17. april 2009

Fair Play bliver egnsteater i Holbæk

Da amterne blev nedlagt som følge af den store strukturreform, efterlod det Teatret Fair Play i lidt af et vakuum. Teatret blev nemlig i 2002 egnsteater i Vestsjællands Amt – som det eneste teater i landet, der udelukkende var finansieret i et amt.

Da amterne blev nedlagt, overtog staten (dvs. Kulturministeriet v/ Kunststyrelsen) fra 2007 amternes økonomiske forpligtelser over for de egnsteatre, der modtog amtspenge.

Da den ‘gamle’ kontrakt med Vestsjællands Amt udløber med dette års udgang, stod Fair Play til at miste de amtspenge, der nu var rent statslige midler – hvis man altså ikke inden da har fået status som egnsteater i en kommune.

Lykkeligvis har Holbæk Kommune, som i Holbæk Teater allerede har et egnsteater, dog nu gjort Teatret Fair Play til sit andet egnsteater pr. 1. januar 2010.

For Holbæk Kommune er det på sin vis et billigt egnsteater, da staten fortsat automatisk bidrager med teatrets cirka 2,6 mio. kr. ‘amtspenge’ hvert år plus refusionen på Holbæks bruttotilskud til Teatret Fair Play.

Fair Play har i indeværende sæson – udover de 2,6 mio. kr. – også et driftstilskud på 1,1 mio. kr. fra Scenekunstudvalget (SKU), men når med den nye aftale med Holbæk ikke helt op på dette samlede tilskud, men må imødeses en mindre nedgang på ca. 300.000 kr. årligt, som teatret dog kunne at kunne skaffe andetsteds fra. Her er projektstøtte el. lign. fra SKU selvfølgelig en af mulighederne.

Men selvom Holbæk Kommune altså får et rimeligt billigt egnsteater nummer to, er det alligevel en smuk gestus. Kommunen er hårdt presset økonomisk og har været tæt på at blive sat under administration af staten.

Den nye egnsteateraftale mellem Fair Play og Holbæk Kommune bliver til udgangen af 2013.

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne