Gigantisk hvide spidse Antarktisklignende klippeformationer transformeres op på bagvæggen. Tårnhøje brune bogreoler ruller ind med plads til spillere både til tops og på gulvet. Store rum synes som lukkede grotter. Uhyggen spreder sig i farvandet, der skiller liv fra død. Hekse i flagrende gevandter svæver gennem rummet. Et univers forvandles med et knivsnit og en filmisk overflade til en anden verden. Og i et tågefyldt dødsrige bevæger hvidklædte væsner sig rundt på en måde så de virker helt gennemsigtige.
Visuelt set er del to af Aarhus Teaters opsætning af Philip Pullmans bestsellerromaner ’Det Gyldne Kompas’, ’Skyggernes Kniv’ og ’Ravkikkerten’ blevet til et ekstravagant eldorado af rum, som kalejdoskopisk og elegant skifter plads og danner nye skuepladser for alle de væsner, som befolker fantasy-universet.
Storslået, præcist og meget stilbevidst billedliggør Manfred Blaimauer, hvor vi – i den også teknisk velsmurte forvandlingsrundfart – lige akkurat nu befinder os i bøgernes mange sfærer.
Iscenesætter Eyun Johannessen leverer et spektakulært og stilbevidst bud på, hvordan fantasy-genren scenekunstnerisk
set kan se ud, når man har så stor en scene som Aarhus Teaters Store Scene til rådighed. Med sans for renhed i de stadigt skiftende billeder har Johannesen iscenesat det næsten 30 personer store hold af skuespillere og dukkeførere. Action er der masser af. Men også mere rolige scener. Og han har evnet at få spillerne til at fremkalde den rette grundtone i deres figurer.
Af og til virker spillet dog noget anstrengt og kunstigt, fordi nogle af spillerne skue
spiller og derved overspiller deres roller kropsligt og lægger mere energi i deres stemmer, end deres roller har belæg for.
Essens eller miskmask
Teksten og selve historien er imidlertid opsætningens svageste led. Det som gør, at jeg kommer i tvivl om, hvad børn – og for den sags skyld også voksne – får ud af forestillingen.
I centrum for handlingen står drengehelten Will, som skærer vinduer ind til andre verdener med en magisk kniv, og forestillingens ultimative heltinde, pigen Lyra, som kompromisløst følger sit hjerte og fuldfører en farlig færd. En færd, der inkluderer så dristig en tur som at tage til De Dødes Land.
De to børn er aktører i et mange-verden-fyldt univers. Et univers med bistre fædre og insisterende mødre, svævende hekse, pondusfyldte panserbjørne, bittesmå rokokoklædte krigere, vise shamaner, fugleflaksende genfærd, gennemsigtige døde, og mennesker som i deres liv er forbundet med en daimon, der tager skikkelse af et dyr. Et univers, hvor Kirken og Videnskaben bekriger hinanden, sætter spioner ind på slagmarken, og ingen midler skyr i kampen om at vinde det for sig, de vil have.
Strid, farer og modsætninger står m.a.o. i kø. Om handlingen i forhold til primært de yngste i målgruppen – men også i forhold til publikum som sådan – i al dens kompleksitet er spændende hjernegymnastik på et højt plan, eller i stedet et indholdsmæssig forkludret og unødigt indviklet dramaturgisk miskmask, er måske et temperamentsspørgsmål, måske et spørgsmål om alder og erfaring med den slags snurrigt sammenvævede fortællinger, som historien her så absolut hører til.
Replikkerne virker tit trættende (voksen)konstruerede, og der er rigeligt mange tematikker og problematikker på spil: Relationen mellem børn og deres forældre. Tro versus naturvidenskab. Skyld kontra uskyld. Sjæl i modsætning til legeme. Osv. osv.
’Det Gyldne Kompas’ er en totrinsraket. I alt seks timers teater serveret i to dele med et års mellemrum. En afbrudt og ganske lang affære.
Forestillingen brillerer med overdådighed på såvel det ydre udstyrsmæssige som på det indre tankefilosofiske plan. Det ydre, formudtrykket, kan man labbe i sig som en slags visuel luksus tilsat masser skuespilmæssig action. Men med hensyn til det indre, det indholdsmæssige, er jeg meget i tvivl om hvad forestillingen tilbyder.Hvad mon de ti0-årige tænker og synes? Kan de yngste følge med i handlingen? Bliver forestillingen for dem til en historie om at gøre livet her på jorden (og tillige livet efter døden) til et bedre sted at være? Finder skolebørn kampene mellem Kirken og Videnskaben relevant, og er denne værdikamp skruet sammen, så de fatter interesse for den?
Og hvordan skal man, uanset alder, forholde sig til forestillingens udsagn om, at man ikke kan leve sammen med nogle, der er født i en anden verden, end en selv? Med mindre det opfattes helt konkret, er det jo et udsagn som lukker af for at forskellige kulturer og sociale klasser kan mødes.
Mit stjernebarometer lander på fire spinkle stjerner på grund af alt det modsætningsfyldte. Fordi forestillingen synes båret af en vision om at ville fortælle en meget kompleks og sammensat historie, samtidig med at den på tekstniveauet ikke rigtigt overbevisende formår at holde sammen på sig selv. Og fordi den er spækket med fylde, samtidig med at den kan virke tom og foranledige desorientering.
