Ved nogle forestillinger er det, som om jeg bliver draget ind i scenerummet, og det er ikke til at sige om det er mig, der zoomer ind på scenen, eller om det er scenen, der zoomer ind på mig.
Når det sker – ofte ved dukketeaterforestillinger – kan det selvfølgelig have med dét at gøre, at figurerne er små, og jeg vil tættere på. Men der skal mere til. Helt fra første øjeblik skal forestillingen have den rigtige musikalitet – et ydre tempo som giver mig tid til at observere, og en indre rytme som samstemmer musik, lyd og lys med figurernes kommen-til-liv.
Således kan jeg forføres, således kan jeg tryllebindes. Således skabes et univers, hvor jeg kan træde ind og leve med i historien. Forestillingen tager ansvaret, jeg er i trygge hænder.
At falde i søvn
Vi er i Elliots soveværelse, og den lille dreng kan ikke – vil ikke – falde i søvn: ' Moar! Mooaar! Jeg er tørstig, jeg er sulten. Jeg vil sige godnat til bamse. Døren skal stå mere åben! Kan jeg få kakao?'
Giacomo Ravicchio er en mester inden for dukketeatret, og i alle størrelser. Jeg tænker på den store 'Al tid i verden' og på den lille 'Små skridt' med Mette Rosleff og Teater My. Men han er ikke alene: Han har allieret sig med de to meget, meget dygtige og diskrete dukkeførere, Therese Glahn og Lars Begtrup. Uden et sekund at flytte fokus fra dukke-universet, fortæller de historien med sparsomme ord og graciøse bevægelser. Det er en fornøjelse at se så fornemt håndværk.
Elliot kommer ud af sengen, siger godnat til guldfisken, til tigeren og bilen, og stille og roligt opløses det meste omkring ham og fokus lægges på Bogen – eller bøgerne. Elliot svæver ubesværet højt over land og rige. Ud af atlaset trylles et kort over Afrika, med løver og giraffer og næsehorn, og når den store bog rigtigt folder sig ud opstår nye billeder – for eksempel en farverig landsby med bedstemors hus og lys i vinduerne. Det er en scenografisk bonanza – som de mest fantastiske, enorme tredimensionale gratulationskort – og jeg lader mig rive med, med åben mund og store øjne.
Selve historien
Den underliggende fortælling er antydet allerede fra start: 'Rejse med toget hjem til far', og det bliver klarere, efterhånden som forestillingen skrider frem. Hvorfor har mor og far bestemt, at de ikke mere skal bo sammen alle tre? Vi var jo alle i Tivoli sammen, dengang!?
Men mor og far har forskellige meninger om det ene og andet, forskellige vaner, og forskellige måder at læse højt. Det er svært at være lille Elliot og holde af både mor og far og samtidigt holde angsten for flagermus væk – for ikke at tale om den enøjede kat.
'Papirmåne' er Teater Meridianos bud på, hvordan en lille dreng kan komme overens med sin nye situation – med separationen fra far. Med bøgernes billeder kan han flyve i fantasien, med den kloge månes mellemkomst kan han forstå, at det ikke er hans fejl.
Problemet med forestillingen, som jeg ser det, er at fantasien og det scenografiske mesterskab tager overhånd. Der bliver så mange fisk, der flyver, så mange biler der kører, så mange får der kikker på stjerner om natten, så mange vidunderlige billeder, at historien periodevis går vild, fortaber sig, og må hentes ind igen. Dramaturgien zigzag’er fra det ene (flotte) indfald til det andet.
Men det er en smuk, smuk forestilling!
