni Morgenstjerne. Kapelmester: Poul Halberg. Aldersgruppe: Fra 7 år (1-5. klasse). Varighed: ca 70 min.  Set i Skuespilhuset, Store Sal, hvor den spiller på udvalgte datoer til 5. marts. www.kglteater.dk

Det Kongelige Teater satser nu også på skolestarterne. Teaterkoncerten ’Der var engang en sang, der hed Arne’ er i hvert fald en heftig forestilling om at lege far-mor-og-børn – inspireret af Wikke & Rasmussens univers af popsange.

Det er Wikke & Rasmussen, der selv har sat sangene sammen i en teaterkoncert. ’Brug dit hjerte som telefon,’ lyder det i en af de mange sange, der alle sammen har en massiv lyd af fortid.

Personligt kendte jeg ikke mange af sangene. Det gjorde ungerne heller ikke. Men når jeg kiggede rundt i salen, sad de fleste mænd over 40 og sang med…

Til gengæld virkede musikken ret beroligende. Melodierne havde i hvert fald en hel del til fælles.

Levende dukkehus

Scenisk bliver forestillingen skabt omkring et forstørret dukkehus. Scenografen Maja Ravn har skabt en skøn scenografi, der forestiller et hus, der er skåret midt over.

Derinde kan de fire skuespillere så opholde sig i køkkenet og stuen eller gå op ad den overskårne trappe og ovenpå til værelserne.

Alt i køkkenet er også skåret over, om det så er stegepanden. Det er ret sjovt.

Regnbuebarnet

De fire performere fortæller egentlig historien, lidt som om de lavede teatersport. De finder på at lege ’far-mor-og-børn’, men de leger aldeles skolegårdsretfærdigt, så alle får lov til at spille alle roller.

Det er ganske muntert. Ikke mindst fordi de synger så bragende sikkert og rockstjerneoverlegent alle sammen.

Den klejne Michael Lundbye Slebsager med de vilde dansebevægelser og den gakkede mimik får automatisk rollen som husets ’baby’ iført regnbuestribet korrekthedsbluse – og senere også som pelsindpakket logrende ’vovhund’.

Men der går ikke længe, før den høje Rasmus Fruergaard med mundskægget og de biske blikke bliver forvandlet til kærlig og travl ’mor’. Og så videre. Rollerne går efter tur, og det er ret sjovt.

Trodsig teenager

Stine Schrøder Jensen har en herlig overbærenhed over sig, uanset om hun spiller brysk ’far’ eller bekymret ’mor’ med armene over kors.

Og Marie Dalsgaard tager et tidsspring fra at være selvbestaltet jordemoder med fermt håndelag til at blive børnenes uudnævnte repræsentant.

Hendes energi eksploderer ud i teaterrummet, og hun synger igennem med sin stærke, flotte stemme som barnet, der pludselig udvikler sig til trodsig teenager – og som nægter at gøre, som mor og far siger, hun skal.

For hun ved, hvad hun vil. ’I want to rock!’ siger hun – uden at det dog bliver oversat.

Hvad er en Volvo?

Forestillingen er i det hele taget præget af en heftig dynamik fra start til slut. Legen smitter hos tilskuerne, og tempoet holdes højt; også selv om forestillingen nok er et kvarter længere end nødvendigt.

Wikke & Rasmussens band står på sit eget, selvkørende podie og giver den gas - med Poul Halberg som kapelmester og med bassisten Jette Schandorf i seje, sorte tights, der lyser af fandenivoldskhed og stjernedrømme. Det er så tæt, man overhovedet kan komme en teaterkoncert for voksne, dette her.

Om det så vitterlig også er en teaterkoncert for syv-årige, er jeg mere i tvivl om. Teksten vrimlede med indforståetheder og abstraktioner, som skolestarterne umuligt kunne gribe.

Der var også mange helt konkrete ting, der må have virket som sort snak for de mindste. Som da skuespillerne begyndte at tale om ’villa-vovse-og-volvo’, og en lille pige med klar stemme spurgte højt ud i rummet: ’Hvad er en Volvo?’

Sandheden er vel den, at en syv-årig heller ikke ved, hvad en ’villa’ er. Det ord er for længst gledet ud i alle andre slags tale end ejendomsmæglerretorikken.

Men jo. Der er dømt ’Voldsom Volvo’ over ’Der var engang en sang, der hed Arne’. Sammen med et anarkistisk og ubekymret strejf af ’Ridder Lykke’.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Der var engang en sang, der hed Arne
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

12-11-2018

07-11-2018

05-11-2018

03-11-2018

29-10-2018

18-10-2018

12-10-2018

11-10-2018

09-10-2018

07-10-2018

05-10-2018

01-10-2018

28-09-2018

26-09-2018

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

Flere anmeldelser