Fakirredning

Der er noget underligt mørkt over Aarhus Teaters opsætning af ’Fakiren fra Bilbao’. Selvfølgelig skal det forheksede hus, som de to søskende flytter ind i, være spøgelsesagtigt og mærkeligt. Men det virker, som om husets dystre lyssætning af Anders Kjems suger komikken og latteren med sig.

Det bliver aldrig rigtig sjovt i det store teaterrum. Det bliver heller aldrig rigtig uhyggeligt – eller rigtig grotesk. Til trods for at skuespillerne knokler med alverdens gags.

Det er Geir Sveaass, der har iscenesat Bjarne Reuters roman. Camilla Bjørnvad, har skabt et skrummel af en scenografi i to etager. Men ud over et effektfuldt elsdyrhoved, så er der underligt nok ikke megen charme i dette vanvittige univers, hvor en bedemandsforretning ellers rummer en makaber indendørsovn og uhyggelige kælderdetaljer. Og hvor magi har fortryllet en spansk vildbasse af en tyveknægt - og omskabt ham til en miniature og puttet ham i en ’penne-kugle’, nå nej, en kuglepen.

Interne voksenjokes

Historien virker pludselig meget voksen på Aarhus Teaters Store Scene. Mange af vittighederne forbliver interne voksenjokes – de gik i hvert fald hen over hovedet på de 8-10 årige, som jeg oplevede forestillingen sammen med. Og der bliver noget underligt omstændeligt over forestillingen. Måske bare fordi timingen var forkert. Eller fordi musikaliteten manglede.

De to unge skuespillerelever fra Aarhus, Luise Skov og Mads Reumerth, var ellers søde og energiske – og de løb op og ned ad trapperne i rollen som det foretagsomme tvillingepar, der helst ikke vil have mor til at forelske sig igen.

Og Nanna Bøttcher udstrålede en sjov verdensfjernhed og skæg overbærenhed som kvinden, der naivt køber et spøgelseshus uden at få den mindste mistanke om, at der er noget galt med handlen.

Stinkende sjov

Men forestillingen blev kun sjov, når Jacob Madsen Kvols kom på scenen i rollen som fakiren, der havde været indespærret i ti år.

Han var klædt i et lurvet toreadorkostume, og han så ekstremt beskidt ud: Man kunne nærmest lugte, hvor fælt det ville være at få et kindkys af ham. Børnene hylede i hvert fald op bare ved synet af ham.

Men han osede af charme og fik pludselig replikkerne til at ligge rigtigt i rummet. Omkring ham blev verden lys. Og han havde den særlige galskab, der fik fakiren til at blive til en laber og uimodståelig Bjarne Reuter-delikatesse af vanvid og børnefrygt.

Klepto-hvad?

Holger Østergaard spillede bedemanden Mooney – med hentehår og klamme knævrid og fræsende overbid. Han var sjov og selvfed på den rigtige måde. Men han blev aldrig så vild en festoriginal, at man egentlig blev bange for ham – og hans kaffeleg med ligene blev ikke morbid, men nærmere bare knoglegymnastisk.

Der var heller ikke meget saft og kraft i de to røvere, der egentlig sætter hele historien i gang. Til gengæld var Anne Voigt Christiansen munter som mandeglad veninde med hang til selvsnuppede souvenirs. (Men nej: Seks-årige kender altså ikke ordet ’klepto’…)

Skolestarterne ved heller ikke, hvad Vedbæk-garden er. Eller hvad ’transvestit’ betyder - eller ’Palestrina’. (Det er måske også derfor, at bogen normalt først anbefales for de 10-14 årige; romanens to tvillingesøskende er selv 13 år.)

Hvorom alting er, så er denne teateropsætning simpelthen ikke så sjov, som den kunne være. Den bliver for abstrakt, fordi iscenesættelsen ikke viser det, der tales om. Hvad der fungerer i en bog, virker ikke nødvendigvis som teater, hvor barnet ikke kan stille spørgsmål undervejs.

Skinne-måne

Så går det bedre med fakirens selvopfundne indvandrerdansk.

»Mit hjerte banke i kasse-bryst,’ siger Jacob Madsel Kvols’ fakir og dunker stolt på sin brystkasse. Så griber han ellers Nanna Bøttchers smilende villige ’Grethe-pige’ – og danser passioneret i ’skinne-måne’. Nå nej: ’måneskin’.

Og selv om børnene naturligvis synes, at det er klamt, at de voksne kysser, så synes da altså også, at ham fakiren er ret sej. Og ligesom de to ’børn’ på scenen, er tilskuerungerne også ret lettede over, at moderen trods alt kan se forskel på en lignørd og en magisk helt. Hvis hun absolut skal have sig en ny mand.

For man ved jo aldrig med voksne.