10. august 2016

Fair Play topper indkøbslisten

Selvom kommunale besparelser for et par sæsoner siden ramte det ellers så eksemplariske børneteaterarbejde i Odsherred og næsten halverede antallet af indkøbte forestillinger, så er det stadig muligt at tilbyde en gratis forestilling om året til alle kommunens 4375 skoleelever, børnehavebørn, dagplejebørn og vuggestuebørn.

Det sørger 22 forskellige teatre for, når de gæster det nordvestsjællandske og spiller i alt 73 forestillinger i løbet af sæsonen.

Det er som altid Børneteaterudvalget i den lokale teaterforening, Teater og Musik Odsherred, der sørger for indkøb af forestillinger til børneteatersæson 2016-17 – og som altid har udvalgsformand Britta Skov valgt at dele indkøbslisten med teateravisen.dk, der har fået tilsendt denne sæsons top ti-liste.

Og selvom der normalt er mange gengangere i toppen af listen, er der nye teatre i front, idet samproduktionen mellem det næsten lokale Teatret Fair Play og Superreal, 'Liquid Love' topper med ti forestillinger.

Samme antal, men fordelt på tre forskellige forestillinger, kommer Batida med: 'En solskinsdag i Paradis' (7), 'Pigespejdernes dramapatrulje opfører junglebogen' (2) og 'To i et hus – og en mus' (1).

Herefter følger Asterions Hus med syv opførelser ('Jason' x 6 og 'Robin Hood' x 1), efterfulgt af Gazart med seks opførelser af 'Små og store hemmeligheder' og Randers Egnsteater med ligeledes seks opførelser ('Drømmen om Amerika' x 5 og 'Juletræets hemmelighed' x 1).

Og selvom pengene ikke strækker til alt, har Børneteaterudvalget sørget for en ekstra forestilling for skoleeleverne   i Nordskolens afdelinger i Nykøbing, Rørvig og Egebjerg, samt Røde Kors Børneskole Annebergparken, der får breakdance for fuld skrue med Freestyle Phanatix' 'E-Boy' – mens børnehaverne i de samme områder ligeledes får en ekstra forestilling i form af  'Konen i Muddergrøften' med Andersens Kuffert Teater.

Næste sæson bliver det så andre skoler og børnehaver, der bliver tilgodeset med ekstra forestillinger.

Hvor de fleste forestillinger spilles om formiddagen, er der tillige arrangeret syv  familieforestillinger, hvor børn og deres forældre kan dele teateroplevelsen. Alle forestillinger spilles på Odsherred Teater – i deres nye splinternye bydomicil på Algade i Nykøbing S.

Hermed har portalen viderebragt et lille indblik i de prioriteringer og valg, som den lokale teaterforenings børneteaterudvalg har foretaget – og som vanligt afsluttes denne note med en opfordring til andre teaterforeninger/arrangører om at maile deres sæsonliste  til teateravisen.dk og få eksponeret deres arbejde…

(Billedet: Toppen af forsiden på Teater og Musik Odsherreds Børneteaterudvalgs sæsonprogram)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne