Fantasi i klemme

I klovnens univers spiller det anede og pausens poesi en stor rolle. Ja og selvfølgelig klovnens gestik og mimik og klovnens evne til at formidle almenmenneskelige sandheder ofte uden at have ordet som en tyngede bogstavelighedslænke.

I klovnens univers får vi, når det er rigtigt godt, lov til at svæve. Lov at forlade fornuftens og rationalitetens landskab. For fra den anden verdens horisont at kunne se klarere på alt det jordiske bøvl og bravur, vi tynges af og jubler over.

I Teater Astras ’Føline – en klovns følelsesliv’ er der klare elementer fra klovnens univers. Hovedpersonen Føline ER en klovn. Hun har en skøn stor parykkrøllet hattepragt, posede bukser, hvor højre og venstre ben er i forskellige røde farver, og hun har klovnens naive smil og nysgerrige øjne.

Den scenografi, hun træder ind i, er også noget af en Storm P'sk butik – en lerkuglefabrik med en evigt overvågende direktør i form at et ur, der bipper med advarselsfyldte røde alarmklokkeøjne, når tempoet bliver for langsomt, eller når der er noget andet som ikke passer hans snorlige og effektivitetsmindede væsen. 

Forudsigeligt

Skøre hændelige uheld og gentagne gøremål og bevægelser med små variationer er også tit skønne og effektfulde ingredienser i et klovneunivers. Her er det krumtappen i hele historien. Føline starter glad på et kommunalt anvist arbejde på lerkuglefabrikken, men ender med at få sin fantasi spærret inde.

Ensformige rutiner og forøget arbejdspres får Føline til at gå andre veje. Måske tvinges hun derud, fordi hun ikke kan lade være. Måske er det en tilfældighed. Det fremgår ikke helt klart. Men i al fald er historien den, at Føline i stedet for det kedelige ensformige arbejde, som skal tælles og registreres og bogføres og jeg skal komme efter dig – som direktøren også gør – begynder at forme små kaniner og fugle af leret, som er dejligt blødt at have i hænderne.

Spillet og historien er ligefrem og ligetil. Men der er også for lidt i begge dele. Spillet bliver med tiden for unuanceret og uden overraskelser. Historien vander ud og lander lovlig firkantet, opdelt i klovnen som identisk med fantasi og direktøren som lig den dumme. Sådan basta bum.

Paradoksalt nok signalerer lerkuglefabrikkens maskineri i sin skæve indretning mere fantasifuldhed end den leg med leret, som Føline bliver fanget af. Handlingen bliver forudsigelig og kedelig i længden

Det kunne have været sjovere, hvis teatret havde brudt klicheen og det efterhånden forventede i forløbet.