Titlen 'CameliOrquestra' er lige så sammensat og forførende farverig som den vidunderligt musikalske og fortællende cirkusteaterforestilling selv. Fornøjelsen begynder allerede med den lovende opstilling af et stort antal musikinstrumenter i baggrunden og de strålende lilla kostumer. Det skal vise sig, at keyboard, trommer, guitar, ukulele og samtlige slags saxofoner opleves som en selvfølgelig forlængelse af de medvirkendes arme og ben.
Tilsammen udgør musik og cirkusakrobatik en mangfoldig strøm af underholdende sekvenser, hvor den enkelte eller parvis som i et jazzorkester træder frem som solister og med glidende overgange overlader centrum til den næste. Tempo, puls og timing følges så tæt, at det ikke er til at sige, hvad der kommer først bevægelserne eller musikken. Begge dele sprudler af opfindsomhed og en suveræn beherskelse af krop og instrumenter, der ikke et sekund går i tomgang eller mister sit samlede fortællende udtryk.
'CameliOrquestra' er en forestilling, der med stemninger, kærlighed, lidenskab og klovnede drillerier handler om og tydeligt viser styrken i et frodigt fællesskab med plads til hinanden. De to kvinder og tre mænd er strålende eksempler på, at begge køn kan udføre det samme.
Det er imponerende, når høje mænd som Joel Degerfeldt og Mikkel Hobitz med spændstig lethed springer op og behersker svære balancer. Mens Ida Langkilde og Kajsa Bohlin til gengæld demonstrerer formidabel muskelstyrke med blandt andet håndstand på tynde stænger.
Der bliver gået til akrobatikken med forrygende cirkusnumre på den flere meter høje kinesiske pæl, som Ida Langkilde og Mikkel Hobitz med frygtløs smidighed klatrer på og snor sig om. Mikkel Hobitz leverer dagens gys, når han drøner nedad med hovedet først eller leverer guitarspil fra toppen.
Hobitz og Lars Lindegaard Gregersen optræder på den slappe line, som i enhver god cirkusforestilling får publikum til at holde vejret. Bagefter griner man, når Gregersen går amok i selvfed jubel over, at det lykkes.
Fabelagtige performere
Musikalsk fører Lars Lindegaard Gregersen og Kajsa Bohlin an i et broget og flot sammensurium af stilarter, uden at det på nogen måde forklejner indsatsen fra de andre tre. Han sender kaskader af blød vellyd ud på sine mange saxofoner, og hun tiltrækker sig fra starten opmærksomhed med sin kazoo-fløjte, der hyler og synger og snakker til den store komiske guldmedalje.
Kajsa Bohlin er også forestillingens supergode vokalist og keyboardspiller, selv om det er svært at fange de engelske sangtekster.
En enkelt står dog stærkt, når hun advarer om, at berømmelse ikke er værd at tragte efter og ikke kan anbefales, men dog værd at nyde, så længe det varer. Det er også skønt, når hun henført synger hede kommentarer til Joel Degerfeldts storslåede jongleren.
Desuden kan musikinstrumenter bruges til andet end at skabe lyd. Pakket ind i blandt andet to saxofoner bævende og med skrækken malet i ansigtet skal hun ned fra lav højde, men tør ikke. Heldigvis er hjælpen nær, og senere vandrer Kajsa Bohlin syngende og spillende fra krop til krop op og ned i et sindrigt tilrettelagt system.
For intet er tilfældigt i 'CameliOrquestra', og slet ikke når hun og også Joel Degerfeldt bogstaveligt talt går i sving med min favorit, det store Cyr wheel. De er fabelagtigt gode, når de spændt ud i ringen drejer og snurrer i alle retninger, og med musik fra saxofoner og guitar føler man sig hensat til en miniudgave af Cirkus Cirkör – det verdensberømte cirkusteater, der tidligere har gæstet Danmark.
Færdighederne og fantasien er af den samme høje standard, og det er tydeligt, at de fem medvirkende ikke blot er fabelagtige cirkusartister og musikere, men også erfarne performere. Man mærkede ikke, at en udendørs spilleplads med voksne i fast rutefart for at servicere deres børn med mad og drikke næppe var de bedste betingelser.
Godt gået og tak.
