Af: Biba Schwoon

13. juni 2013

Fantasiens teater

Den svenske teatermand Staffan Westerberg er kendt for sin helt egen poetiske teaterstil, hvor han ofte selv står for manus, scenografi og instruktion og spiller med. Det har man bl.a. kunnet opleve på Det Lille Teater i København gennem flere årtier. Nu har den svenske forfatter og forlægger Peo Rask udgivet en bog om Staffan Westerbergs virke, 'Staffan - en ocean av sorg och längtan'. Et af bidragene i bogen, skrevet af Biba Schwoon, handler netop om Staffan Westerbergs huseren på Det Lille Teater, hvor han har sat 12 forestillinger op gennem årene.

Det var i de år og dage, da nye tanker og toner piblede frem og brød igennem traditionens jordlag. Et stort samfundsmæssigt opbrud politisk og kønspolitisk, pædagogisk og kunstnerisk, der kom til at præge årtierne fra slutningen af 60'erne til det nye årtusind.

I København ramte oprøret Skolescenen, der i mange år havde spillet et voksent dramatisk repertoire for børn i skolealderen. Den blev dømt kunstnerisk utidssvarende og kun de mest konservative kræfter ønskede den fortsat levende.

Teater for børn, spillet dér, hvor de var: I daginstitutioner, på skoler og biblioteker eller – undtagelsesvist – for mindre børn på et teater, der var indrettet efter deres størrelse. Det Lille Teater blev dets navn, skrevet i bogstaver formet af billedkunstneren Henry Heerup med ordenes begyndelsesbogstaver som dyresymboler. De holder stadig, og teatret ligger stadig i gården i Lavendelstræde, tæt ved Rådhuspladsen. En større teatersal er det blevet til undervejs, toiletter inde i huset i stedet for ude i gården og bedre forhold til de ansatte. Men stemningen er bibeholdt. Et lille teater i et lille gammelt hus i det indre København.

Vibeke Gårdmand, der var initiativtager til og leder af teatret i det første tiår, redigerede i 1974 bogen 'Børneteater' og lod et citat af psykiateren R. D. Laing stå som indledning til sit forord: "Fantasien er en særlig måde at forholde sig til verden på, den er en del af, sommetider den væsentlige, af den betydning eller mening, der ligger i handlingen."

Staffan Westerbergs bidrag til bogen hed "Fantasiens teater". Han skriver: "Fantasien er altid blevet betragtet som en flugt fra virkeligheden, en hvilepause hvor alt kan tillades og alt kan ske. Fantasien er blevet betegnelsen for det uvirkelige. Fantasien er blevet et eventyr, som ikke får megen tid og plads i vort forjagede og kommercialiserede samfund, hvor mennesker ikke længere har tid til at være venner og hjælpe hinanden. … For børn er fantasien noget naturligt, lige så naturligt som døden er for barnet. En undren, en længsel, en nødvendighed…. Jeg arbejder med dukker, skuespillere, paraplyer og sokker. Jeg vover mig tit ud på det ukendte, men jeg prøver at skabe en tillid, så publikum følger mig. … Men jeg tror, det er vigtigt at søge. Fantasien er ingen løsning eller politisk manifest, men den er en begyndelse til en søgen. Virkeligheden er jo et resultat. Jeg tror, fantasien er et stykke på vej."

Næste artikel i bogen er skrevet af Ray Nusselein og hedder "Dukketeater er en hånd i en gammel strømpe". Ray, der var hollænder af fødsel, spillede med ting, gerne ting, der uden for hans teater havde en anden funktion, og han var en eminent dukkefører og -spiller. Han elskede paraplyer og gav i 1972 sit teater navnet "Paraplyteatret". Han og Staffan Westerberg blev gode venner og delte i mangt og meget synet på det at lave teater for børn, men kom indimellem så tæt på hinandens billeder og brug af paraplyer, at de følte sig som konkurrenter. Det var der absolut ingen grund til. De havde hver deres originalitet og kunne ikke forveksles. Ray Nusselein døde alt for tidligt som 55-årig i 1999.

Begge begyndte de som børn at udtrykke sig gennem dukketeater i primitiv form. Begge har de i hele deres levetid betragtet dukketeatret som en selvstændig kunstart, og for begge er kontakten til publikum helt essentiel. I årene på Det Lille Teater i København også en meget vigtig del af Staffans tilstedeværelse på scenen som svensker med et sprog, der ikke lyder helt som det danske. Han sikrede sig på mange måder, at børnene forstod ham – og det gjorde de, selv om de ku' finde på at sige nej, når han spurgte!

Børneteatermiljøet i Danmark voksede sig stort og udviklede sig kunstnerisk stærkt i de år, Staffan kom på besøg på Det Lille Teater. Hans forestillinger blev fra starten modtaget som et fantasifuldt og poetisk bud på teater for de mindste og efterhånden tiljublet – af og til som bedste teatertilbud i byen. De fleste af hans forestillinger var produceret originalt til Det Lille Teater. Enkelte var overført til Danmark fra Sverige efter at være spillet mange gange dér. Originale var de allesammen.

Det Lille Teater

Citat fra en 5-årig, gengivet i en anmeldelse: "Det er et meget godt lille teater, når man tænker på, det er hjemmelavet."

Ønsket om at tilbyde forestillinger for børn i førskolealderen skulle opfyldes for små penge og af folk, der ikke kunne lade være. Malere, forfattere, musikere, pædagoger og andre med et tæt forhold til børn og med erfaring inden  for det at optræde for mindre børn manglede ikke inspiration, men udfoldelsesmuligheder og erfaring. Fra første øjeblik var det Vibeke Gårdmands ønske at byde på kvalitet, at betragte børn som et krævende publikum inden for et professionelt teaters rammer. Staffan Westerbergs ry var en indlysende baggrund for at opfordre ham til at spille på Det Lille Teater.

Modtagelsen af ham var fra første forestilling begejstret og indlevende. De store morgenaviser foromtalte og sendte deres respekterede anmeldere, der for størstedelen formåede at få øje på, at her var en ny måde at lave teater for børn på. Ordene var fantasi, poesi, magi, særlig rytme, særegen tone, troldmanden …

En anmelder skrev fra den første forestilling, "Fantasterihatten": "Øverst på listen over personer står: Alle børn i teatret. Det er det allermest spændende ved Staffan Westerbergs fantasifulde forestilling, at børnene virkelig spiller en rolle. De drikker havet op, så katten kan komme i land, de puster solen væk og laver regnvejr, de klapper og siger trylleord og synger en konge i søvn."  Og rustne rytmedåser sænkes ned fra loftet, så børnene kan spille med, når musikkens klaver ønsker akkompagnement.

I Dansk Skuespillerforbund var man i disse år meget optaget af, om man var såkaldt "rigtig skuespiller" på baggrund af, at de færreste af dem, der nu agerede i dansk børneteater, var uddannede fra skuespillerskolerne. Betegnelsen teaterarbejder blev gængs og stod for (ud over det politiske element), at arbejdet ikke blot var at være skuespiller i traditionel forstand, men omfattede deltagelse i mange andre processer. Det var ikke muligt at blive medlem af forbundet, og ikke muligt at opnå arbejdsløshedsunderstøttelse. Men uddannede og ikke-uddannede i skuespilfaget fandt sammen og udfyldte de nye måder at lave teater på efter andre normer end dramatikkens gængse.

Staffan Westerberg kom som uddannet og erfaren teatermand og blev anerkendt som sådan. Det Lille Teater ønskede også at bruge ham som den, der kunne udvikle og samle den kunnen, som de medvirkende efterhånden fik, så den ikke gik tabt, når de ansatte – blandt andet af økonomiske grunde – blev spredt for alle vinde efter en produktion. Teatret fik i de tidlige år meget lille offentlig støtte.

På Det Lille Teater var Vibeke Gårdmand både administrativ og kunstnerisk leder og teatret havde en bestyrelse, men hun gav selv udtryk for i forskellige interviews, at teatrets ansatte fungerede som en gruppe. Og efter 10 år indførte man kollektiv ledelse.

Ledelsesformer, synet på uddannelse, på teaterformer og udviklingen af teater for børn har ændret sig en del gennem de knap 40 år, Staffan Westerberg har samarbejdet med Det Lille Teater, og teatret er fulgt med. Men forudsætningen for den høje kvalitet har gennem alle årene været det tillidsfulde samarbejde blandt teatrets ansatte og ønsket om sammen at nå den højeste kvalitet.

Forestillingsårene fra 1967-2003

Forestillingerne kan årstalsmæssigt grupperes i 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne og den (indtil videre) sidste forestilling i 2004.

I 60'erne er titlerne "Fantasterihatten" (overført fra Sverige), 1967; "Kig i nøglehullet", 1968 og "I maven over byen", 1969.

I 70'erne  "Teater i hatten, 1970; "Den gamle fortæller", 1975 og "Paraplyernes oprør", 1979.

I 80'erne er titlerne "Suttekluden", ("Tröstetrasan" overført fra Stockholm) 1984; "Købmand Hommels ged", 1986 (Det Lille Teaters 20 års jubilæumsforestilling) og "Dykkeren", 1989.

I 90'erne "Lillebror og Storebror", 1993; "Hulter til bulter", 1996.

Og i 2003"Lykkens galoche".

1960'erne

Staffan Westerberg bringer sin første forestilling "Fantasterihatten" med til København fra Sverige. Han lægger dermed en linie for de tre forestillinger, han sætter op på Det Lille Teater i slutningen af 60'erne. Forestillingerne har et fællespræg af kollage, af frodige og veltilrettelagte forløb, der bevarer indtrykket af åbenhed og leg inden for en given ramme, men uden nogen rød tråd.  Dukkespil, skyggespil, levende skuespillere, levende musik, brug af ting i symbolsk betydning (sikkerhedsnålfisk, krystalfisk, forskellige typer hatte, avisfigurer og meget mere. De er beslægtede, nogle af figurerne går igen, men forestillingerne er naturligvis ikke ens.

En anmelder beskriver forestillingen "I maven over byen" som "broget og varieret som glasstumperne i et kalejdoskop. Hele tiden nye mønstre, som er en øjenlyst. …" Det er i denne forestilling, Staffan leder efter sin skygge sammen med børnene, finder den, men konstaterer, at den ikke bevæger sig, som han gør. Den må til vask, men resultatet bliver en masse sæbebobler og en lille hvid, krympet skygge, der forvandles til en lille Pjerrot, mens Staffan bliver til den store Pjerrot, og de hvide figurer spiller bold sammen. Smuk billedlig transformation, som børnene følger kreativt med i.

Det ultraviolette lys er et gennemgående træk i forestillingerne. Begejstringen over den særlige lysvirkning er fælles hos børn og voksne, der i Det Lille Teaterrum alle involveres. En blæksprutte, blomster, en kinesisk paraply og et hvidt lagenspøgelse, som er blåt med kroner i guld – få blandt mange eksempler, der antager et andet udtryk i det 'magiske' lys.

Det Lille Teater var med Staffan Westerbergs gæstespil med til at skubbe til ambitionerne hos de danske aktører.

Mødte Staffan Westerberg da ingen kritiske røster i Danmark? Jo, i dagbladet Information var en kvindelig kritiker utilfreds med "Teater i hatten". Hun slutter sin anmeldelse, der meget loyalt har omtalt forestillingens mange virkemidler: "Her har man en scene, et sted hvor alting kan ske, og så sker der kun en enkelt ting eller to ad gangen, den potentielle rigdom bliver til reel fattigdom, de uudnyttede muligheders fattigdom. … teatret (må) manifestere sig som rigdom, på oplevelser, muligheder, også til at spilde af. Ellers er det meningsløst."

Den bedømmelse ligger langt fra min, der i langt højere grad finder en fin afstemning mellem børnenes alder og det kunstneriske udtryk og udfordring.

1970'erne

"Teater i hatten" kan ses som overgangsforestilling til den nye type forestillinger, som Staffan og Det Lille Teater byder på i 70'erne. Den ligger lige mellem de to årtier, hvor "Den gamle Fortæller", baseret på H.C. Andersens eventyr "Tommelise", spilles i 1976, og "Paraplyernes oprør", med forlæg i billedbogen fra 1937 af dramatikeren og forfatteren Kjeld Abell, i 1979-80. Det er tydeligt, at årene, der er gået, og inspirationen fra andet stof bringer Staffan nye steder hen, både i forhold til manuskript og scenografi.

"Den gamle fortæller" (5 år og op) er en "svævende" forestilling. Hvide gevandter, kniplingsstoffer, silkesjaler, blade svævende  i rummet –  med kontrasterne i tudserne, der dog ikke er så hæslige og stygge som i eventyret, og den mørke, lyssky muldvarp, her med sort frakke, skindkrave, bowlerhat og stok. Oldenborren bærer hjelm og boksehandsker.

I programmet til forestillingen skriver Staffan: "Da jeg var 110 cm lang, berettede og læste min mormor H.C.Andersens eventyr for mig. … Jeg mindes, at eventyrene var smukke, langsomme og gådefulde. … nu er jeg 182 cm. Og stadigvæk er eventyrene smukke, langsomme og gådefulde. Men jeg håber, at jeg også nu er så gammel, at jeg kan berette for alle mellem 70 cm og 195 cm, hvad den 2 cm lillebitte Tommelise oplevede på sin færd gennem livet. … "

Tommelise er sommetider en lille dukke, der kan sidde på Marias tommelfinger, sommetider store Maria på sit åkandeblad og i andre funktioner. Frøerne bor under scenen i sjaskende mudder – musikerens lydbilleder er malende. Musikken spiller en væsentlig rolle. Spillerne som dukkeførere skjules ikke i Staffans forestillinger og kan skifte fra dukkeførerrollen til skuespillerrollen.

Staffan Westerberg instruerede og Torben Hellborn, Maria Stenz , Egon Stoldt, Jens Klastrup og musikeren Bent Clausen spillede en meget smuk forestilling. I store træk følger den eventyrets tekst, men har indlagt et særligt – og meget morsomt – skyggeteaterafsnit med Tommelises rejse på svaleryg til de varme lande: paradisfugle af bøjler, der lufter gardiner; bjergheksen der får klø af tæppebankeren.

"Paraplyernes oprør", inspireret af Kjeld Abells billedbog, handler om en laset paraply og en udslidt vaskekone, som sammen gør oprør, fordi de altid kun bliver brugt til det grove og grå arbejde. De vil også være med, når solen skinner, og når der skal være fest.

I forestillingsmappen ligger et "paraplyark" med tegninger og håndskrevet tekst, hvor Staffan udtrykker sin kærlighed til paraplyer. En paraply, halvt åben, med en tåre fra det ene øje og nedadvendt mund siger: Teater er for mig at få lov at være ked af det og nedslået og så engang imellem, få lov at slå sig op og se det VIDUNDERLIGE – tegningen af en helt opslået paraply med opadvendt mund, et åbent øje og et, der blinker – og med krydser som stråler omkring hele paraplyen. Så en helt sammenslået paraply med nedadvendt mund, der siger: og så slå sig ned igen og vente på at slå sig op igen, når man selv kan gi det VIDUNDERLIGE til alle andre (tegning af 7 sammenslåede paraplyer) så de kan slå sig op. Underskrevet: Staffan

1980'erne

I dette tiår bringer Staffan Westerberg dels sin vidt berømte og meget spillede forestilling "Tröstetrasan" fra Stockholms Dramaten til København, dels skaber han Det Lille Teaters 20-års jubilæumsforestilling, bygget på den særlige placering i købmandsgården ved Rådhuspladsen, dels lader han sig inspirere af Karen Blixens novelle i Skæbneanekdoter: "Dykkeren – eller vil du kilde en engel under fødderne". Ikke umiddelbart noget nemt valg med et flyve-, danse- og dykketema, men både forfatteren og hendes Rungstedlund kommer med i forestillingen sammen med badekar med løvefødder, som de stod på de åbne marker op til hendes bolig.

1990'erne

I 1996 var det Kulturbyår i København og en gruppe københavnske børneteatre var enedes om at spille forestillinger på deres teatre baseret på H.C. Andersens eventyr. Det Lille Teaters bidrag var "Hulter til bulter", der legede kispus med figurer og temaer fra mange af eventyrene. Staffan Westerberg som Ole Lukøje med paraplyen i natskjorte og nathue som en hyggelig onkel vakte stor begejstring.

"Lykkens galoche – et eventyr om lille Hans Christian Andersen" i efteråret 2003 er den indtil videre sidste forestilling, som Staffan Westerberg har sat op i København. H.C. Andersens liv og eventyr flettes sammen – og runder fascinationen af den danske digter af på Det Lille Teater.

"Lillebror og Storebror"

Men i efteråret 1993 runder Staffan sin egen personlige historie af med historien om lillebroren og storebroren, der er baseret på Staffans eget smertelige tab af sin storebror, da denne var ni år og lillebror Staffan var fem. Storebror blev slået ihjel ved en trafikulykke, da han cyklede med huen ned over øjnene for at vise sig over for pigerne. Det var Mors dag, og han havde plukket smørblomster til hende.

Staffan beskriver indhold og tema i forestillingen: Der var engang en Lillebror som ikke vidste, hvilken vej han skulle gå her i verden. Hans storebror, den største og stærkeste af alle drenge – han kunne nemlig cykle med huen trukket helt ned over øjnene – sagde: "Gå ud i verden og fortæl om hvor god jeg er på cykel". Men det ville Lillebror ikke. Han gik i stedet ned til havet og ombord på et skib. Storebror hjælper Lillebror gennem alle farer og ulykker. Måske er han en engel, når han kan flyve på sin cykel? En solstråle hjælper til – og den cykler Storebror op ad med Lillebror, indtil Storebror til sidst forsvinder helt. Lillebror har måttet love aldrig at cykle med huen ned over øjnene, for så kan det gå ham rigtigt ilde. Storebror kommer en dag tilbage for at fortælle, hvorfor han selv havde været så frygtelig dum.

Skotøjsæsketeatret fra Staffans barndom dukker op i denne forestilling. I æsken bor nu Lillebror som 95-årige, fru Jensen og hr. Sørensen og H.C. Andersen. Klara Ren (Staffan i herligt kvindekostume) sørger for orden og renhed. Men – for Lillebror er det vigtigt, at døren altid står på klem, hvis nu Storebror skulle komme. "Den lille pige med svovlstikkerne" og Mester Jakel hjælper og forhindrer, men erindringerne bringer Lillebror og Storebror sammen i mødet mellem liv og død, sorg og længsel.

En forestilling så rig på indtryk og udtryk for både børn og voksne, at beskrivelsen af den kunne fylde en hel artikel.

Betydningen for Det Lille Teater

Staffan kommer ung og smuk til Det Lille Teater. Hans forestillinger, arbejdsform og udtryksmidler havde stor indflydelse på teatrets kunstneriske udvikling og var med til at skabe og udvikle Det Lille Teaters stil. Han udnyttede Det Lille Teaterrum i fuld udstrækning, og teatret og de ansatte gav hver gang af entusiasme og alle kræfter, hvad de kunne og mere til.

Staffans egen rolle og spil udvikler sig tilsvarende og inddrager komiske aspekter, hvor hans egen alder og modne udtryk spiller med.

Klovneudtrykket – det hvide ansigt – dukker op med jævne mellemrum igennem årene, som i sminkningen af Maria Stenz som engleskikkelse i "Dykkeren" eller hos Staffan selv, hvor alle aspekter af klovnens genvordigheder og muligheder afspejles i det modne ansigt.

Ovenfor har jeg specielt fremhævet forestillingerne fra 60'erne og senere "Den gamle fortæller" og "Lillebror og Storebror". De første, fordi de var skelsættende for det stationære børneteater i København. De to sidste som dem,  jeg selv husker som smukkest, mest epokegørende og mest indholdsrige i al deres mangfoldighed.

 I efteråret 1970 kom første om- og udbygning af teatret, i foråret '96 endnu en, der gav mere spilleplads og mere plads til publikum. Det havde betydning for forestillingernes mulige udtryk.

Teatret er stadig Det Lille Teater, men har haft mulighed for at udvikle sig både pladsmæssigt og kunstnerisk gennem alle årene.

Erindringsbetingelser

Du findes, så længe vi mindes … en lille omskrivning af en af Staffan Westerbergs replikker.

Det Lille Teater har liggende en mappe for hver produceret forestilling fra teatrets start til nu. De rummer fotografier, pressemeddelelser, økonomiske oplysninger, breve, manuskripter, scenografi- og kostumetegninger og i de senere år anmeldelser. I de tidlige år er anmeldelserne klæbet op i brevordnere, ordnet i datorækkefølge.

Indimellem ligger der interviews med Staffan, senest et længere interview i anledning af opsætningen af "Lykkens Galoche", da Staffan i 2002 var i København. Klaus Simonsen, der har arbejdet på Det Lille Teater i mange år, dels som tekniker, dels i den administrative og kunstneriske ledelse, har interviewet.

Jeg selv (BS) har set de fleste af Staffan Westerbergs forestillinger og har både egne erindringsbilleder og egne notater fra forestillingerne. Gennem alle årene husker  jeg det lystfyldte samspil med børnene som publikum, og selv om de fleste børneteaterfolk på det tidspunkt var meget på vagt over for udspil fra scenen, der gejlede børnene op eller opfordrede til kollektive tilkendegivelser, har jeg ingen erindring om den slags 'misbrug' af børnene i Staffans forestillinger. Stemningen i salen var præget af fællesskab og gensidighed. Det passer fint med, at han både tager børnenes og sin egen fantasi alvorligt, men ikke på noget tidspunkt glemmer at parre med virkeligheden. Begge dele må være til stede, siger han.

Biba Schwoon (f. 1940) er dramaturg og konsulent med teater for børn og unge og børnekultur som speciale. Samarbejde med Ray Nusselein, Paraplyteatret, fra 70'erne til hans død i 1999. Samarbejde med mange danske børneteatre gennem årene. Deltaget i samtlige danske børneteaterfestivaler arrangeret af Teatercentrum i Danmark. Sekretariatsleder dér fra 1981-1987. Diverse artikler og anmeldelser om børneteater og børnekultur, bl.a. publikationen "Historien om et Statsensemble. Corona La Balance – 4 år som Statsensemble for børneteater 2005 – 2009."

Læs også portrætartiklen om/med Biba Schwoon her på portalen: 'Festivalernes kronede dronning'.

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere