DEBAT
25-11-2019
22-11-2019
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
Et af sommerens bud på familieteater i grønne eller spektakulære omgivelser finder man i Helsingør, hvor Finn Rye indtager Kronborg med Shakespeares 'Romeo og Julie' - i animationsteaterudgave. Det er HamletScenen, der står bag forestillingen. Foto: Rolf Søborg

Familieteater i sommersvøb

05-06-2013
Sommeren er ved at overtage scenen efter teatersæson 2012-13, men selvom mange børneteatre nu holder spillefri, er der mange muligheder for at se forestillinger for børn og unge og hele familien. Også i grønne omgivelser eller andre udendørs lokaliteter - og mange forestillinger er med gratis adgang.
Af: Carsten Jensen

Mens de fleste af landets stationære og turnerende børneteatre har lukket eller er ved at lukke ned for sæson 2012-13, er det for enkelte andre ved at være højsæson.

Det gælder ikke mindst teatre med speciale i gadeteaterforestillinger og de teatre der traditionelt tager en tørn med sommerunderholdning i parker og andre offentlige steder, familieteaterforestillinger i bl.a. museumshaver, Tivoli m.v.

Lige nu er der sågar også en hel ny teaterfestival i gang i København, hvor CPH Stage har invaderet hovedstadens teatre og andre spillesteder fra 5.-16. juni (wwwcphstage.dk) - og hvor Teaterøen på Amager laver festival i festivalen 14.-15. juni med sin Økuller-minifestival (www.teateroen.dk).

Her følger så en lille guide til nogle af de mange muligheder for at se familieteater i sommerens løb. Meget af det er gratis glæder, andre steder skal man betale entre til spillestedet eller til selve forestillingen.

Marionetteater hele sommeren

Et stensikkert tegn på sommerens indtog er i hvert fald, når Marionetteatret i Kongens Have i Dronningens København åbner sin pavillon for at spille dukketeater for de helt små og deres voksne ganske gratis og to gange dagligt - minus mandage - i samtlige de tre sommermåneder, som kalenderen dikterer.

Marionetteatret havde således 1. juni premiere på den første af sæsonens to forestillinger, 'God nat' (se anmeldelse her på portalen), der spiller frem til 14. juli, hvorefter 'Den uheldige tryllekunstner' tager over fra 16. juli og frem til 31. august.

Marionetteatret i Kongens Have spiller traditionelt i stort set hvilket vejr, som sommeren måtte byde på - det er kun blevet til ganske få aflysninger gennem de næsten 50 år, det lille teater har huseret i byens park.

Marionetteatret i Kongens Have blev startet i 1966 af kunstmaleren Helgo Jørgensen, blev overtaget af Birte Norst i 1968 - og siden årsskiftet har det så været en selvstændig filial af Det Lille Teater (se forløbet i artiklen 'En noget glædesløs fusion').

Gratis glæder i det grønne

Men Marionetteatret har ikke Kongens Have for sig selv. For de større og voksne byder gadeteatret HMF således på 'en saftig skæbnekomedie', når de spiller 'My Way' i parken fra 29. juni-21. juli. Og her er der gratis adgang - og stedet er Valnøddeplænen med indgang lige overfor Statens Museum for Kunst.

Gratis gadeteater bydes der også på ved Vor Frue Kirke i København, hvor Dansk Rakkerpak rykker ind med sin nyeste gadeteaterforestilling - i mange år var det på Israels Plads tæt på Ørstedparken, siden kom en afstikker til Ofelia Beach ved Skuespilhuset, men i år huserer teatret altså på Frue Plads med 'Taxi Driver' (anmeldt her på portalen), der har premiere 16. juni og spiller til 6. juli og derefter drager på sommerturne. Det er såmænd en kærlighedshistorie med masser af slapstick og sprogforbistringer m.v. helt i Rakkerpaks maniske stil...

En lille del af turneen bliver helliget Bornholms Gadeteater Festival, der afvikles på Solskinsøen fra 26.-28. juli 2013. Dansk Rakkerpak har været medarrangør af den relativt nye festival, der igen i år vil præsentere internationale og danske grupper i form af 19 gratis forestillinger, fordelt i Gudhjem, Svaneke og Rønne - og man forventer op imod 4.000 gæster til årets arrangement. Programmet bliver klar senere i juni måned og kan ses på hjemmesiden (se faktaboks).

Der er også mulighed for at opleve børneteater på andre grønne områder. Således spiller bl.a. Det Fortællende Teater ('I Guder' og 'Holger') på Kastellet, Teatret Lampe ('Muldvarpen og huset der kom og gik', Asterions Hus ('Robin Hood') og Madam Bach ('Årstider på spring') i Nørrebroparken osv. (se mere på www.kbhforborn.dk).

Entrebelagte familieforestillinger

Det er også muligt at betale sig til teater for børnefamilier.

Således flytter Holbæk Teater deres stort anlagte familiemusical, 'Rasmus Klump på eventyr' (anmeldt her på portalen) til Glassalen hos samarbejdspartneren Tivoli, hvor den spiller fra 20. juni til 17. juli 2013.

I den gamle have er det som vanligt også muligt at se Pantomimeteatrets forestillinger, når først entreen er betalt.

Hos Grønnegårdsteatret i indre by har man atter i år en familieforestilling i form af en elevforestilling fra Statens Scenekunstskole. 'Shakespeare tur/retur (fra 8 år) spiller fra 3.-21. juli 2013 i Ankestyrelsens Have, Amaliegade 23-25. Her kan man møde en række af Shakespeares berømte figurer i en såkaldt collageforestilling.

I Operaen på Holmen kan man - hvis man er mindst seks år - senere på sommeren opleve Fredericia Teaters stort anlagte og ditto roste 'Aladdin - the musical', der indtager operahuset 19. juli - 20. august 2013.

Tager man udenfor hovedstaden og til Lyngby, er der også grønne omgivelser, når Frilandsmuseet blænder op for 'Pelle Erobreren' fra 16. juni-26. juli 2013. Det er dramatikeren Bo hr. Hansen, der har skrevet Martin Andersen Nexøs klassiker om til en musikalsk familieforestilling (anmeldt her på portalen).

Helt ud i skoven finder man også Det Kgl. Teater, der i Ulvedalene i Dyrehaven nord for København spiller 'Robin Hood' (anbefales fra seks-årige og op) med hele udtrækket af heste og slagsmål og kendte skuespillere i det grønne - og frem til 6. juli 2013.

Lidt fra Helsingør

Endnu længere fra hovedstaden finder man sundbyen Helsingør, hvor HamletScenen præsenterer familieforestillingen 'Romeo og Julie' fra 29. juni til 21. juli - og det sker selvfølgelig på Kronborg, hvor ikke mindst samme Shakespeares lige så berømte 'Hamlet' har tumlet rundt i utallige versioner.

Men her gælder det altså en ordløs udgave for de seks-årige og op af det klassiske drama, der om man så må sige er omplantet til en have, hvor skuespilleren og mimikren Finn Rye som en anden Søren Ryge tuller rundt med sine medspillere, der er et udvalg af haveredskaber: Skovle, lugejern, river, spader, hakkejern og koste...

Helsingør danner i øvrigt også som vanlig ramme om en gadeteaterfestival, idet Passage afvikles som joint venture mellem Helsingør og sundbynaboen Helsingør fra 29. juli til 3. august 2013. Programmet indeholder mange forestillinger for børn og familier og kan ses på www.passagefestival.nu.

Resten af landet...

Og selvom ovenstående mest ligner et kulturfremstød for hovedstadsregionen og omegn, spilles der heldigvis også familieteater mange andre steder i landet. Det er bare ikke lige røget i Teateravisen.dk's mailbox eller blevet opsnuset på anden vis.

Men man kan bl.a. opleve Fyren & Flammen med 'Fyrtøjet' de fleste dage i juli i Teaterparken H.C. Andersens Verden ved Præstø (se noten 'Eventyrdigterens eget teaterland'), mens Bedstefars teaterbus kører til Farvergården i Odense for fem-seks dage i juli at spille små forestillinger (se www.kulturmaskinen.com) for de mindre børn.

Og i Den Fynske Landsby spiller John Doe Teatret en speciel udgave af H.C. Andersens 'Lille Claus og Store Claus': Der indgår såleds 150 kålhoveder i deres gadeteater- og familieforestilling med titlen 'Store Claus og den knapt så store Claus', der spiller 7.-21. juli alle dage kl. 10,30 og 12,30.

I Vordingborg historiske botaniske have har Teatret Aspendos sammen med kommunens biblioteker arrangeret frilufts-fortælleteater for hele familien, idet man 6. og 7. juli kl. 11 og kl. 14 spiller 'Emil & Træmand nr. 100' et par gange dagligt. Planen er at gentage arrangementet 10. og 11. august med en af teatrets andre forestillinger.

Og går man fx ind på Kultunaut.dk, kan man bl.a. forvisse sig om, at Svanen spiller 'Hvad fatter gør er altid det rigtige' i Bovbjerg Fyr 15. juni kl. 14; at Louise Schouw Teater spiller 'Kaptajn Bimses Jul' samme dag i Rønne; at Olsens Teater spiller for 'de små' og 'de lidt større' 5.-6. juli på Brundby Rockhotel på Samsø osv. osv.

Det kan under alle omstændigheder være en fordel at orientere sig via kulturelle søgemaskiner (Kultunaut og scenen.dk er blot et tryk væk her øverst i portalens højre hjørne), lokale medier, opslag m.v. 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Familieteater i sommersvøb
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

06-12-2019
 

21-11-2019
 

14-11-2019
 

06-11-2019
 

30-10-2019
 

21-10-2019
 

09-10-2019
 

23-09-2019
 

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

Flere anmeldelser