Fantastisk velspillet identitetsballade

OPTUR! Teater Patraskets ’Bjørnen som ikke var er ikke bare kløgtig og skøn. Forestillingen oser af kvalitet. Af kvalificeret ”Villen”, ”Kunnen” og ”Skullen”, som afdøde Jørn Langsted med henvisning til Ønskekvistmodellen ville have sagt, og med det mene, at forestillingen boner sikkert ud, fordi der  uomtvisteligt er engagement, professionalitet og nutidsrelevans tilstede. 

Publikum responderer fluks og vedblivende positivt på forestillingen. Da jeg så den i Rønde på Aprilfestivalen, kluklo børn som voksne på en måde, som man kun gør, når latteren kommer som et skvulp af glædesfyldt overraskelse og iltgivende forundring over, at sådan kan man åbenbart også spille teater. 

Sådan kan man også give form til noget så vanskeligt som en identitetsproblematik. Så tilsyneladende afslappet og løst, og alligevel stramt holdt. Så muntert, og alligevel alvorligt. Så fantasifuldt skørt, og alligevel helt almindeligt. Så cirkus-ballade-agtigt og samtidigt så jordnært velkendt. Så boblende let, og alligevel essentielt ”tungt”. 

Skønt skuespil 

Åbningsscenen sætter en slags dagsorden for det herlige videre forløb. Dirck Backer sidder henslængt i en gammel lænestol og gumler. Iført pelshue med dinglende øreklapper, udslidt stribet pyjamas, skulderlangt tyndt gråt hår, uldne hjemmefutter og skægstubbe, ligner han en mellemting mellem en sut, en træt bedstefar og en spontant udklædt klovn. 

Dirck Backer forstår på fornem vis at være til stede gennem hele forestillingen som en bjørn, der umådeligt stilfærdigt og godmodigt er til stede i en verden, hvor den glædes over livets rytme. Også da den bliver udsat for grove beskyldninger om at være en helt anden. Heldigvis for bjørnen og for historiens fine morale slipper bjørnen tilslut tilbage til naturen og kan være den, den er. 

Rundt omkring bjørnen vimser Maria Myrgård og Anne Karina Nikolajsen som to fortællesekretærer. I glimmerfyldte dukkelise-stiletter med kraftige hæle, ternede nederdele og stramme beige damehabitter. De spiller begge overskudsagtigt både historiefortællere og mere eller mindre prominente personer på en fabrik. 

Iført kittel og hjelm spiller Maria Myrgård værkføreren, der med humoristisk autoritet sender bjørnen videre i systemet, da den nægter at være andet end en bjørn. Siden giver hun den gas som vicedirektør i en imaginær Ferrari 1936. 

Karina Nikolajsen forstår med et meget præcist kropssprog og en evne til at slå en gigantisk og meget smittende latter op at gestalte fabrikkens afdelingsleder. 

I baggrunden vrider Bastian Popp nogle inciterende toner ud af sin elguitar. Og så er det, at den første skønne overraskelse kommer: Anne Karina Nikolajsen, som sammen med Maria Myrgård har introduceret Dirck Backer som en helt almindelig bjørn, der bor i en helt almindelig skov, træder let til siden og bevæger en lille rytmedims, der blander sig i musikken med en helt og aldeles anderledes lyd. En lyd, der lyder noget i retning af et hæst brægende får. 

Så er vi i gang. Med noget overraskende og afvigende dejligt. 

Humoristisk sprød og kløgtig tekst

Bjørnen, som er gået i vinterhi, vågner nemlig ikke som den plejer op til skoven med de lækre laks og de søde sprøde blåbær, som er dens yndlingsspise. Den vågner op til en stor larmende og sodende fabrik, som er blevet anlagt lige ovenpå dens vinterhi. En fabrik, hvor en helt række personer samstemmende stædigt holder fast i, at bjørnen ikke er en bjørn, men derimod ”en fjollemikkel, der går med pels og trænger til at blive barberet”.

 Efter mange vilde ridt og fortrædeligheder lykkes det bjørnen at genvinde troen på, at den er en bjørn. 

Teater Patrasket har med overskuelighed i forløbet og sans for sprød humor dramatiseret Frank Tashins børnebog ’The Bear That Wasn't’, som udkom helt tilbage i 1946. Muntre og tilsyneladende små ligegyldige orddetaljer som fortællernes kommentarer: ”Det var for øvrigt en tirsdag” og lidt senere: ”Forresten var det onsdag”, giver vitaminrigt kolorit og bliver med-meningsskabende.

Ligesom den forvirring, der opstår, når de sammenstuvede fabriksfolk siger: ”Lad os tale med bjørnen”, der måbende står lige ved siden af dem, og straks – nu de må være tro mod deres egne påstande – fluks efter må sige: ”Jamen vi har jo ingen bjørn!”. 

Fortællingens forløb, hvor bjørnen bliver sendt stadigt længere op i fabrikkens hierarki, og hvor de forskellige ledere ikke kender en snus til hinandens gøren, er også morsom med sit anstrøg af virksomhedskulturkritik.

Ligesom de komisk absurde dialoger mellem bjørnen og de bjørne i bur, som bjørnen bliver trukket hen til, da den føres til zoologisk have, for der at få at vide, at den ikke er en bjørn. Og cirkusscenen, hvor den lille bjørn Bobo, som optræder på slap line, hvisker til fabrikkens vicedirektør, at bjørnen er ”en fjollemikkel, der går med pels og trænger til at blive barberet”.

Opvakte arrangementer i en skov af standerlamper 

Filippa Berglund har som scenograf med et dusin slanke mobile standerlamper på scenen gjort det muligt for Alex Byrne at forløse en livfuld iscenesættelse. De medvirkende rykker gelinde rundt på lamperne og skaber med nye opstillinger forskelligartede rum. Fra skov, fabrikshal, små kontorer, trappeopgange, elevatorer over vejbaner, tremmebure i zoologisk have, til en lille cirkusmanege, og derfra tilbage til bjørnens skov. 

Med flair for melodi og blik for detaljer har Byrne lavet arrangementer, som overrasker og er iltet med energi. Det skaber humør, når det vejrlig, bjørnen lever med i skoven, fx bliver vist med sprøjt (regn) på bjørnen fra en vandforstøver og rusk i håret fra en ventilator (vind). 

Drilske kompositioner 

Bastian Popp har med vitalt drilsk musikalske kompositioner skabt rytmer og klange, som klinger fint sammen med forestillingens øvrige fortælleelementer. Og som optrædende musiker på scenen forstår Bastian Popp at skabe en afslappet sej figur og tillige spille fabrikkens overdirektør med lun parodisk distance. 

Identitetsproblemer kan fremstilles scenisk på uendelig mange måder. Teater Patrasket har med ’Bjørnen som ikke var’ skabt en skøn, skør, finurlig og bevægende forestilling for såvel børnemålgruppen som voksne. En forestilling, som fortryller formmæssigt og samtidig sætter tanker i gang omkring vigtigheden af ikke invadere andre menneskers identitetsopfattelser og personlige grænser.